Kære mentor.

Hvor er jeg dog altid lykkelig for at høre fra dig. Sjovt at jeg faktisk havde tænkt på dig som min ørn :o) - i onsdags gennemgik jeg netop vores smykker i sammen med en af kollegerne. Hun havde bare øje for detaljerne ... på kvalitet og ikke mindst for de få smukke smykker. Bla. var der nemlig en smuk flot stykke skåret til en kæde i form af et ørnehoved. Grove træk, men dog stadig så smuk og mægtig. Jeg tænkte meget på dig....og tænkte ...er han nu mon ørn endnu - deroppe, svævende på majæstetisk vis ?

Jeg må nu indrømme at jeg nok måtte erkende at du måske var ved aat fade væk fra mig. Ikke fordi jeg ikke ønskede det. Nej, ikke d'et, men fordi det var så længe siden jeg havde hørt fra dig. Ligeså vel som jeg havde ladet høre fra mig. Så lod jeg tanke forsvinde ud i vores 70 meter lange og store foyer, hvor der er lyst og rummeligt.....ud i luften.

*SSødt og griner stille* - så får jeg en mail fra dig.....Det er fantastisk på sin vis....din mail bekræftede din tilstedeværelse og manifesterede at min lille sorg ikke var på sin plads - eller så var min tanker om dig så stærke, at du netop fik modtaget dem ? :o) Som jeg sagde om smykket - "Det er ikke alle og enhver der kan bære det smykke. Personen skal have megen styrke og have en speciel udstråling for at kunne bære den" - og selvfølgelig tænkte jeg på dig.

Det er dejligt at det går dig så godt som det gør. Du har gang i det praktiske arbejde med dit hus i ødemarken...du har gang i din teoretiske viden ved at komme videre med studierne - og din visdom bruger du i din hverdag på dit arbejde. Økonomien er klart vigtigt i hverdagen - og jeg ved også at det er din dybe commitment for retfærdighed og ikke mindst at det at ingen skal løbe om hjørner med dig der har været din drivkraft *GS* Tillykke med at det lykkedes dig at gøre op med systemet ;o)

Kære. Jeg har som sædvanligt mange ting i gang i mit hoved. Jeg reviderer hele tiden mit liv og mine tanker. Mine kampe som udspilles hverdag i mit sind - som jeg vist aldrig får styr på....gør jeg hvad jeg kan for at sætte ude af spillet og stiller dem ud på sidelinien. Det er ikke altid jeg åbenbart har lyst til det - men det er jo ris til egen hale *GG* sørens...den kom lige fra sidebenet *GS*

Idag søndag var jeg til dansk gudstjeneste med mine unger - derefter var der dejlig frokost. Der er jo altid nogen man kender i en relativ lille by som vores, så det var rigtig hyggeligt. Dansk gudstjeneste foregår bare lidt anderledes og fadervor, trodbekendelse osv er ikke nogen jeg kan sige....salmerne kender jeg slet ikke. Så det er en anden oplevelse. Men Guds ord der læses op og fortolkes kan jeg virkelig godt lide. Idag satte den anden danske præst sig ved os. Han er vel omkring de 50. Ham har jeg altid snakket så godt med - også dengang jeg lige var blevet skilt. Han er en moderne præst - bare det at han er københavner siger vel det meste ? :oP Nej,,han er en herlig mand *GS* Næste søndag er han den der prædiker, så der vil jeg også komme. Jeg kan mærke at jeg har brug for noget åndelig føde. Min åndelighed har lidt under de forskellige fokus jeg har haft. Guds tilstedeværelse kan jeg godt blive i tvivl om. Men som Pia Rosenbaum udtrykte i sit teaterstykke "Århundredets Rose" om en 80 årige jødisk kvinde der ser tilbage på sit liv med smerte, kærlighed og humor " Gud er ligesom politiet - han er der sgu aldrig når man har brug for ham"....*suk* *GG* det er nok lige lovlig voldsomt sagt - men det er vel det man føler, når man føler sig magtesløs og frustreret over sit skæbne ? :o) Jeg har dog sat mig for at mærke Guds tilstedeværelse noget stærkere.

Jeg har haft en stærkere følelse før i tiden, da jeg var meget inde i de alternative behandlinghsformer, samtidig med at jeg healede og blev healet en del. Men dengang for 10 år siden, var jeg jo ikke så selvbevidst som jeg er nu. Processen er igang og jeg har virkelig mine små mesterskaber med mig selv, hvor jeg allermest har lyst til at ignorere dem eller komme igennem dem med med støtte fra en anden kærlig hånd.

Jeg skal være mere modig. Jeg tør for engangs skyld ikke bryde med mine egne rammer. Før itiden var det meget med hvad andre havde sat sig for der skulle brydes. Hvad andre havde af rammer for sig selv og mig der skulle bryde de gængse.

Nu kan jeg sige at jeg har fået min egen sag for.

Jeg går stadig til mine tirsdagsmøder. Min alkoholiske stedfar, min medafhængige mor og vores dysfunktionelle familie er et livslangt arbejde - en proces, som jo er en kæmpe stor skam at skulle hive frem for andre end mig selv. Igen kommer jeg vist til at være mønsterbryderen ? Ja, jeg vil gerne være mønsterbryder. Ligesom ham, jeg - for en kort stund - havde som elsker (han er rejst hjem) inspirerede mig meget til at se som en styrke og noget meget positivt. *Smiler Meget*
Men også for mig selv mig selv. At erkende at vores alkoholiske og dysfunktionelle familie-mønster, hvorjeg må erkende mig som jeg ER en del af. Afslutte spil for galleriet. Det er ligesom om hemmeligheder er min skæbne ? Min "rigtige" far - min biologiske far, havde jo kun fortalt sin kone, at han havde mig. For resten af familien var jeg een stor hemmelighed. Min mor havde min far som een stor hemmelighed med hans alkoholisme.

Nu må jeg vist til at komme til stykket......typisk mig - at komme rundt om en masse bare for at fortælle mit lille problem.

Jeg vil gerne snakke med mor om mine tanker, kampe og følelsesmæssige stress-faktorer.

Jeg tør bare ikke. Men idet at jeg har fået lysten...så er det nok ogs¨¨ fordi at jeg er ved at gøre mig moden til dette. For jeg har faktisk ikke haft det ønske før. Overhovedet. Det var bare noget jeg måtte lære at leve med....men sikke da en stor fejl - eller er det ? Er det ikke "bare" min "egen kamp" - for at få fred i mit sind ?

Jeg tror virkelig tiden er kommet til at jeg skal begynde at gå til trin-møder. Trinmøderne har øvelser og opgaver til hver uge, hvor fordybelsen er essensen. Den har jeg brug for.

Et andet ønske jeg har er, at ringe til min stedfar. Bare for at snakke med ham løst- For jeg ved at han er så usikker den mand, at han ikke ved hvad han skal sige. Vi kommer maximum til at snakke 5 minutter. Så er det virkelig også fordi, at JEG formår at holde samtalen igang så længe. Er det derfor jeg har snakket så meget i mit liv ? ? ? *GG* nej....det er vel bare mig ;o)

Kære. For nu - er det hvad jeg kan give videre af mine tanker. For i hverdagen går det egentlig meget godt. Vi har det godt alle 3.

Laterz.....tak for at du sendte mig en mail. Det fyldte mit hjerte med glæde....og jeg indså at vi stadig har den forbindelse, som vi to har skabt med tiden. Du manifesterede dig endnu engang i en tid, hvor jeg tvivlede og havde opgivet at ønske bekræftelse på at jeg eksisterede for dig. Iiih, hvor er det bare skønt !!!! :oP

Kan du huske jeg var så forelsket i ham der hvor jeg arbejdede ? Hvis du ser ham... - så ser du ham der kan få mit hjerte til at galoppere og blive genert, når jeg ser ham. Sidst jeg så ham...- som jeg grinende sagde til en veninde - var det eneste jeg kunne sige: " Har du lyst til kaffe i aften ? " :oD *GGGGG* vel vidende vi begge har lyst til hinanden. Jeg var sammen med ham en enkelt gang i sommers - som sædvanlig var jeg ved at sige - mens hans familie var ude at rejse. Det er 3. gang - men denne her gang var det med en aftale om, at jeg skal komme over til ham og at vi skal være sammen næste gang jeg er i byen. Min skæbne er bare at jeg altid falder for mænd, der stiller præmisserne op for de sparsomme møder - og faktisk ikke har tid til at ses med mig - eller bruge noget tid med mig, fordi de/I har så skide travlt. Utroligt, men sandt *GS*

Nu får vi se....jeg ved bare - at jeg har noget særligt med ham. Og jeg ved at han synes vi har noget særligt. Vi boller faktisk ikke på traditionel vis. Vi nyder hinanden på en anden måde. Utraditonelt....men een ting er sikkert. Vi er altid så fulde..for det er i byen vi ses *suk* det kan godt irretirre mig og få mig til at tænke meget over det. Hvorfor kan han ikke formå at ringe til mig og sige..nu vil jeg altså bare skide gerne være sammen med dig - hvad siger du ? Jeg vil springe til på stedet. Og jeg ville faktisk ønske han kunne give mig een af sine - garanteret - opsparede fly-point - billet ( kan man kalde det ? *G*) , så jeg kan komme og være sammen med ham i nogle dage. Nå, never mind...det er ønske tænkning.

Ikke nok med det - så tror jeg egentlig bare det er en "fling" - en ide - en fantasi....noget flyvsk....hvad ved jeg ? For der er ingen realisme i forholdet - heller ikke i forholdet til omverdenen. Vi har en hemmelighed sammen. Vi er en hemmelighed. Vores forhold er ikke-eksisterende. Og dog.....:o) *SMS*

Nu hvor jeg er ved mænd......så har jeg fundet en som jeg fascineres endnu mere af. Pat. Jeg har vist nævnt ham tidligere. En skør dejlig, varm, humoristisk, intilligent mand, som jeg mødte engang i starten af februar på nettet. Han har fået et job i London. Den arbejdshest er betaget af mig, ligesom jeg er af ham. Jeg kan savne ham så inderligt, så det gør ondt. Og den anden aften loggede han også på, ligesom jeg havde opgivet at kigge mere efter ham. Han checker nemlig aldrig sin mail - og har ligesom dig Mac og "af gamle gårde" og bakser med diverse programmer, som vi PC-brugere tager for givet. Det viste sig at han har tænkt meget på mig ligesom jeg har tænkt på ham. Han var ked af at hans tanker ikke havde formået at nå mig - måske havde han alligevel for meget omkring ham til at han sendte dem stærkt nok ? Som han spurte....så vi blev enige om at gå i seng og prøve at besøge hinanden med vores sind. Den har jeg nu alligevel ikke rigtig fået prøvet. Jo...jeg har prøvet det med at tænke på hinanden - men ikke at nå hinanden. Vi var fast besluttede på at prøve muligheden. Næste dag sagde han - undskyld, men han var altså hurtigt faldet i søvn og sov tungt.

Hvad kunne jeg fortælle ham ? :o) *SMS*

Jeg gik i seng efter at have børstet tænder, tændt for stearinlys og tændt for ENYAs "Only Time" - mit første e-card til Pat. Jeg lagde mig. Hvad der skete er ikke til at forklare. Jeg kom i en trance-agtig form. Vi havde netop snakket om den tilstand man har, når man ikke sover, men alligevel ikke er helt vågen. Er det en slags twilight Zone ?
Jeg , det visuelle menneske som jeg er. Mig, der elsker billeder og film. Jeg fik min første drøm uden billeder. Jeg lå i min let-lyserøde soveværelse, med skøn drømmeagtig musik i stearinlysets skær, hvor min sjæl mødtes med en anden sjæl, hvor det nærmest kan betegnes at have været en dans til flammerne. Jeg er ganske sikker. Kl. var 1.30 da jeg lagde mig. Kl. 4.00 vågnede jeg med et sæt. Satte mig op - og tænkte. "Der forlod han mig"...jeg slukkede for musikanlægget, stearinlyset og lagde mig til at sove.

Næste dag havde jeg det dejligt...stille og roligt. Jeg skulle fordøje hvad jeg havde oplevet......var det virkelig sket ? Havde jeg bare troet så meget på det, at jeg drømte sådan ?

Nej....det skete virkelig.

Jeg mødte så en Clairevoyant på arbejdet. En ven. Jeg ville for en gang skyld meget gerne snakke med ham, idet jeg vidste at han af alle ville tage det som det er. Før itiden har han ellers været snakke maskinen, hvor jeg bare grinte eller drillede ham ved at give ham modspil. Denne gang havde jeg brug for ham.

Min ven sagde så til mig. Husk - det var anderledes end en drøm. Så det skete virkeligt. Så sagde han noget der skulle vise sig at være en vitig information. Han fortalte mig, at sjæle har meget med at besøge hinanden i søvne. Så nogen gange drømte vi slet ikke - nogen gange så sker det virkeligt - det vi drømmer.

Det var bare dejligt for mig at dele det med ham.

I løbet af dagen havde jeg tænkt.....hvis det er rigtigt at Pat virkelig elsker mig som han siger - hvorfor kan han så ikke skrive lidt til mig ? I det stille - uden at kræve noget - tænkte jeg, at efter sådan en fantastisk aften og nat, ville han have skrevet til mig. Jeg lod tanken forsvinde ud i det fri - igen. Jeg kan jo ikke andet. Jeg kan intet kræve. Jeg føler nærmest, at jeg ikke engang kan ønske mig noget af ham eller andre væsener.

Da jeg kommer hjem og checker post - tænder jeg for min yahoo. Jeg står usynligt, så jeg kan have lidt fred, når jeg ønsker det. Det viser sig at jeg har fået en off-line besked. Det var en besked fra Pat, hvor han takkede inderligt for en dejlig aften/nat med vores snak. At det var skønt at snakke ud - og at han havde indset hvor meget han havde brug for mig og hvor ensom han egentlig var. Jeg blev dejlig overrasket og meget glad for hans søde hilsen. Han kaldte mig tøseskattebassen og jeg grinte af hans kælenavn for mig. Jeg var bare så rørt. I det jeg starter på et svar til ham....logger han på. Det er jo ...*suk*....skønt og tanlevækkende. For at gøre det lidt hurtigere - viste det sig, at han var faldet i søvn. Og vågnet i det øjeblik - jeg blev lysvågen og mærkede at han forlod mit selskab. Er det ikke fantastisk ?

Som han sagde og grinte. Det virkede ! Vi kunne godt. :o) Ham holder jeg altså ret meget af - og håber at mødes med ham en dag. Vi har snakket telefon sammen, så jeg ved at hans person gør mig tryg og fri. Hvor jeg bare er mig :o)
Nu får vi se....inderst inde er jeg bange for at det ikke sker. Men det er nok min indre pessimisme der driller mig der. Jeg ved det ikke. Jeg er ihvertfald meget bange for at miste ham. Men igen - det er jo typisk mig....at være bange for at miste.

Nu har jeg skrevet en roman :o) *GS* det er vel nok længe siden ;o)

Jeg skal over at have familiemiddag hos min bror og hans kone, og mor - og er på spil i aften. Så jeg er lidt for ....ivrig med at skrive i forhold til omstændighederne. :o)

Pas på dig, kære. Jeg elsker dig og er bare så lykkelig over at du er til :o)

*et sødt kys på kinden* og søde tanker til dig fra mig.

~SommerFuglen~~