Når jeg tænker tilbage på min morfar, ser jeg, lige meget hvor på mit alderstrin jeg nu var, en ældgammel mand foran mig. Dybe furer i ansigtet, store strittende ører, en mund, næsten uden læber men med en pibe strittende ud i den ene side, et par rifter i furerne efter morgenbarberingen som han med sine parkinsonrystende hånd dog havde gennemført, en kasket dækkende over det meget korte tynde grå hår og nogle lysende smukke blågrå perler af øjne, der altid var smilende og venlige.
   Selve staturen var rank, trivelig i omfang og iklædt blåt slidt arbejdstøj med påsyede lapper hist og her, og en grå strikket vest med et par masker der var løbet i små striber.
   Som person var han en meget beskeden mand. Han indfandt sig med, hvad livet gav ham af glæder og sorger og var en mand af få ord.
   Jeg elskede når vi skulle på besøg hos min mormor og morfar, som boede langt fra Københavns grå gader. Derude på landet i den lille skov, i et lille hus, var mit fristed. Her kunne jeg være beskidt, soppe i bækken... lege jeg var fisker eller børnehavelærinde for alle hønsene, som i øvrigt aldrig ville rette sig efter hvad 'frøkenen' sagde. Herude i den lille skov kunne jeg tage min morfars kæmpe næve i min, se ham smelte, når jeg med store øjne spurgte:
   "Vil du gå med mig i skoven, morfar?"

Tydeligst husker jeg en dag i foråret. Min morfar tog mig i hånden og sammen gik vi til den ende af skoven der var fuld af bøgetræer. Solen skinnede og lyset der strålede med striber ned gennem træerne, fik bøgen til at lyse med en speciel spæd og klar lysegrøn farve, som fik skoven til at være en altfavnende tryg verden. Her var min morfar og mig midt i dette paradis. Skovbunden var stadig fyldt med tørre visne blade i alle brune og forskellige gulnede og røde nuancer, og hist og her stak grønne spirer frem og små lilla violer og hvide anemoner tittende frem iblandet det mørke mos.
   Han plukkede nogle fine bløde og nye bøgeblade fra et af træerne, puttede et i munden og spiste det, og gav også mig et. Jeg tog skeptisk imod det og puttede det undrende i munden. Københavnerbarn som jeg var, syntes jeg det var noget mærkeligt noget at spise. Men min morfar gjorde det, så det var ok!
   De rolige smilende blågrå perler sendte mig skælmske blikke mens jeg spiste det, og fordi det var ham der havde givet mig det, var det tusind gange bedre en alt det slik penge kunne købe. Det smagte himmelsk.

Siden gik vi mange dejlige ture i skoven, der førte ned til "Bøgeskoven". Vi gik bare sammen han og jeg, uden at sige ret meget. Mellem os, var der et underforstået trygt sprog, der ikke behøvede de udtalte ord. Vi var en slags makkere, der elskede denne sanselige mættende natur.

Dette er mange år siden nu. Min morfar er død for længe siden. Der bor andre i det lille hus i skoven. Men han lever stadig indeni mig og når jeg er trist eller bange, så genkalder jeg mig synet af den smukke grønne farve i bøgeskoven og de rare blågrå øjne der ler til mig og jeg sender en kærlig hilsen op mod stjernerne på himmelbuen og siger:
   "Tak fordi du var til."