[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Forfatteren Hilmar Wulf sagde at "Der findes kun en eneste undskyldning for at skrive: At man ikke kan lade være!"
At skrive for sin fornøjelses skyld eller bare for at tjene penge er altså en moralsk anløben sag, ville han nok dermed sige.
En utilladelig anmasselse.

Jeg er ret vild med din måde at skelne mellem det skrevne og det talte sprog. Det er jo virkelig det det skrevne kan. Løsrive sig for kontekst og tale med udgangspunkt i det forfatteren har bestemt. Der skal man være foredragsholder for at kun gøre det med talens brug. Ja, det er individuelt og det var netop derfor jeg spurgte ud i plenum så der kunne komme mange forskellige bud på hvad der driver folk med udgangspunkt i lige netop det og den de er.

#1 (Morpho): Hej Bjørn
Jeg tror årsagerne er mange alt afhængig af, hvem vi er og hvordan vi bedst kan lide at fylde i verden. For mit eget vedkommende er det skrevne sprog et reflekteret sprog. Jeg når at tænke inden jeg skriver. Det sker ikke altid, når det angår talen. Ofte er det talte sprog bundet til en social konstruktion, medmindre det er i en af de mange øjeblikke, hvor man taler med sig selv. Det skrevne sprog er derimod frit, levende, bevægeligt og uafhængigt. En forfatter skal kunne være med sig selv og nyde det på samme tid. Man skal længes efter ensomheden, hvor tanker langsomt kan forvandle sig til en eventyrlig beretning om alt eller intet, uden at blive afbrudt. Når jeg skriver, så lever min tankeverden frit. Når jeg taler, føler jeg mig bundet af tid og sted. Jeg tror, at de fleste forfattere ønsker at blive læst af andre. Vi lever jo af at udvide vores horisont, men også i ønsket om, måske at kunne udvide andres, tænker jeg. Det ville da være lidt fedt.
Bh
Morpho

Er det også din holdning Flemming?

#2 (dino): Forfatteren Hilmar Wulf sagde at "Der findes kun en eneste undskyldning for at skrive: At man ikke kan lade være!"
At skrive for sin fornøjelses skyld eller bare for at tjene penge er altså en moralsk anløben sag, ville han nok dermed sige.
En utilladelig anmasselse.

Hej,

Jeg vil som udgangspunkt ikke beskrive mig selv som forfatter, jeg har aldrig udgivet noget eller tjener penge på det jeg skriver. Jeg er amatør og entusiastisk omkring hvad jeg laver, men det er sådan set det. Jeg startede sådan set heller ikke med at skrive fordi jeg elskede at fortælle historier, men fordi jeg skrev som en brækket arm og konkluderede at der var kun en måde at blive bedre på. At jeg så endte med at kunne lide det var en uventet bonus, men det var ikke målet da jeg startede.

Mvh.
DFN

Jeg skriver som en måde at udtrykke mig klarest på, det er et outlet jeg har fået brug for i en stigende grad, overfor mig selv mindst ligeså meget som overfor andre. Det har ikke altid været tilfældet, men efter at jeg rigtigt begyndte at lede efter min stil og fandt den på bunden af en depression, bruger jeg især min skrivning som en form for terapi, en reflekteret og reflekterende selvransagelse, en måde at mærke efter hvad der foregår indeni. Derudover bruger jeg også ofte skrivningen til ren afslapning, som en måde at lukke verden ude, men udover at jeg bruger skrivningen på disse måder, giver legen med sproget mig også stor glæde og driver mig meget i min skriveform.

Jeg kan heller ikke kalde mig forfatter, da jeg aldrig har fået udgivet noget. Jeg skriver fordi jeg ikke kan lade være. Sådan har det været siden jeg lærte at skrive. Jeg startede med da jeg havde lært mine første ord, at skrive dem på væggen men det kunne mine forældre ikke lide. Så fik jeg notesbøger og har skrevet i dem siden. Jeg har altid en kina-bog i min taske så jeg kan skrive hvis jeg får behov for det. Skrivning er en så stor del af min, at jeg kun holder op hvis jeg pludselig ikke kan.

Jeg tror for mange, er det et afbræk fra hverdagen.

Jeg har desværre for sjældent tid, men har indset, at det at skrive et digt eller en kort-novelle - for den sags skyld, giver mig lidt luft nøjagtigt som at se en film på det store lærred.

Nok er jeg kun 28, men i mine øjne er Danmark på vej væk fra hvad det engang var. Kald mig drømmer, realist eller pessimist, men der er altid det lille spinkle håb, at nogle af ens tanker rammer folk der læser hvad man serverer.

Tror også det hjælper folk med at finde lidt indre ro - at høre stemmerne som kalder indeni.

Vi er hvem vi er.

m.v.h. Tommy

At skrive, er for mig, en måde "at sejle i min indre farvande på." Finder jeg udtryk for følelserne i mig så har jeg opnået det jeg ville.

For mig er det trængen til at skabe. For du kan skabe hele verdener med ord.
Du kan spinde dine karakteres skæbner. Du kan besjæle ord og give dem vinger.
Jeg elsker inspiration og når inspirationen slår ned!

D

Der burde være en form for synes godt om under indlæggene.
Jeg skriver med baggrund i research. Altså vælger et emne uden forudsætning. Eks. prøver at sætte 1335 - 1345 i samme lys som 1940 - 1945 det er sjovt at finde sammenfald og få det ind i en fortælling, men det kræver grundig afsøgning.

Min egen holdning?

Hvis jeg var fuldstændig enig med Hilmar wulf, så var jeg nok ikke her! :-)
For jeg er ikke sikker på at jeg selv lever op til hans kriterium - at jeg absolut ikke kan lade være.

Vi skal have lov at skrive, såvel som vi har ret til at tale.
Nu ville Wulf nok med "ret til at tale" mene tale i offentlige forsamlinger.
Og hvad det angår gætter jeg på hvad han ville have syntes om Facebook osv. Han ville måske sige: "Hvad var det jeg sagde! Der ser I hvad der sker når hvem som helst mener at skulle belemre det offentlige rum med sin tekst og tale."

Men jeg synes, at det, at man har trang til at skrive, (ikke bare en overfladisk lyst) må være en vigtig drivkraft. For man bestiger vel heller ikke bjerge med mindre man virkelig gerne vil. Eller bare "fordi bjerget er der." Så skulle man også skrive blot fordi pennen og papiret nu tilfældigvis er der.
Det er ikke uvæsentligt at man som skribent har noget på hjerte. Men for mit eget vedkommende er skriveriet nok en luksusting. Jeg er ikke ham der sidder på loftværelset og skriver i tællepråsens skær.
Men da jeg begyndte for længe siden, var det med den tanke at det for pokker da måtte være muligt at skrive noget der duede til noget. Men jeg tilstår at jeg ikke har haft et hårdt liv. Jeg kunne godt have ladet være med at skrive og fundet mig en anden hobby. Som at lege med elektrisk tog eller bygge dukkehus.

Jeg er fuld af beundring for dem der i fortiden sad med blækhus og gåsefjer og lavede fantastiske ting, trods det at de dårligt havde råd til papiret. Her skilles virkelig fårene fra bukkene!

Jeg tror det var i Dostojevskijs "Ynglingen," (som jeg læste for mere end 40 år siden, så jeg er ikke helt sikker.) at en embedsmand var ved at gå ud af sit gode skind af indignation, da han en morgen mødte på kontoret og i stakken af papir - fine, rene, ubeskrevne ark! - så aftrykket af en sko. Han kom på sammenbruddets rand ved tanken om at et menneske kunne behandle værdierne med sådan foragt! Papiret - ikke bare noget med en vis kostpris, men selv fundamentet for mange menneskers daglige virke og eksistens. Ting kan slides, stole, bænke og borde, men det rene ubeskrevne ark - man kunne have flyttet papirerne førend man trådte op for at nå den øverste hylde. Der var ikke tale om slid og normal brug, men det rene hærværk. Ikke kun mod det enkelte blad - det var som at blive slået i ansigtet med en handske - men imod hele ens eget selv og eksistens!

Idag ser vi ikke på papiret på helt samme måde. Mange af os bruger det stort set ikke til at skrive på. Selv hører jeg til dem der endnu kan skrive "mælk og rugbrød" på en lap papir. Men ellers beskrives papirerne kun med en elektronisk printer.

Skribentens/forfatterens vilkår er idag helt anderledes. Enhver kan producere noget tekst, og man kan slette og rette. Selv korrektur kan elektronikken hjælpe med. Så vi er nogle med begrænset talent der også kan lege med. Men netop derfor nytter det ikke at vi bliver fornærmede over at forlag ikke straks modtager os med åbne arme.

En god bog skal have godt sprog og handlingen skal helst præges af nødvendigheden. Spørgsmålet: "Hvorfor har du skrevet denne bog?" skal man gerne kunne besvare klart. Ikke fordi det vil gøre bogen bedre, men fordi bogen ofte ER bedre, hvis man klart kan give svar på spørgsmålet. Hvis en bog ligner et ligegyldigt tidsfordriv, (Selvom den skulle være uden en eneste sproglig fejl) vil en redaktør nok oftere vende tommelen nedad.

Og her er vi tilbage ved Hilmar Wulf: Man skal skrive af nødvendighed. Man skal have noget på hjerte.

Og det er noget der ofte har drillet mig. For jeg har levet en ret beskyttet tilværelse. Min selvbiografi ville ikke ligne noget af Charles Dickens!
Og derfor tør jeg også godt love at den aldrig vil blive skrevet. Dertil holder jeg endnu for meget af det rene, hvide, ubeskrevne ark papir.

Personligt er det noget jeg gør fordi jeg ikke kan lade være. Sommetider er det simpelthen også fordi jeg længes efter et sted man kan flygte til, hvis hverdagen bliver lidt for trist og ubærlig :)

Ligeledes er følelsen af at sidde med en fiktiv verden der bare bliver større og større, noget der for mig ihvertfald, føles fantastisk.

Jeg skriver, fordi jeg har historier i mig. Dem kan man fortælle på mange måder, men at skrive er det, jeg kan. At få plot, karakterer og setting til at spille sammen er en altopslugende opgave, der fører mig så dybt ind i en anden verden, at jeg savner den, når jeg er ude i det virkelige liv.

Jeg har været så heldig at få lidt udgivet og der er mere på vej. Jeg skal da ærligt indrømme, at det er en speciel fornemmelse, når man indimellem opdager, at der rent faktisk er mennesker derude, der har læst, det man har skrevet. Og så kan jeg oplyse, at en deadline fra et forlag så afgjort giver motivation til at skrive, selvom man måske ikke er lige oplagt hver dag. :-)

At være forfatter så skal man være udgivet ??? Ellers er den titel lukket land Hmm. Jeg skriver på baggrund af min fantasi og evnen til at systematisere de billeder der dukker op i processen. Om det bliver lidt eller meget, det er vel en følelse, når man ofte bliver fanget i sit eget spin.

For mig er der bare mange ting som man kan sætte ord på når det er på skrift, som man ikke ville kunne hvis det bare var en historie man fortalte. Når man taler med hinanden så er der en masse mennesker følelser som spiller ind over, både fordi der er en masse non verbale ting som pludselig fylder rigtig meget, men også fordi man selv vender og drejer historien i hovedet imens man taler, jeg gør ihvertfald. Det kan også være fordi man læser modtagerens reaktion eller fordi man føler sig overvældet af de ord som kommer ud af ens mund. Sådan er det ihvertfald med de ting som jeg skriver om.
Fokuserer primært på noveller og har endnu ikke publiceret noget på fyldepennen som ikke er færdiggjort med tårer ned af kinden.
Når jeg ikke skriver, så længes jeg efter det tidspunkt hvor jeg igen er klar og har overskud til at "udlevere" mig selv på den måde. Det er der jeg føler at jeg er menneske igen.