Som forfatter, kommer man af og til i en situation, hvor det kan være svært at skrive. Jeg har det sådan lige nu. Det svære er når sorgen rammer en hårdt. Så er det svært at samle tankerne om det man er i gang med. Det er et privilegium at kunne sætte ord på sine tanker. Jeg har ofte tænkt på jeg var priviligeret, frem for så mange andre. Vi har hver vores stil, det er det der i bund og grund er afgørende for, om det budskab eller de ord man sætter på tryk, kommer ud til almindeligt kendskab blandt et større publikum. Ofte er det forlæggeren der bestemmer, om det er godt og kan bruges, eller om det kun er til skuffen og glemselen. Men når sorgen melder sig og ordene ikke vil hæfte sig til papiret, bliver tankerne ydmyge og aldeles nærværende.

Hvad er det der er så svært at sætte ord på, at det er umuligt at komme videre? Jo, kære læser, det var en telefonopringning fra en kær og elsket veninde, der satte det hele i gang. Vi har mange pragtfulde stunder sammen, det er dem der betyder noget for os begge. Jeg har kendt hende i mange år. Ofte er ord overflødige i vores samvær. Nu ringede hun og græd i telefonen. Hun var ved at miste den datter hun havde båret under sit hjerte. Havde lært hvad der var godt og rigtigt, og havde fulgt gennem treogtyve år i tykt og tyndt. Mange er de nætter hvor hun vågede ved hendes sygeleje, når hun skulle igennem alle de børnesygdomme, der nu en gang er børnenes lod. Og mange var de nætter, hvor hun ventede på hun skulle komme hjem, når hun havde været ude for at more sig.

Min venindes mand forlod hende, da den datter hun nu måske har mistet, bare var tre uger gammel.
Men hvad skete der?
Jo, datteren var fløjet fra reden et par år forinden, da den katastrofe der nu er sket, ramte min veninde. Datteren havde fundet en dejlig mand hun ville giftes med, til det kommende forår. De var meget glade for hinanden, delte hverdagen i både glæde og sorg. Sporty var de begge og havde hele livet foran sig.
Skisport var deres store lidenskab, det var under en sådan ferie katastrofen skete. Han ville sove længe den skæbnesvangre morgen, hun ville tage sig en morgentur på fjeldet, komme tilbage og lave morgenmad til dem begge. Forelskede var de, det var vel naturligt de var meget sammen, at de opvartede - og var noget for hinanden.

Da han vågnede, var det adskillige timer siden hun skulle være kommet hjem. Han tog ud for at søge efter hende. Efter en kort eftersøgning fandt han hende. Hun lå i den hvide sne, der var farvet rød af hendes blod, i en forvredet stilling. Ansigtet og hovedet var slemt tilredt, hun var uden bevidsthed. Han ydede førstehjælp til hende så godt han kunne, og skyndte sig efter hjælp. Hun blev fløjet til det nærmeste hospital, hvor de ikke kunne gøre så meget for hende, udover at stabilisere hendes tilstand. En overførsel med helikopter til et større hospital gav håb, selvom det var meget lille. Hun havde hjerneskader, var i coma.
Det var på det tidspunkt hun ringede til mig, det var der min magtesløshed og lidenhed til at hjælpe i hendes sorg, den viste sig.

Nu ringede min veninde til mig igen, efter mange dage, hvor jeg hver dag havde ventet på godt nyt. Grædende fortalte hun det hele var forbi. Efter fjorten dage, havde de taget hende ud af respiratoren, to døgn senere var hun ikke mere.
Hvad gør så jeg for at trøste?.. Kan en mor trøstes?.. Jeg er en mand der ikke helt kan fatte den smerte en mor føler for det barn, hun har båret under sit hjerte. Dødens meningsløshed er gruopvækkende. Det gik op for mig, hvor svage vi mennesker er, når katastrofen er en realitet. Hvad gør jeg?

Jeg har holdt hende i mine arme, forsøgte at trøste. Men kan man trøste en sådan sorg?.. Jeg ved det ikke bestemt, men jeg har besluttet mig for at skrive de ord til hende, der rører sig i mit hjerte. Hun er min eneste veninde, det er smerteligt at se hende lide. Mine tanker er så nære for hende, at det er svært at sætte ord på, men jeg prøver.


Kæreste veninde!
(Forstår vi det?.. Er vi alene?..)

Sorgen og angsten har nu igen ramt dig. Det er ikke første gang du stifter bekendtskab, med den meningsløse smerte det er at lide, for kærlighedens skyld. Den kærlighed som en mor, en far, en søster, en bror, en ægtefælle eller en nær ven eller veninde kan føle for andre. Er vi da så svage, når vi rammes af den smerte vi ikke kan forholde os til, at vi fortvivles?.. Ikke ved hvad vi skal gøre?..

Ja! - Smerten er dyb og voldsom. Den besætter os som tung og uudholdelig. Men den er også en bekræftelse på det liv vi lever, og den magtesløshed vi har. Vi er så sårbare, så små. Det gør ikke smerten mindre uudholdelig. Meningsløsheden lurer i vores indre. Bare dagen i går var i morgen, hvor vi kunne gøre det hele om. Skæbnen er ubønhørlig, siger man, og det er rigtigt. I vores afmagt kan vi forbande alt, for at gøre det om der er sket. Men vil vi det?.. Vil vi som en anden herre kreere?.. Kreere hvad?.. Et bedre liv?.. Gøre det gjorte ugjort?..

Vi er kun mennesker. Svage og stærke. I den dybeste smerte er vi stærkest. Vi tror det ikke, men de kræfter der vokser af den dybeste smerte, er den urkraft der får os til at overleve og leve. Vi må videre! - Kloge ord, fra den der ikke lider! - Videre til hvad?.. Har vi nogen fremtid med den smerte?.. Hvorfor mig?.. Hvorfor os?..

Meningsløsheden er total. Trøstende ord er kun ord, der ikke letter den sorg der tynger, kun følger den på vej. Vi er så svage og sårbare i sorgen og smerten. Hvem trøster?.. Hvad er trøst?.. Kan vi trøstes?.. Var meningsløsheden ikke total? - Jo. Den er svær at forklare med ord. Ord synes overflødige og endnu mere smertende. De bekræfter kun afmagten og sorgen.

Men hvem er du? - Så sorgfuld du end er, er du en veninde. Et menneske, der bekymrer dine frænder. Dit tab er deres tab. Din sorg er deres sorg. Du er ikke alene!

Du skal være stærk, hjælpe og trøste dine nærmeste! Men hvem trøster dig? Hvem lindrer din smerte? Hvem giver dig den kærlighed, der får sorgen på afstand, selvom du ikke kan eller skal glemme? - Det gør jeg, vi, dine venner. Vi kan ikke tage sorgen fra dig, kun prøve at forstå den. Ord er ikke nødvendige. Den åndelige samhørighed og forståelse, er den faktor der lindrer. Tiden den faktor der får os til at se livet i det perspektiv, der er fremtiden.

Håbet er det, der er fremtiden. I håbet ligger den mangfoldighed der er selve livet. Det liv der til tider virker så meningsløst. Til håbet klynger vi os, og i håbet overlever vi.

Kæreste veninde, vi er lige her, også for dig. Brug os, som vi ville bruge dig.


De kærligste tanker til dig og dine.
Din ven
Jeg håber det må blive modtaget i den ånd det er skrevet. Det er mine dybeste følelser jeg her giver hende. Følelser der smerter. Men hvis de kan være med til at læge de sår hun har, er de ikke forgæves. Derfor kære læser, må du forstå det af og til er svært, at sætte ord på det man inderst inde vil sige. Jeg var gerne den telefonopringning foruden. Men nu var den der, jeg lider, som -, og med hende. Den kvinde jeg holder af. Måske vil den nærhed jeg kan give lindre, men helbrede kan den ikke. Dertil er hendes sorg for stor og dyb. Enhver sorg må og skal bearbejdes, hvis vi skal komme hele ud af den.

Jeg vil lade ordene komme til mig og vente, til det igen er tid at komme videre i mit forfatterskab.

Jeg vil lade min elskede veninde vide, jeg er her for hendes skyld.
Hun vil vide hendes sorg også er min sorg. Jeg kan kun trøste.
Kæreste veninde, jeg er lige her. - Brug mig.