Elsket af så mange mennesker, aldrig sat til side. Jeg er utrolig smuk. Tynd, høj, rank. Mine klæder sidder på min krop, som spørgsmålet hører sammen med svaret. Jeg smiler altid. Det har jeg lært. Jeg er en ung pige med karakter, som min bedstemor sagde det. Hun fortalte mig altid om, hvor vigtigt det var med facader. Om hvad der skete, hvis man mistede maskerne. Jeg lyttede. Lyttede så inderligt. Hun betød meget for mig. Det var ikke sjovt da hun døde, men jeg holdt masken, når jeg var sammen med andre.
Er populær i skolen. Meget. Lærere og eleverne kan lide mig. Mine venners forældre og så videre. Kort sagt kan alle lide mig. En pæn pige, er hvad de siger om mig. Jeg kan lide hvad de siger. Jeg må have styr på facaderne. Virkeligt meget styr på det hele.
Når jeg er alene på mit værelse, kan jeg slappe af. Tage alle mine lag af. Tørre smilet af mit smukke ansigt. Fjerne huden så jeg kan se mine egne tårer. Der kan jeg lade mine følelser komme til. Jeg er ikke glad. Aldrig. Jeg lader bare som om. Facader. Alt sammen murer jeg har bygget op gennem livet. Mine bedste veninder ved det ikke, mine forældre og familie har ingen anelse. Det har jeg jo lært. Gad vide hvad det er der gør, at jeg er så god til at holde masken. Så mange prøver, og så mange bryder pludseligt grædende sammen. Det er hårdt, med alle disse facader, men en nødvendighed hvis man vil overleve.
Tror nu ikke jeg overlever alligevel. Ved ikke om jeg synes, det er det hele værd. Har planlagt min død. Det skal være smukt. Endnu en facade. Det skal være om vinteren. Mens de kolde snefnug daler ned på træerne. Da vil jeg gå ud i haven. Hænge mig i det store bøgetræ. Det træ jeg altid legede i da jeg var lille. Jeg vil smile mens jeg dør, lige meget hvor ondt det gør, med rebet der strammes om min hals. Facaden skal forblive. Forblive til sekundet efter jeg er død. Skal også skrive afskedsbrev. Der er nærmest regler for alting. Jeg vil blot skrive en lille note:
"Ked af det, men prøv at forstå, livet er for hårdt. Ikke jeres skyld."
Ikke mere. Det skal være kort. Hvis jeg skrev et langt brev, ville facaderne nok forsvinde. Det gør de nok alligevel når jeg dør. Men grunden skal være udeladt. Vil ikke såre dem. Mit tøj skal også være smukt. Ubeskriveligt smukt. Vil have min sorte kjole på. Den lange, af silke. Det bliver smukt. Mine fødder skal være nøgne. Hænge der i kulden sammen med resten af min krop. Intet vil røre hverken jord eller himmel. Svævende. Død. Det bliver smukt. En facade ingen vil glemme. Ingen vil glemme mig, den unge kvinde, forklædt som gudinde.