(Skrevet lørdag den o1.01.05)
Men det er bare ikke det samme. Lort, fuck, pis! Hvorfor fungerer det computer-pis bare aldrig ?? Det skulle være så smart, og ja, indrømmet, det er det da også, NÅR DET VIRKER!!!! Nu skulle jeg ha holdt ”fest”, har lige stiftet bekendtskab med ”fyldepennen”. Rent tilfældigt, loggede ind på jubii for at tjekke min mail for gud ved hvilken gang i dag, forklaring følger. Så et link om nytårsfortsæt og blev nysgerrig. Måske stod der netop lige det nytårsfortsæt, som jeg bare ikke lige havde overvejet var det, der kunne gøre mit liv lykkeligt, ”hvis jeg bare lige….” . Nå, men kom så til ”kontaktforeninger” og tænkte straks ”Det må jeg undersøge, måske er der netop linket til den dating-side, der skal gøre en ende på mit triste og ensomme single-liv. Kom til en masse forskellige single-klubber, et havde et link til ensomme. Det er jo mig! Derunder et underlink til fyldepennen. Spændende side. Jeg elsker jo at skrive, men ved aldrig til hvilket formål, jeg skal skrive. Har skrevet en del dagbog gennem livet, men bliver ofte bremset af noget så uholdbart som skrivekramper og en blæk-indsmurt håndflade som følge af at være venstrehåndet. Dagbog på nettet ? Genialt, ingen problemer med ovenstående, og det, at man kan ”risikere” at andre læser mine skribenter gør det mere spændende, meningsfuldt og alvorligt at skrive løs. Yes, tænkte jeg. Det er lige det, der skal til for at komme ud af mit tungsind denne lørdag aften i det helt nye år. Så skal der også være fest, helt for mig selv, fest i mit eget selskab, det selskab, hvor jeg jo har det allerbedst. Ingen fest uden alkohol og ingen alkohol uden mine ellers ”ny-på- hylden-lagte” cigaretter. Det rygestop holder bare ingen steder. Ideen var ellers god nok og lever også endnu. Jeg er jo kun kørt de 15 km til nærmeste åbne tank for at få smøger til min fest. Det er da fair nok, selvom jeg ellers ynder at betragte mig som nystoppet ikke-ryger. Og de resterende smøger fra 10-pakken i morgen ? Dem kan jeg da snildt holde fingrene fra. Det’ da ingen problem! Or maybee not, men den tid, den sorg. Hjem igen efter min lange køretur efter en åben tank med cigaretudsalg, klar til fest, men ! Først kan jeg ikke finde den eneste brugelige cd til det formål, nemlig den nye med Saybia, der med sine følelsesladede sange kan sætte mit sind helt og aldeles op til udtømning, Da jeg allierer mig med Suede konstaterer jeg derefter at der ingen kolde øl findes i huset. Godt fryseren er opfundet! Så fik vi løst det problem, og så skulle jeg bare have oprettet den obligatoriske fyldepenprofil, men endnu engang må jeg sande en modstand i mit ellers så fejlfrie liv. Der bliver ikke sendt nogen mail, så jeg kan få den nødvendige valideringskode. Godt så. Derfor må jeg nu skrive i word. Kan lade sig gøre, men festen er ikke helt den samme.
Anyway, Smækre lækre Brett Anderson skråler : ” ..OOOHHOO, what ever makes her happy , on a Saturday night, oohhoo, what ever makes it happy, on a Saturday night”. Og det passer vist fint i sammenhængen med at ellers så tjekkede “jeg har styr på mit liv”-Swanky bruger sin lørdag-aften i ensomhedens tegn med at udlægge sit kiksede liv på sin pc, med en øl, der kun er afkølet i flaskeglassets yderste lag og 10-forbudte prince light. Hunden er gået sin vej, det var sku for ynkeligt til hans selskab.
Lad mig tage en smøg til. Måske er min lørdagsfest ynkelig, men det er rart. Jeg har det godt, og det er ellers ikke det, der har præget min tilværelse de sidste døgn. Lad mig beskrive min uge for at komme i gang. Mandag og tirsdag. På arbejde med mit andet job som handicapledsager. Er ledsager for en 23-årig autistisk pige. Et ganske fint job, eftersom det blot består i at underholde, eller rettere bare være der, for den så rolige og (overfor mig) letomgængelige pige. Jeg kan stort set gøre hvad jeg vil. Se tv, læse, forberede undervisningen på mit job, lege med mobil osv. Det er såre simpelt, hun sidder blot ved siden af og leger at hun gør det samme. Og samtidig tikker pengene langsomt ind på min ellers evigt overtrukne konto. Hendes far ankom begge dage langt tidligere end aftalt, hvilket jo blot bevirkede at jeg havde fri før planlagt og det er jo ikke til at kimse af. Kørte forbi mine to firbenede børn på vej hjem. Mine højtelskede heste. Hjemme ved 6-tiden og i fuldt humør. Havde en uro i kroppen. Der skulle ske noget. Og jeg havde jo stadig min mission : Nemlig en nytårsaften, hvor jeg ikke var single. Eftersom vi skrev den 28. december måtte jeg nok snart sande missionen mislykkes, men jeg har ikke valgt at kalde mig ”Swanky” for ingenting og jeg havde jo kontakten med ham der med solbrillerne fra net-dating. Så hurtig sms til ham : Er du frisk ? Så er det i aften! Selvfølgelig var han frisk. Det er de fleste fyre efter at have set min forholdsvise letpåklædte slanke figur på mit profil-billede. Er man en forholdsvis køn blåøjet blondine på diverse netdating-sider har man det som blommen i et æg. I hvert fald indtil virkelighedens verden tager over for nettets eventyrsverden. Nå, men ham med solbrillerne var altså frisk, han skulle bare lige spise med en ven først. Fint, fint, så havde jeg tid til at gå i bad osv. Nu er det, at tage på date med en vildt fremmede person meget grænseoverskridende for mit generte og knap så spontane gemyt, men ”hvor intet vover..”. I bad og indsmurt i diverse velduftende salver, med en påklædning, der var nøje udvalgt til hverken at signalere ”jeg er nem” eller ”jeg er død-kedelig” ventede jeg nu på at den solbebrillede fyr skulle ringe og bekræfte sin middag fuldendt. Og jeg ventede….og ventede…og omkring kl. 21.30 kunne jeg modtage en sms om, at nu havde de da bestilt. Ja, Great! Hvilket jo betød at middagen ville være slut omkring tidligst 23. Og mig, der er fuldendt A-menneske og skulle på arbejde dagen efter. Forget it! Prøv at forestille dig hvor dum man føler sig, når man sidder totalt klar efter flere timers forberedelser til ”Det store møde”. Men, må endnu engang sande, blot mit liv i en nøddeskal! Og mission ”Jeg er ikke single og dermed ulykkelig nytårsaften” faldt for alvor til jorden med et ordentligt plask.
Onsdag : En spændende dag! I dag var det, at jeg skulle møde D igen. D, som umiddelbart var en af de få lykkelige historier fra min netdating-karriere. D, som jeg mødte i sommers, faldt pladask for, for senere at blive droppet af, for senere at få en chance til af, for senere at skiftevis elske og hade, mens han selv på ingen måder kunne forholde sig til, om han synes jeg var in or out. At jeg ikke for længst var over alle bjerge, hvilket jeg jo forsøgte i ”hade-perioderne” skyldes dels hans forholdsvise legale grund til sin ustabile optræden, som jeg ikke føler jeg kan tillade mig at uddybe nærmere i et offentligt medie, og dels at han bare er ”The one” for mig. Det, at blive forelsket er nærmest et ukendt fænomen for mig. Det er sket max 3 gange i mit liv, og dette er så den 4. og forhåbentlig sidste. Jeg er ikke som gennemsnittet, har absolut ikke et gennemsnitligt liv, tænker ikke som gennemsnittet, reagerer ikke som gennemsnittet og er dertil yderst kræsen, så der er langt i mellem aktuelle mænd for mig. Og jeg vil tilligemed have det hele i én person, kan ikke nøjes med det næstbedste og var egentlig næsten nået til den konklusion, at med det syn kunne jeg vist godt opgive tanken om at slippe ud af single-tilværelsen.. Indtil D dukkede op. Han er det hele i én person. Han har alt, hvad jeg søger, er alt, hvad jeg søger. Der mangler bare lige det vigtigste…to åbne arme fra hans side..Det er så dem, jeg har kæmpet bravt for det sidste halve år. Det er ret kompliceret, og en nærmere forklaring under 10 a4-sider er en umulighed. Men altså, denne onsdag havde jeg altså i et svagt øjeblik fået sagt ja til at se ham igen. Jeg har jo nogle gange ret høje tanker om mig selv og var da overbevist om, at jeg kunne da godt for venskabets skyld gense ham. Det ville da ikke vække de gamle voldsomme stærke følelser, nej pjat da. Swanky! Tag dig sammen, hvad havde du forestillet dig ??? Jeg var selvfølgelig solgt på stedet, da jeg så ham stå der i sin alt for sexede sømandsjakke og smarte pandebånd, der i øvrigt ville ha set temmelig usmart ud på alle andre end D. Men alt klæder en rose, og det må man sande, når man kikker på D. Eller rettere, æder ham totalt med øjnene! Det, der skulle ha været et stille gensynskram blev selvfølgelig et langt ømt tungekys, og ja, vist nok indledt fra min side. Alt andet ville jo have været den rene tortur. Nå, men eftermiddagen, aftenen, natten og morgenen blev en lang dans på roser. Et eventyr i paradis! At se ham sidde der på hug, med sine brede skuldre, maskuline overkrop, lange slanke arme og et par øjne, der brænder sig langt ind i enhver sjæl, og med sine rolige, nærmest kælne bevægelser lægge mere brænde ind i den alt for romantiske kakkelovn, så er man sku solgt! Hvis ikke, er man ikke menneske. For ikke at snakke om de lange dybe samtaler om kærlighedens forunderlige væsen, som man ikke tror mulige i det jordiske liv. Føj for en søhest! Kørte derfra torsdag formiddag med jordens største smil, højtstrålende med på radioens melodier og…en meget bange anelse om et hjerte, der endnu engang er helt og aldeles klar til at gå i tusind stykker. Hvis denne lykkerus ikke har mulighed for videre eksistens.
Resten af torsdag : Blev hentet af mine forældre efter at have haft 10 minutter til at pakke til den kommende diamantbryllupsfest-tur. Ufatteligt hvad man kan nå på 10 minutter! Min søde mor kom selvfølgelig straks med den obligatoriske ”Hvordan går det med kærligheden”-sætning, som jeg normalt hader. Og måtte krybe til korset og indrømme, at den endnu engang stod på D. Min mor, der både er mor med stort M og samtidig har den vidunderlige funktion som min trofaste veninde, har virkelig ihærdigt prøvet at beskytte mit følsomme hjerte med fornuftige formaninger om, at D bedst fik en plads som fortid. Men eftersom der efter flere måneders adskillelse med rationel tænkning kun er og eksisterer én fyr for mig, måtte selv hun lade al fornuft fordufte. Og som min kloge far fik udtalt fra bagsædet : Man skal følge sit hjerte ! Hans videre udtalelse handlede om, at hvis jeg ikke fik afprøvet mit store håb om en tilværelse med D, så ville ethvert videre forhold være præget af en evig tilbagevendende sammenligning med D, hvilket min far så klogt kunne konstatere ville ødelægge ethvert håb om et forhold til en anden fyr. De udtalelser gjorde ikke ligefrem mine følelser mindre! Men! Hvordan skulle jeg lige komme videre herfra ? Nu havde jeg jo de sidste mange måneder afvist D, holdt ham hen, for dog stadig at holde noget kontakt, så al håb ikke var ude. Hvordan skulle han kunne forholde sig til, at jeg pludselig var vendt på en femøre og ikke kunne leve mit liv videre uden ham ? Der var kun et at gøre. At få udtrykt alle mine tanker og følelser til ham. Og når man er mig gøres det bedst på skrift. Derfor århundredes dybeste kærestebrev, med metaforer og alle mine følelser serveret på et sølvfad. Således gik jeg nytårsaften i møde, med et håb som ”tvivlsom single”. Desværre er ens sjæl nu engang sådan indrettet, at den hele tiden bærer præg af en vis portion realistisk tænkning. Derfor fik jeg langt fra en lykkelig nytårsaften. Hvor end jeg gerne ville, kunne jeg ikke se mig selv som andet, end en enorm ensom pige med en ulykkelig kærlighedshistorie. Alle andre unge på min alder tager til årets fedeste fest nytårsaften med alle vennerne., Mig ? Jeg tager hjem til mine forældre. Hvorfor ? Har sku ingen venner! I hvert fald ikke nogen, jeg gider holde nytår med. Det er en ganske anden historie. I bilen på vej til dronningens nytårstale, og med sprudlende raketter til alle sider, blev klumpen i halsen så stor, at der måtte tårer til for ikke at blive kvalt. Og hold kæft hvor følte jeg mig endnu engang ynkelig. Tænk at holde nytår i en alder af 28 år hos sine forældre! Så er der sku ikke meget at komme efter. Kæmpede bravt med at få styr på tårerne inden jeg ankom hos mine forældre. Fandt et lille tricks. Det hjælper at nive sig selv hårdt i låret. Smerten får ens tanker på afveje, så man formår at holde tårerne tilbage.
Mine søde forældre gjorde alt hvad der stod i deres magt for at jeg fik en underholdende aften. Især min far kæmpede virkelig bravt og fandt alle de humoristiske anlæg frem og han gjorde det sku godt! Det lykkedes ham at få mig til at grine højlydt, til trods for at det nærmest tog livet af hans efterhånden ret syge legeme. Men trods de ihærdige forsøg skinnede min elendighed vist tydeligt igennem og kl. 21. måtte selv farmand opgive. Heldigvis for alkoholen kunne jeg klare mig til 22, men jeg kunne godt fornemme at filmen ville knække kl. 24. At stå og skåle ene og alene kun med mine forældre, med tanken om alle andres fester og kærester lige om hjørnet, ville være mere end jeg kunne bære. Og jeg kunne ikke klare tanken om at gøre mine forældre ulykkelige ved at indvie dem i min ulykke. Så var gode råd dyre…Hvad gør man ? Man spiller øjeblikkelig døddrukken og bevæger sig i seng kl. 23.15. Kl. 24 lå jeg altså i sengen med tårer trillende ned af kinderne, mens jeg kunne høre og se fest og fyrværkeri eksplodere udenfor vinduet. Som jeg siger hvert nytårsaften : Næste år har jeg en kæreste! Mission ”Ikke single nytårsaften” blev øjeblikkelig aktiveret igen (igen,igen,igen,igen…). Mon ikke det kan lykkedes i år 2005 ?
Lørdag : Hurra, i dag er nytårsaften endelig overstået. Nu behøver jeg ikke foreløbig spekulere på, hvordan jeg undgår endnu engang at gå det nye år i møde ensom og elendig.
Hele dagen er selvfølgelig gået med at tjekke mail og sms mindst hver 3. minut. Hvornår svarer han ? Er meget nervøs for svaret. Går bare og venter på at enten skulle dø langsomt over et afslag eller leve lykkeligt over en invitation i hans liv. Og alligevel ved jeg inderst inde godt at ingen af delene vil blive en realitet. Jeg ved godt at svaret vil være et ”både og” som jeg blot kan bruge endnu mere spekulation på.Omkring kl. 20 kunne jeg ikke udholde spændingen mere og sendte D en sms, hvor jeg bed gud prøvede at lyde så lidt desperat som mulig : Hey, håber du havde en god aften i går. Har du læst min mail ? Sender du ikke en sms, når du svarer ? KH Swanky. 21.56 kommer svar-sms’en : Hejsa. Jeg har læst dit brev. Det er meget smukt. Jeg skriver til dig i morgen. Er for kvæstet i dag. Hygge. D. Mig ? Et stort ??????????????????????? Min fest blev indledt kl. 20.30, nu er den 23.30 og festen ved at uddø. 4 smøger og to øl fattigere.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Prøver at holde fest alligevel... er publiceret
02/01-2005 20:22 af
Swanky.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.