Jeg har skrevet i 24 år. Endda før jeg blev født, skrev jeg. Denne hårde bevægelse, mellem liv og død, kontraster og formløshed, er ubeskrivelig.

Men da jeg i dag skulle skrive til dig, ville min hånd ikke bevæge sig. Mit sind ville ikke med ind i en anden verden. Sindet vidste det ville blive for svært. Denne smerte, jeg fortrænger, ville igen finde vej til overfladen. Jeg mente ikke at jeg kunne bære det. Så jeg ville ikke skrive tilbage, på dit ellers så fine brev. Det var tavsheden der engang for mange år siden tilintetgjorde dig. Hvorfor begynder du pludseligt at råbe? Føler du træng til at forvolde mig smerte eller hvad er det med dig? Hvorfor begynder du nu, efter så mange års stilhed, at viske i mit indre?

Du sårede mig altså. Ved du godt det? Jeg havde fortrængt dig. Du var kun en smerte der lå dybt inde, hvor jeg aldrig kom. Du var stille. Hvorfor ændrede du på det? Kunne du ikke bare blive derinde i mørket. Sidde lydløst uden nogen form for bevægelse. Da jeg fik dit brev, begynde du at røre på dig. Stille og roligt. Du begyndte at viske. Senere efter at snakke, og nu RÅBER du. Dine skrig skaber dybe rifter og sår, i mit indre. Mine sår der var blevet til ar, fik du til at bløde igen, ved at bevæge på din pen. Hvorfor? Kunne du ikke bare lade mig være. Jeg havde det lige så utroligt godt. Min karriere, mine venner og min familie. Alt var som det skulle være. Indtil du løftede din fyldepen og kradsede i mit indre med den sylespidse ende. Blækket flyder rundt i mine organer og forgifter min sjæl. På grund af dit brev. Hvorfor?

Troede du, helt ærligt, at jeg ville blive glad, for at se din håndskrift igen, på ru papir? Troede du virkeligt at jeg ville tilgive dig? Glemme mine ar. Hvis du troede det, er du mere naiv, end jeg nogensinde havde regnet med. Hvordan kunne du tro det? Hvorfor skulle jeg pludseligt igen ønske at være dit eje? Hvilket formål ville dette have for mig?

Nej, jeg ville ikke blive glad for at se i dig igen. Jeg ville have svært ved at håndtere smerten, der ville koge over og skabe vrede der ville tilintetgøre hele verden. Hele min verden. Hvis jeg mødte dig ville jeg ikke kunne klare at forblive så rolig som jeg nu har været de sidste mange år. Hvorfor skulle du skrive? Det gør det ikke nemmere at glemme smerten, når du efter så mange år begynder at skrige højlydt på en tilgivelse jeg ikke kan give dig. Det ved du jo godt jeg ikke kan. Gør du ikke? Inders inde er du lige så meget klar over det som jeg er. Nej, jeg tilgiver dig aldrig. Ar forsvinder ikke. Lige meget hvor meget man prøver, forbliver ar.

Men får igen at få ro i mit indre, må jeg skrive til dig. Skrive det her brev. Selv om ordene er taget fra mig, og jeg er stum, taler jeg alligevel. Mine øjne er taget fra mig, og synet forsvundet, men jeg ser stadig. Selv om jeg intet øre har, og ikke kan lytte, hører jeg endnu.
Du vil aldrig forsvinde og det forbander jeg dig for. Forbander hele din krop. Din sjæl. Dit indre. Dit ydre. Jeg forbander hele dit jeg, for hvad du gjorde mod mig.