Megen litteratur sigter på at udstille fattigdom og social uret.
Og socialrealismen blev ve ligefrem en slags guldalder for dansk litteratur. I samtiden var mange fra samfundets anden side surre over denne provokerende litteratur. Jovist, sandheden var ilde hørt hos mange. For hvad kunne det ikke bruges til?
Jeg har læst "Ditte Menneskebarn" og tør påstå at den ikke alene er en fin repræsentant for "socialrealismen," den er tillige et fremragende værk uanset hvilken skala man måler den efter.
Salka Valka kan jeg se var en tidlig roman fra Laxness' side. Og jeg er ikke sikker på at jeg kunne have ønsket mig et styre på Island, der kunne have ført til en Sovjettisk flådebase i Reykjavik. Det ville have været et stratetisk guldæg for Stalin.
De amerikanske turister har måske haft penge med? Det kunne Island nok tjene på.
Men kunsten handler ikke om eftertidens rationaliseringer. Den handler om menneskene der i deres egen tid stod med håret i postkassen. Og led under svigtet. Ikke alene fra dem der spolerede Salkas ungdom, men også fra dem som hun troede var anderledes. De der lod sig lokke af "Mammon" og var alt for billigt til salg. Jeg ved det ikke, men måske har Salka tænkt at så kunne hun jo ligeså godt have solgt sig selv også.
Noget trist noget.