Kære Dagbog

Har i dag oplevet en rigtig 'Lotte' som nogle ynder at kalde mine små smarte og til tider dumme indslag i hverdagen.

Dagen flyver af sted, og det er ikke meget jeg ser til Lasse i dag. På et tidspunkt er jeg lige inde og hvile mig, inden det er tid for indkøb og aftensmad.

Aftensmaden indtages og stadig ingen Lasse. Jeg beslutter mig for, at jeg for 127. gang heller må snakke med ham, for er lidt småirriteret over, at han igen igen misser aftensmaden.

Aftenen går og stadig ingen Lasse.

Klokken 23.30 griber jeg telefonen og ringer til ham, - både for at finde ud af, hvor søren han befinder sig, men ligeså meget også for at gøre ham opmærksom på, at vi alle skal til Høng i morgen.

- Hejsa, Lasse, hvor søren er du henne? spørger jeg.
- Øhh.. mor, jeg ligger og sover, siger han søvndrukkent og gaber højlydt.
Ok, så er han åbenbart taget ud til sin kæreste, tænker jeg, men spørger alligevel:
- Hvor? spørger jeg.
- På mit værelse!
- PÅ DIT VÆRELSE?? siger jeg og spærrer øjnene op.
- Ja, jeg gik da i seng kl. 17.
- Nå, ja, men så behøver vi jo ikke sidde og snakke i telefon, siger jeg så. Ærligt han har taget røven så meget på mig, at jeg ikke aner, hvad jeg skal sige.
- Ja, det er for dumt, mor, siger han og vi smider begge røret på igen.

Tilbage sad jeg så, stadig forundret, nu også med røde ører, og ind i stuen kommer Lasse, hvor jeg får forklaringen om, hvorfor jeg ikke havde opdaget at han var hjemme. Han var dukket op, da jeg lå og hvilede mig, havde taget et bad, og var derefter smuttet i seng, for han var gledet på trappen og havde slået sig flere steder på kroppen.
Det var ellers meningen han skulle have været til fest, men nu var det ligesom for sent.

Tror også jeg gør bedst i at gå i seng og håbe jeg er mere vågen i morgen :-)

Natnat i natten...