Jeg var , som sædvanlig, i sidste øjeblik. Jeg havde Kraks vejviser liggende på det ene forsæde i min lille gule Fiat og frustreret kiggede jeg skiftevis på den opslåede side i vejviseren og ud på vejen. Klokken var ti minutter i et... bisættelsen startede klokken et.
"Hvor dælen lå Kirkevej? Det skulle da være her i nærheden?" tænkte jeg.
Pludselig så jeg et kirketårn i det fjerne, pulsen faldt... "Yes" jeg havde fundet det.
Egentlig vidste jeg jo godt hvorfor jeg var sent på den. Dette var ikke den samme grund som det plejede at være, men jeg var ikke interesseret i at møde de andre der deltog. Jeg havde forberedt mig på at komme ubemærket til sidst! Jeg ville liste mig ind bagerst i kirken, uden at nogen så mig.
Folk der skulle deltage i bisættelsen, var ankommet, og havde fået anvist pladser, da jeg ilende ind ad porten gav kordegnen min buket, hvori der var hæftet et kort med en knappenål. Min buket var meget smuk, havde faktisk kostet 300 kroner. Den bestod udelukkende af hvide blomster. Kordegnen så opgivende men venligt på mig og anviste mig den allerbagerste plads i kirken, ja, faktisk den eneste plads der var tilbage. Jeg sad bag en slags hvid søjle, så mit ansigt var delvis skjult. Folk så på mig med lidt forgrædte ansigter da jeg trådte ind i kirken og stille gik ned på min plads. De kendte mig ikke, kunne jeg se.
Nede fra min plads, kunne jeg se rundt i den lille landsbykirke. Det var en smuk lille kirke. Jeg havde aldrig været her før. På de hvide hvælvinger var der okkerfarvede kalkmalerier af djævle og nogle naragtige mennesker. De var placerede ligesom i en rundkreds, som om de dansede. Kirken var helt fyldt til randen med mennesker. På de forreste rækker kunne der sidde fire sammen og her bagi kunne man sidde to sammen, undtagen hvor jeg sad. Her kunne der kun sidde én. Det passede ligesom ind i det hele. Jeg tilhørte ikke de andre.
Mit blik gled rundt i kirken og jeg lagde mærke til at der var flere unge mennesker. Men mange ældre, ja, på alder med den afdøde. Han var 74 år.
På forreste række sad selvfølgelig familien. Kvinden der sad dér var farvet stærkt rødhåret og sad ubevægelig og knugende. Ved siden af hende sad en ung lyshåret pige i tyverne. Jeg kunne kun se dem bagfra - men den unge havde små rottehaler, sådan lavet helt nede ved halsen.
"Det måtte være hans kone og datter?" tænkte jeg.
Orglet satte ind med forspillet til "Nu falmer skoven trindt om land". Jeg havde svært ved at koncentrere mig om at synge. Jeg stirrede rundt på alle de mennesker der sad herinde.
"Hvem var de? Hvilken forbindelse havde de med den døde? Elskede de ham?"
Præsten kom ind mens vi sang og stillede sig parat til sin tale. Jeg var spændt på hvad hun ville sige. Hun rømmede sig, og fortalte i smukke vendinger om den afdøde alt imens jeg lagde mærke til at folk tørrede øjne og pudsede næser.
"Han var et rart familiemenneske... Elskede sit kolonihavehus... Havde næsten lige haft sølvbryllup... Havde én datter... Fars pige... Elskede sit arbejde og arbejdede næsten til sin sygdom for nylig .... Lungekræften tog ham."
Jeg kunne ikke genkende noget af det præsten sagde... trods dét, at jeg lyttede meget intensivt.
"Men han kunne jo have ændret sig? Jo, et legebarn kunne han godt være. Men kun hvis det var til hans egen fordel. Eksempelvis hvis han vandt alle hønseringene fra andre. Eller hvis man spillede kort efter hans regler."
Der blev spillet op til næste salme og mens alle prøvede med ru og sørgmodige stemmer at mumle med på "Nu titte til hinanden" - sad jeg og tænkte tilbage, og mindedes min tid med ham. 14 år havde jeg haft. Siden havde jeg aldrig set ham. Jeg havde aldrig hørt et ord, siden jeg en dag kom hjem og han var flyttet. Han tog nogle drukture dengang, kom hjem og var til tider voldelig. Dengang ønskede jeg af hele mit hjerte, at det skulle slutte. Men han overlod meget til mig da han flyttede, ikke kun gæld, men også en masse forpligtelser. Faktisk ved jeg ikke om jeg nogensinde har elsket ham?
Sangen var slut og vi skulle stå op og bede - og præsten skulle lave jordpåkastelsen. Ved kirkebænkenes ender var der små vaser, der var pyntet med krysantemun i gyldne farver. Det så smukt ud. Når jeg stod op kunne jeg bedre se kisten, og alle de flotte buketter der lå op langs kirkegangen. "Farvel" og "Hvil i fred" stod der på hvide og røde bånd på nogle af dem. Præsten, som i øvrigt var en ung kvinde, så og talte direkte til familien, som prøvede at holde tårerne tilbage... uden held. Rundt i kirken blev der atter pudset næser, det var som om det smittede som løbeild fra række til række. Under normale omstændigheder, ville jeg også selv have været at finde blandt de næsepudsende, men nu kunne jeg ikke klemme så meget som én tåre frem.
"Det er jo trist og sørgeligt," tænkte jeg. "Hvorfor græder jeg så ikke?"
Seks mænd rejste sig op og stillede sig ved kisten og præsten sagde at man var velkommen til kaffebord i sognegården bagefter. Alle vi andre rejste os også op og kistebærerne tog fat i de tykke tovholdere i kisten og begyndte at gå ned gennem kirkegangen til "Altid frejdig når du går", mens de forsøgte at undgå at træde i de fine blomster. Bagved kom hans kone og datter til syne. Jeg stirrede intenst på den lyshårede pige med rottehalerne. Ledte efter genkendende træk i ansigt og krop. Dette var det mest intense øjeblik for mig ved denne bisættelse.
"Var hun smuk? Lignede hun mig? Nogle havde engang fortalt mig, at hun lignede mig. Havde hun været igennem det samme som mig?"
Hun græd og holdt støttende sin mor under armen.
Alle efterfølgende rækker fulgte efterhånden med ud af kirken.
Nu var jeg alene tilbage i kirken og nu kunne jeg græde.
"Farvel, far..." hviskede jeg.