Hvis jeg ikke har fået det skrevet et eller sted, så har jeg diagnosen paranoid skizofren og kender efterhånden dannet mig et indtryk af sygdommen efter 14 års mentalt tovtrækkeri her til marts.
Jeg kender lidt for godt til de forskellige symptomer i denne forbindelse, og det har været en problemfyldt rejse med forskellige symptomer.
Egentlig startede det tilbage i slutningen af 90'erne, hvor jeg begyndte at se biller og larver som ikke var der inde på mit værelse i en periode. Jeg troede jeg var blevet skør, men det gik heldigvis i sig selv efter en periode. Skulle frem til 2010 før helvede for alvor brød løs.

Det startede med at edderkopper så store som tennisbolde på væggene, omgivet af omtågede transparente menneskeskikkelser og føle mig forfulgt og overvåget.
Så fik jeg startet på antipsykotisk medicin, Zyprexa, og dette helvede forsvandt, og gik i vægt fra 77kg til 130kg, så der skulle ny garderobe i tøj til at følge med.
På et tidspunkt slog medicinen ikke længere til i sin dosis og jeg fik udskejelser i form af for meget trafik i hovedet. Omgivelserne blev til larm og jeg kunne dårligt nok høre mig selv tænke, og når jeg tænkte var det som at køre over 200 kilometer i timen på en yderst befærdet motorvej. Psykiateren kaldte fænomenet, tankemylder, og jeg skulle ofte hen og sove middagslur for at hænge sammen i hovedet, fordi det var blevet så træt af al den trafik.

Så gik jeg igen op i medicin dosis og tankemylderet forsvandt, og alt var godt og stabilt igen i en periode. Fordi det gik så godt, så besluttede min psykiater at jeg skulle gå ned i dosis. Det gik også godt, men kun for en periode, så var den gal igen med tankemylder og så måtte jeg op i dosis igen.
Op og ned i medicin dosis har jeg snart prøvet en del gange efterhånden, og det er det samme hver gang. Det kører godt i den første periode efter en neddrosling, men inden for et halvt års penge hvis ikke mindre så er den gal igen med hovedet, og så må jeg vende tilbage til maksimal dosis af antipsykotisk medicin. I dag tager jeg ikke Zyprexa. Det er simpelthen for dyrt. Tager i stedet for noget der hedder Risperidon, som har samme effekt.
Og hver gang jeg indtager maksimal dosis af medicin, så lever jeg i en glasklokke, hvor kreativiteten bliver brutalt kvalt, fordi den praler af på hovedet. Så det er begrænset hvad jeg får skrevet.

I disse dage hvis jeg ikke får nok medicin, så får jeg grimme psykoser og hjemmets fire vægge er ikke længere et trygt sted at befinde sig. Altandøren truer med at falde af dets hængsler, døren til toilettet truer med at sætte sig fast så man ikke kan få den op - ergo man vil være låst inde på toilettet, fordi låsemekanismen har sat sig fast i døren. Cisternen i toilettet truer med at sætte sig fast sent om aften så man ikke har mulighed for at udbedre skaden, og nøglen til hoveddøren truer med at knække så jeg ikke kan komme indenfor i lejligheden eller jeg er bange for at komme til at låse mig ude fordi jeg har glemt nøglen. Der er også andre psykoser som jeg ikke har nævnt, men ville kun tage nogle eksempler med i betragtning. Jo, psykoser er noget lort og langt fra rationelle, men de føles særdeles virkelige når de står på.

Man kan let komme til at isolere sig, når dårligdommene tager overhånd, men det er vel også vigtigt at tale om. For alle har brug for menneskelig kontakt.
Jeg ved ikke med andre der lider af psykisk sygdom, men jeg lukker mig i al fald inde i mig selv, hvilket vel er en forsvarsmekanisme mod omverden, der pludselig er blevet farlig.

Nogle gange tænker jeg at en brækket arm ville have været lettere at håndtere, fordi den er et synligt bevis på at der er noget galt, men man kan jo ikke gå rundt med en brækket arm i fx over ti år. Armen heler jo, og gør psykisk sygdom alt for ofte ikke.

Min kat er blevet til mit support dyr - specielt på dårlige dage. Men hellere kaste sin kærlighed på en kat end slet ikke noget. Jeg tvivler på at jeg finder rigtig kærlighed i livet, da jeg fører en tilværelse, hvor jeg murer mig inde med piller og psykoser i utide når jeg ikke får nok medicin. Jeg undgår for så vidt muligt at gå udenfor med undtagelse af når der skal handles ind, vaskes tøj og gå ned med affald, og selv da kigger jeg mig over skuldrene. Jeg er bange for at gå ture, da jeg også har haft psykoser som jeg ikke ønsker at komme ind på fordi de er for vanvittige, og de sidder stadig på rygraden.
Mit hjem er blevet mit fængsel men også det eneste sted, hvor jeg tryg - på nær når jeg har psykoser.

Tiden siden marts 2010 er fløjet afsted, fordi mit hoved har været på medicin siden da, og jeg har erfaret at jeg husker dårligt, hvilket måske er pillernes skyld. Jeg ved det ikke.
Jeg ved bare at når jeg har set en film for to år siden, så kan jeg stort set ikke huske filmen, og det er som at se en ny film, fordi den er gal med hukommelsen.

Medicinen har sat sine spor på vægten, men jeg har taget kampen op. Jeg har smidt 25 kilo ved at spise moderat over en lang periode, så nu er jeg nede på 105 kilo. Forsætter min kamp imod vægten for vil gerne under 100 kg - ikke mindst på grund af helbredet.

Jeg ved bare at nyder, når jeg kan være kreativ med at skrive for det er en mental redningsplanke. At skrive er lig med frihed, og er døre til andre verdner, der tigger om at blive fortalte. Her har jeg frihed til at gå ud og trodse verden, hvis det er det jeg vil. Ja, her er ingen grænser. Her er jeg en gud, og ikke låst inde i min lejlighed.
Tror aldrig jeg bliver medicinfri fra antipsykotisk medicin, men i det mindste findes pillerne, hvilket hjælper men også hæmmer når dosissen er maksimal.
Jeg tager som altid en dag og en uge af gangen, og håber på en kreativ åbning, så jeg har et fornuftigt indhold i hverdagen ud over at læse i bøger.
Om et år fra nu er jeg formodentlig også på antipsykotisk medicin, men hellere det end at kæmpe imod grimme psykoser, synsforstyrrelser i form af hallucinationer eller tankemylder. Ja, hurra for medicin.

Status er vel i bund og grund at jeg skal holde fast i min medicin, og helst være dækket helt ind i dosis ellers går det bare galt mentalt. Men så længe jeg ved det er der ingen ko på isen.

Det var en længere smøre, men ord har det med at tage hinanden i hånden, når man er i gang med at fortælle.