- alligevel.

Ringede til Jakob.

Mærkede efter mig selv.... havde leget med mig selv og mærke de primitive følelser. Blev ked af det.

Jeg er bare ikke god til at miste. Også måtte jeg droppe fornuften og bare gøre som jeg havde lyst til. Ringede til ham.

Hylede, mens jeg forsøgte at sige de ting jeg gerne ville. Han begyndte vist selv at græde efter at have udtrykt, hvor glad han var over at jeg ringede. Han havde isoleret sig og har haft lyst til at kontakte mig. Den mand har en god følelse.... det var godt at han ikke gjorde. Jeg skal åbenbart selv komme, når jeg er klar.

Han kom hjem til mig og vi sad på sofaen, hvor jeg puttede mig ind til hans favn. Snakkede, græd og fortalte grunden til, hvor svært det er for mig at involvere mig. Jeg har masser af dejlige kærlige venner, men nærhed er jeg ikke så god til. Baggrunden måtte jeg så fortælle. Jeg elsker stadig min X-mand. Selv om fornuften selvfølgelig fortæller mig at det ikke er realistisk at tænke at vi kunne finde sammen igen.

Derfter fortalte jeg så baggrunden. At han i virkeligheden er et symbol på en masse ting, som jeg går og har min indre kamp med.

Jeg er vokset op uden min egen far. Jeg vidste i det stille, at alle børn har en mor og en far. Men jeg havde ingen far. Blev aldrig fortalt hvem min far var. Da jeg var omkring de 10-12 år, mindes jeg nogen sagde til mig i Brugsen " Sikke du ligner din far !" med et stort smil. Jeg havde altså en far ! Men hvor var han ? Hvorfor fortalte mor ikke noget ?

Jeg var jo kun et barn. Oven i købet en sød pige, så jeg stillede jo ikke de "grimme" spørgsmål... og levede fortsat i uvished. I flere år. Med vores lillesøsters far.

Men ham mistede jeg også, da jeg var 13 år. Mor gik fra ham. Lukkede ham ude af vores liv. Han forsvandt. Pst ! Så var han pludselig og drastisk VÆK. Rejst til en anden by. Og mor gik i depression. Spiste nervepiller. Og havde sine veninder til kortspil, the og masser af smøger hver evige eftermiddag, efter skoletid. Mor var skolelærer.

Det er det samme, som at sige at jeg også mistede min mor på dét tidspunkt. Følelsesmæssigt var hun der ikke. Jeg blev et "problembarn" for hende. Ikke alvorligt, men jeg var mere sammen med mine venner. De udgjorde min nye familie. Jeg opdrog mig selv.

Jeg var alene. Dybest set. Klarede mig selv, masser af veninder og venner, tjente masser af penge og tog ud og resje med dem.

Livet fortsatte - uden nærhed og tæthed. Kun dem der ville i seng med mig. Så det gjorde jeg en del. Plat, men en del ag ungdomskulturen - "sådan gjorde man jo"; festede, havde det sjovt og blev forelsket. I den ene og den anden.

Så kom min X-man......jeg var 17 år. Havde været væk fra byen og tog på gymnasium. Men jeg kunne ikke falde til på Djursland. Jeg var så anderledes for dem. De var alligevel en tand for ....ja, jeg ved ikke. Men velkommen var jeg ikke i klassen. Så tog jeg hjem igen. Hjem til mor. Og veninderne. Som jeg fjernede mig fra igen. Jeg var forvirret. Hvad var det for et liv ?
Rodløs. Forvirret. Rastløs. Lam, følelsesmæssigt..... jeg ønskede et bedre liv.

Så kom min X-man ind i mit liv. Min helt. Min smukke hvide prins. Og han elskede mig allerede efter 2 uger. Selv om jeg sagde, at han ikke kan elske mig så hurtigt, og at han nok var forelsket - så nød jeg at være elsket. At være forelsket og glad. Snakkede en masse. Grinte en masse. Lavedee en masse. Begyndte at dyrke en masse sport. Sammen med min X skabte vi et dejligt, glad og sundt liv. Fundamentet for voksenlivet begyndte at se godt ud. Vi elskede livet, og alle de kære mennesker omkring os, der gav os mulighederne for at føre et lykkeligt og sorgløst liv. Vi havde det SKØNT :o) vi begyndte at skabe en tilværelse sammen, begyndte at tage på uddannelser og realisere vores drømme for livet.

Da jeg blev skilt mistede jeg det hele. Min kære svigerfamilie, der gik ind og dækkede alle de familiemæssige behov. Min svigerfar, der overtog en slags fader-rolle og opdrog mig med - henaf vejen. Gav mig en masse inspiration til JaZz-verden. Min X-man gav mig funk-musikkens univers. Og mine svigermødre (X-mans forældre var skilt mange år før) havde sammen interesse som jeg. Sundhed, åndelighed, alternativ medicin og alternative behandlingsformer.

PUF ! Var ALT jeg havde skabt væk. Alt blev revet væk under mig.

Jeg havde lagt alt på ét bræt. Nu var brættet væk.

Jeg stod.....såret....svag....skrøbelig....
tilbage. Fordi min X-man troede at jeg kunne undvære ham, da han kun kendte mig som den modsatte type. Sund, psykisk sej, stærk personlighed og med ambitioner.

Livet gik i stå.

Jeg kom i dyb krise. Også eksistentielt.

Min familie var der ikke. Jeg havde jo fjernet mig fra dem.....

Det var også lige meget. X-man var væk. Han valgte en anden kvinde. Valgte mig og vores børn fra....

drømmen.....smuldrede...forsvandt.....

jeg forsvandt med..... ville gerne dø. Men kunne ikke. Jeg havde jo også fået placeret ansvaret for ungerne hos mig. X-man forsvandt i en anden forelskelse. Ansvarsløst, men dog livsbekræftende. Sikkert.

Jeg stod ..... blottet og blanket af.

Jeg var eliten på min uddannelse. Der gik jeg også i stå. Siden har jeg haft blokeringen. Kunne ikke mere. Det fadede også ud. Jeg har siden ikke kunnet, selv om jeg anstrengte mig for at fortsætte mit liv, som jeg kendte den. Men jeg kendte den jo ikke mere.
Kunne ikke.

Min indre kamp på savn, tab og sorg præger mit følelsesliv. Min barndom, hvor jeg ikke nåede at få de forskellige sociale kompetencer, arbejder jeg med den dag i dag. Igennem ACA, får jeg mere og mere indsigt i mine hanlemønstre og følelsesmæssige reaktioner. Jeg bliver klogere og klogere. På mig selv. Men det betyder desværre ikke, at jeg er helt normal og har styr på det hele. Det ville også være usundt at have styr på det hele. Overkontrol. Men altså....... jeg bliver sundere og sundere. Mere handlekraftig. Bedre til at lytte til mig. Bedre til at have fokus - på et bedre liv og SKABE de rammer, der skal til.

Jakob var utrolig sød. Lyttende. Smuk. Mild. Kærlig.

Desværre skulle han hjem. Til sine unger. Og jeg sms´ede med Hans, som jeg havde en halv aftale med. Derved skiltes vi. Igen.

Jeg ved ikke hvad der bliver mere af. Har jeg gjort ham mere ked af det ?

Jeg tror jeg vil have ham ind i mit liv igen. På en anden måde. Hvor jeg er mere ærlig ? Nu har jeg jo ligesom forklaret baggrunden for min evige søgen efter modvægt til min indrekamp. Søgen efter livsbekræftende og gode opleveler.

Gør han sig kostbar nu ? Eller har han lige vist sin sårbarhed ?

Han græd på et tidspunkt sammen med mig. Han var så ked af, at have forvoldt mig mere oven i min egen små kampe. Men....det var jo ingenting. Jeg kunne stolt sige, at jeg passede på mig.

Jeg savner ham. Jeg savner roen han gav mig. Hans nærhed og kærlighed. Betingelsesløs begær.

Han er forvirret. Forhåbentlig ikke såret.

Sender ham kærlige tanker....putter mig ind til tanken om ham.

Jeg blev træt af sex, der skal gøres avanceret....det er den eneste måde, hvorpå jeg kan mærke en lyst. Men jeg savner nærheden. Varmen. Og alligevel.....så er "avanceret" sex altså dét, der giver mig tricket. Jeg kan godt undvære det for en tid. Er det også dét jeg passende fik ind i mit liv, da Jakob og jeg pludselig kiksede ?

Forpurrede det der kunne lykkes ?

Dysfunktionel adfærd....typisk. Men en realitet.....

Kærlige tanker......

~SommerFuglen~