Så er det atter mandag. Jeg sidder på kontoret, på det burde være en trist og træls dag – Men i dag er en solskinsdag, og jeg har det største smil på læberne. Det er så længe siden jeg har følt mig så godt tilpas, så glad og frem for alt i live. Jeg er helt sikkert forelsket, i Rikke, den skønneste, den smukkeste og frem for alt varmeste og mest lattermilde pige jeg nogensinde har mødt.

Vi holdt en lidt alternativ juleaften. Eller rettere meget alternativ, i hvert fald i forhold til jeg er vant til med.

Vi startede ellers med at gå en lang tur med Rikkes hunde efter frokosten. Det var det flotteste vejr længe, sol og blå himmel… og frosten gjorde luften klar, så vi rigtigt kunne nyde udsigten over ådalen, mens vi fik snakket om vores drømme og håb for fremtiden. Om job, børn, drømme rejser, ja stort set alt mellem himmel og jord. Efter et par timers rask travetur, var vi på vej tilbage mod Karensminde da hørte vi et ordentligt brag, som nogen sprang hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri i nærheden. Det fik Rikke til kigge på mig med kækt smil, mens hun grinede sagde at det var da et ordentligt juleknald! jeg blev helt ærligt lidt paf, men nok mest lidt glad, især da hun kom helt hen til mig, og forsigtigt tog min hånd… men så kom alle hestene ellers galoperende hen over stien, så vi måtte springe til siden.

De var fuldstændig paniske og havde nærmest det hvide ud af øjnene. Jeg har aldrig set noget lignende på dyr, aldrig. Seks store paniske heste, der løber som var de jaget vildt, er et skræmmende syn. Det er noget helt andet, end når de leger rundt på folden, eller kommer hen til en i samlet flok, fordi de ved jeg har gulerødder i lommerne. Men her var det ren og skær rædsel, i løbet at et minut var de væk, rundt om hjørnet og på vej ned i engen og selv å dalen. Og det i en sky af jord og mudder. Fuck jeg var bange, jeg så for mig hvordan de styrtede og kom til skade.. der var masser af vandpytter med is, og i deres tempo måtte det gå galt.Rikke kiggede bare på mig og spurgte ”hvad nu?”.

Vi blev enige om, at vi aldrig kunne indhente dem til fods, og slet ikke inden det blev mørkt. Klokken var på det tidspunkt halv fire, og med det tempo de havde på, kunne det være over et kæmpe område. Så vi løb tilbage til gården for tage traktoren.

I mens Rikke lukkede hundene ind, ringede jeg til Hans, for at høre ham om råd, om de måske var hjemme endnu. De var desværre allerede på Fyn, hvor de skulle holde jul. Og selv om han selvfølgelig tilbød at komme, takkede jeg pænt nej. Det ville tage alt for lang tid. Han tav lidt, og sagde så stille. ”Du bliver nok nød til at tage riflen med, hvis der er sket noget, får du dem aldrig med hjem der nede”. Som altid, var han realistisk, forbandet realistisk. Ikke noget med at pakke det ind. Jeg gav ham ret, og tog jagtriffel og kikkert med. Da jeg var med militæret anskaffede jeg mig en natkikkert. Dyrt isenkram, men den gang var den uundværlig, så da den ikke var en del af standardudrustningen, købte jeg min egen. Da Rikke så mig, med riffel og tårene løbende med af kinderne, lignede hun én, der netop havde set et spøgelse. Jeg kunne kun hviske at, det kunne blive nødvendigt. jeg måtte bide tænderne sammen for ikke at græde.

Heldigvis startede min gamle traktor første gang. Jeg fik smidt en sæk gulerødder og en hånd træk tove ind. Og så optog vi forfølgelsen, i en gammel blå Ford 7000, der fik lov til at køre alt hvad den kunne. Hvilket ikke var ret meget, men nok til det ikke var ubehageligt, da vi bumpede hen af stien. Jeg har aldrig fået sat bagrude i traktoren, så det blev hurtigt koldt. Vi fulgte deres spor helt ned til engen, så turde jeg ikke at køre længere. For selv om jorden var en smule frossen, risikerede vi at sidde fast i mudret. Klokken var på det tidspunkt tyve minutter over fire og det var ved at blive mørkt. Selv fra taget af traktoren kunne jeg ikke se dem. Det gav mig kuldegysninger at bruge kikkerten igen, og ubehagelige minder dukkede frem.

Rikke havde været så kvik, at varme gløgg i elkedlen, mens jeg pakkede. Så vi fik et krus at varme os på, mens jeg fyldte lommerne med gulerødder og fik riffel og tove ud. Heldigvis var deres spor stadig lette at følge, så vi begav ud på endnu en trave tur. Ingen af os sagde et ord, før vi kom til en lille å, de var løbet igennem. Kreaturerne plejede at krydse åen her, men der var tydelig hov spor på begge sider. For f…. hvor var vandet koldt.

Jeg var nød til at krydse det to gange, en gang med riflen og Rikkes rygsæk, og en gang med hende på ryggen. Ingen grund til at vi begge fik fåde fødder. Og selv om vandet kun gik til midt på skinnebenet, svuppede det bagefter koldt i vandrestøvlerne. Men det brød tavsheden, Rikke smilede blegt, og forsøgte at joke med, at næste gang jeg skulle bære hende, skulle det være over en dørtærskel. Hendes store øjne virkede endnu større, da hun sagde det. Det var sgu et magisk øjeblik. Midt i mudderet, kyssede vi hinanden for første gang. Alle andre var nu i gang med at dække bord og de sidste forberedelser til julemiddagen… mens vi stod langt fra alting og rystede af kulde, jeg med våde fødder og riffel over skulderen. Og kyssede. Hun havde de blødeste og dejligste læber... kolde, men dejlige. ”Det skal nok gå”, sagde vi stort set samtidigt, smilede. Og så forsatte vi igen. Da klokken var halv seks kunne vi ikke længere følge deres spor. Vi var da kommet op på et mere tørt område, så det var svære at se hov aftrykkende. Desuden virkede det som de havde sat farten ned for de dybe galop spor var væk.

Vi trak op på en bakketop, der lå midt i å dalen, for at få et så godt overblik som muligt. Havde det ikke været for kikkerten havde vi aldrig fået øje på dem. De stod stik modsat hvor jeg forventede det, midt på engen, hvor der var en smule træer og et læskur til kreaturerne. Først kunne jeg kunne se fire af hestene. De stod omkring en big balle med hø, der stod på en lille vogn ved siden af skuret. Men da Rikke fik kikkerten for at se dem, opstod der lidt tumult blandt dem, og de sidste to kom til syne, de havde stået på den anden siden af vognen. Gamle vaner foregår aldrig, jeg kiggede automatisk på uret, og konstaterede at vi havde fundet dem kl. 17:51. Jeg kyssede Rikke af lettelse, da jeg have konstateret at de alle var der, og virkede uskadte. Det tog sin tid at komme ned til dem, det var efterhånden rigtig mørkt, og vi måtte endnu en gang krydse åen. Brrr, netop som jeg havde fået varme i tæerne, kom de atter i koldt vand.

Da vi nåede frem til hestene, blev vi mødt med deres sædvanlige dæmpede aften vrinsk… og nogle kærlige puf, da de opdagede gulerødderne. Den eneste der var virkede lidt medtaget, var Angelica, der havde et varmt knæ på det ene forben, men hun virkede ikke besværet, og skridtede nok så fornøjet med, da jeg fik snor på hende og trak hende af sted som førerhest. Rikke fulgte efter med Rocket. Han var for en gangs skyld blid som et lam, og virkede meget tilfreds med at blive ført hjem mod stalden. To gange på vejen hjem var vi ved at fare vild.

På trods af, at jeg kender området godt, er det utroligt så meget det ændrer sig når det er mørkt. Så det tog sin tid at komme tilbage til engen og traktoren. Heldigvis fulgte hestene pænt efter på en lang række. Ikke en eneste gang måtte vi stoppe op, for at få en af dem til at følge trop. De var som en artig børnehave klasse, der pænt fulgte efter de voksne. Da vi endelig kunne gå ind fra stalden, og krikkerne var fodret af og de værste mudder var børstet af, var klokken næsten ti. Godt forfrosne og sultne endte vi i hver sin ende af badekaret, med rødvin og ris a la mande. Det var først der reaktionen kom, for pokker, vi havde begge været mere skræmt end hestene. Dagen efter vi fandt vi ud af, at nogle knægte havde sprængt noget meget kraftigt i et læskur, der står ved bus stoppe stedet, knapt fem hundrede meter fra folden. Flere af pladerne var blæst væk, en af dem over på den anden side af vejen. Heldigvis kom ingen noget til, selv om rygterne i byen går om, at en af pladerne ramte bilen, som drengene var kørende i. Sådan er det i de små samfund, den slags kan ikke holdes hemmeligt. Og Rikke og mig, tja, hun fik sit juleknald senere den aften. Og jeg fik heldigvis også et.


Julemiddagen lavede vi dagen efter. Til morgenmad, for lige som at fuldende den alternative jul. Alternativ men noget nær perfekt, for jeg har vidst fået en sød kæreste i julegave.