Sikke en vred dame. Hende ville jeg nødigt i klammeri med. Ikke underligt at ingen af de andre på scenen tør sige et ord.

Her får I så nogle blidere toner fra Mozart og trettenårige Aksel Rykkvin.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Hej Engbo

Jeg måtte bringe den to gange, da første link ikke virker. Den der hedder #1 skulle virke.

Ja, Kåemer, fantastisk talent. Jeg har før lagt mærke til at når det handler om de yngste er det tit drengene der brillerer. Jeg spurgte engang en korleder i en større kirke hvor der var koncert, hvordan man fik så små drenge (nok endnu yngre end drengen her i filmen) til at blive så dygtige, men hun syntes at drengene var nemme at arbejde med.
Især er nok England kendt for seriøse drengekor ud over Vatikanet og Wienersängerknaben.

Den vrede dame ... ha ha! Jeg lagde mærke til sopranen da jeg fornylig har købt en cd med "Les Arts Florissants" hvor hun medvirker. Aktuelle nummer er dog ikke med der.

Der er mange børn der kan de utroligste ting. Det er vel noget med de friske hjerner der endnu ikke er hæmmede af voksenlivets plidderpladder og reduktion.
Ja - jeg mener reduktion, for noget kan måske tyde på at voksenlivet delvist handler om at reducere udgangsmaterialet til noget langt enklere og skemalagt liv senere.

Aksel Rykkvin er et fænomen. Foruden sin smukke stemme har han også en stor musikalitet og god teknik, hvilket der er mange eksempler på på YouTube, Disse to ting tager han med sig efter at stemmen går i overgang. Her er eksempel på ham som baryton. Hvad det vil udvikle sig til må fremtiden vise, han er jo bare fjorten.femten år. Men grundlaget er der ikke noget i vejen med.

Ja, stemmens overgang kan drille. Som lille dreng sang jeg godt. Efter overgangen havde jeg ca tre toner at gøre godt med.
Nogle skal være basser, andre contratenorer. Det handler vel om at få stemmen øvet.

Et eksempel på sidstnævnte kommer her. Dette nummer er jeg rigtig glad for.

Underskønt! - Men så skal I også have en af mine yndlinge blandt kontratenorer. - Og jeg skal ikke nægte, at det kan spille ind at han også ser brandgodt ud.

Ja, Kåemer, for mig er motetten med Orlando Consort som lyserød fløseskum i øregangene.
Desværre lyder det måske direkte uskønt for mange. Det kræver lidt øvelse at få stemmerne til at "svinge sammen." Og ikke lyde som om de er oppe at slås.
Allerede i 1400 årene var den polyfone teknik udviklet, og det blev ret avanceret. Jeg er rigtig glad for at nogen endnu holder liv i disse genrer.

Det med en sangers udseende - ja, det kan godt betyde noget. Spørg bare de unge piger om den sag!
Vi ældre kan også godt være med der!
Jeg har skrevet om det tidligere: Det var sandsynligvis den erotiske vinkel der var med til at åbne mine ører for sopranerne i det hele taget.
Med det erotiske får man adgang til store dele af hjernen! Og det kan uden tvivl forstærke oplevelsen også af musikalsk udfoldelse.

Hej igen Kåemer.

Händel genkender man ofte let. Han har skrevet en masse musik for kontratenorer.
Og man er NØDT til at kunne lide det, hvis man vil have glæde af Händel.
Lad os bare indrømme at mange nok tænker at det er en lidt pinlig og kvindagtig måde for en mand at synge på.
Men musikken hørte til den tid og det skal være sådan. Ham her er rigtig god! Og selv jeg kan da se at han er ganske nydelig.

A propos kontraer - så skal du se denne fra København. Det er ubetaleligt.

Ja, det er skægt, grotesk - og meget meget smukt.

Her får du en anden kontratenor i vild konkurrence med en "rigtig" mezzopran.

Nå, der står at den ikke er tilgængelig, men man skal bare trykke der hvor der står: "Se denne video på YouTube".

Klassisk musik er absolut det jeg hører mest og som bevæger min mest. Ikke desto mindre er der god musik inden for alle genrer. Og her vil jeg så spille en melodi som vel må kaldes pop, skønt den er fra før begrebet blev opfundet. Den har fulgt mig siden jeg var barn, og var en af min mors yndlingssange. Den findes i en række indspilninger, de fleste elendige. Dens problem er, at teksten er meget sentimental, og når den så også bliver sunget sentimentalt bliver resultatet tåkrummende. Harry Sigaard spiller og Janni Brorsen synger den ganske enkelt og ligetil, og dermed kommer melodien til sin ret. Synes jeg!

Og så er Liljekonvallen nok også min yndlingsblomst. Vi har den i haven i sommerhuset, og når den står i stuen og udbreder sin duft, så kan man kun elske den.

Hej Kåemer

Tak for den, den glædede mig mere end du ville tro. For det er som et genhør med min far, der spillede netop den og mange lignende ting på harmonika. (Sangen var dog lidt anderledes her.)

Jeg har også en plads i hjertet til mange gamle melodier. Ikke mindst revyviser som "manden på risten" "manden på Blegdamsvej" "du gamle måne" osv.
Det er ikke "min musik," men det bedrøver mig lidt at de er borte.

Men det man kalder "pop" har jeg aldrig rigtigt kunne lide. Skal det være "let" og alligevel seriøst, kunne man nævne Bellman og Brorson.

Når jeg tændte for Fyldepennen nu, var det egentlig fordi jeg ville udbrede mig lidt om mit seneste musikindslag, det om Cæsar og Farao.
For det er en totalt utroværdig gengivelse af en konfrontation imellem Roms og Ægyptens herskere. Sådan sker det ikke i virkeligheden.

Men sådan var "barokken." (Som jeg ser den.)
Jeg forestiller mig middelalderen som en osteklokke, hvor man lever i elendighed indtil man efter døden kan komme ud på den anden side og leve i fryd og lykke, hvis man havde skikket sig.

Så kom renæssancen, hvor verden kolapsede. Himmel og jord var ikke skruet sammen som man troede. Det førte til strid og tåbelighed. For det var svært at kapere.

Så kom barokken. Her lagde man sig ind i en stræben efter at genoprette himmelen. Man ville skabe himmelen på jorden. I kunsten ville man lave himmelske, perfekte ting. Billeder skulle illustrere forestillingen om himmelen, musikken skulle være æstetisk perfekt og der skulle synges på perfekte tekster, hvilke typisk var dem fra den perfekte bog, Bibelen.
Haver og parken skulle være perfekte. Og perfekte betød uden naturens smuds og hærgen. Symmetriske bede og anlæg. Symmetri var himmelsk for naturen selv var aldrig sådan. (Og dog, måske i den lille målestok, som det enkelte blad, den enkelte iskrystal osv.)
Naturen og virkeligheden var ikke sådan. Og derfor kunne Händel lave en sådan scene som den viste. Stiliseret og uden hold i virkeligheden. Men smuk og perfekt.
En dansker med italiensk baggrund tror jeg, (navnet??!#¤%&) havde en udsendelse om italienerens barokke liv. Altså i nutiden. Denne italiener plejer sit udseende, går i flot tøj der altid matcher situationen. Måske flere omklædninger dagligt, alt efter hvad man skal. Kort sagt, han arrangerer sit liv og har en facade der aldrig er tilfældig.
Skandinaven, derimod,trækker om morgenen i tilfældige klude og går i dem resten af ugen. mere eller mindre. Alt er lige gyldigt. Han er jo blevet gift, hvad skal man så med det pjat?

Efter barokken kom (måske med noget imellem) romantikken. Her så man igen at naturen var god nok. Menneskene havde haft deres chance. De var alligevel ikke gode nok til at genskabe himmelen på jorden. Nu så man mod den natur som dog Gud havde skabt. Der måtte være noget af værdi i den. Og man indså at det moderne menneske var en taber der havde ødelagt alt. Man måtte begynde forfra. Tilbage til gamle dage, før verden gik af lave.
"De gamle tider ere længst forsvundne"
"Så er og svundne nu de gyldne tider, da digteren i ridderborgen sad.)
"Men riddertiden - ak, den var poetisk; vor tid er idethøieste æstetisk."

Sådan står der i Paludan-Müllers "Adam Homo."

Så verden og fortiden havde noget som vi højst kan gengive i et sølle portræt. Den skønhed der kommer af det sande skønne væsen, finder man kun ved at leve det sande liv!
Og det gjorde man i gamle dage! I riddertiden.
Nok en noget naiv betragtning!
Idag finder vi det nok ikke særlig skønt eller romantisk at gå til smeden når vi har en dårlig tand!

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Nu kom jeg lige i tanker om navnet på ham jeg nævnte i #17
Det er Thomas Harder.