Kære dagbog

I går var her indtil flere i løbet af dagen, der lige ville kigge indenfor for at hilse på og se Utaiko. Som forventet charmerende han sig ind hos dem alle. Dagen i dag har så, helt modsat i går, været meget stille. Tanja tog allerede godt middag til en veninde, og jeg forventer hende først hjem om en times tid.

Utaiko har sovet en del. Allerede fra morgenstunden fortsatte han med at sove, selvom Tanja stod op før mig. Uret var sat til kl. 8, men hun syntes åbenbart, at dagen skulle udnyttes endnu tidligere. Først da jeg svingende benene ud over sengekanten, vågnede han. Indrømmet er jeg ganske imponeret over det bette kræ. Endnu har der heller ingen uheld været inden døre. Ja, jeg synes, det er utroligt. Nok synes jeg, mine tidligere hunde har været hurtig renlige, meeen… At følge mig i snoren, går også over al forventning, selvom vi ikke altid er lige enige om, hvilken vej vi skal gå. Dog er det endnu mest ham, der bestemmer, hvor vi skal hen og mig, der følger efter. På den måde lader jeg det være op til Utaiko at bestemme, hvornår han er klar til at udvide sit territorie. Lige det klarer han på en lidt sjov måde, for ikke om han vil gøre stort, hvor vi normalt går, så når han pludselig begynder at trække af sted med mig, ved jeg, hvad der venter forude.

I eftermiddags præsenterede jeg ham så for lidt klikkertræning for første gang. De første gange han hørte klikkeren, virkede han lidt forskrækket. Ikke sådan at han gik væk. Faktisk var det kun hans ørestilling, der ændrede sig. Da jeg så tog hånden med klikkeren ind under blusen, hvorpå lyden blev dæmpet, så var der ingen forskrækkelse at se på ham. I min højre hånd, der i starten var lukket, havde jeg en rigtig lækker godbid i form af noget kyllingekød. Hånden havde jeg i Utaikos højde. Jeg skal da lige love for, at min hånd med et var ekstra spændende. Utaiko gjorde alverden forfra, bagfra, fra siderne, - snuste, slikkede og nappede. Min hånd forblev lukket. Med et satte han sig, og i samme sekund klikkede jeg. Hurtigt åbnede jeg hånden, og nu kunne han komme til godbidden. Det var guf! I 3. forsøg satte han sig prompte, straks jeg satte min lukkede hånd ned til ham. Det samme i 4. og 5. forsøg. Derefter sluttede vi den leg for i dag.

Måske jeg ikke helt kan dy mig, men i løbet af aftenen lige må prøve, om der er noget, der dæmrer i ham, hvis jeg gør det samme. Ellers skal vi helt sikkert fortsætte i morgen.

Efter præsentation af klikkeren var det tid for en lur. Da jeg var sikker på, at han sov, listede jeg mig ud i gangen. Meget stille tog jeg min jakke over armen, og listede videre ud på opgangen. For ikke at vække Utaiko, smækkede jeg ikke som normalt døren bag mig, men satte nøglen i i stedet for. På den måde blev døren lukket næsten uden en lyd. Derefter iførte jeg mig jakken, lynede og… argh! Typisk mig! Jeg havde været så fokuseret på at være stille, at jeg slet ikke havde tænkt på at få et par strømper på, så der stod jeg i åbne træskosandaler med bare tæer. Jeg ville ikke prøve at gå ind i lejligheden igen og begynde forfra, så turen til og fra kiosken var en lidt kølig tur. Heldigvis går jeg som oftest i bare tæer, sommer som vinter, men skal jeg ned og handle, plejer jeg dog i vinterhalvåret at tage strømper på. Tit har jeg nemlig fået noget særdeles åndssvage bemærkninger fra folk over min, for dem, manglede vinterpåklædning.

Nå, vil se at blive færdig. Jeg har planlagt en aften foran fjernsynet med både dyne og guf. Denne gang er det Tanja og jeg, der skal tilgodeses :-)