Var til psykolog idag. Snakkede med hende om mine triste dage. Vi fandt sammen frem til, at jeg har svært ved at give mig selv lov til at være ked af det. Det er okay, at være ked af det, især med alt, hvad jeg har været igennem. Snakkede om, at jeg jo ikke blive mindre ked af, at være utilfreds med mig selv over, at jeg er ked af det. I stedet for at tvinge mig selv glad, tvinge mig selv til at opnå en masse, skal jeg give mig selv plads til at være ked af det på de triste dage. Det er okay at være ked af det, okay at hive stikket ud, okay at trække dynen op over hovedet en hel dag. Mens jeg skriver dette, løber tårerne ned over kinderne på mig, måske fordi jeg ved at få skrevet det ned, endelig indser, at jeg godt må være ked af det. Giver plads til ar være ked af det, for gud hvor er det rigtigt, at jeg har meget at være ked af. Selvfølgelig har jeg også meget at være glad for, men livet er jo både med og modgang, både det at være positiv og negativ, så hvad hjælper det at jeg skubber det negative til side, ved at tvinge eller bilde mig selv ind, at jeg er evigt positiv.
Jeg fortalte hende også om mors selvmordsforsøg idag. Om hele oplevelsen,om hvordan, jeg alene måtte redde det hele.
Var egentlig i godt humør, da jeg havde været til psykolog. Tog ud og red den firbende, var glad, havde overskud. Mødte gamle veninde derude, snakkede og hyggede, dejligt.
Men jeg kom hjem til en ærgelig mail. Skal betale min gæld inden nytår. Det har jeg jo ingen jordisk chance for. Ringede til far, da jeg umiddelbart ikke forstod mailen. Han blev tydeligt meget ked af det, bekymret, det var ikke meningen. Men igen skal jeg huske, at jeg godt må være mig. At jeg ikke altid kan være solstrålen for mine forældres depressive liv.