Hej Mons.

Ja, nu spidser det virkelig til.
Utroligt hvad formanden og hans kumpaner hitter på. De skal da stoppes på en eller anden måde.
forunderligt at Preben kan være så uvidende, når han ser mange quis -programmer, men svarene må jo prelle af på ham.

Vh. Pia

Hej Poul.

Din korte tekst her, er en fin start på en roman - en livshistorie. Din eller et fiktivt jeg? Det er i hvert fald lovende, synes jeg. Sikke en start på livet.
Jeg ser, der er flere kapitler, men numrene forvirrer. Er det fordi, kapitlerne er skrevet over lang tid og der er spring i handlingen?
Du har vakt min interesse for historien,

Vh. Pia

Hej Ryan.

Ligesom Mette synes jeg, det er et stærkt digt. I skildringen af krigens rædsler og psykologien bag, kommer din ofte bombastiske stil til sin ret,
Den her er lige på kornet:
"Skinner's dukker i manegen"
Flot skrevet.

Vh. Pia

P.S. Der skulle stå SØD ikke død!
Pokker tage det tastatur! :-)

Pia

Hej David.

Gennem det meste af teksten er det faktisk en rigtig død historie, hvor der er plads til alle de, der ellers ikke er plads til.
Slutningen er så noget grum, men moralen er værd at tænke lidt over, synes jeg,
Jeg sidder og håber lidt at den der hemmelige ingrediens er skaffet på lidt bedre vis, end man med gru kan forestille sig. Ja, kan ikke lade være at digte lidt med.
Jeg kan virkelig godt lide historien.

Vh. Pia

Ja, jeg er stadig bag ud, men tager det lidt af gangen med din roman.
Her i kapitlet skal jeg da love for, at tingene spidser til. Morten formand viser for alvor hvor barnlig, løgnagtig og i det hel taget træls, han er. Og Preben hopper med på hans vogn. Til gengæld er Inger da vist ved at vågne lidt op.
Et godt kapitel med drama og spænding.
Jeg har vist før nævnt, at en del af personerne virker lidt karikerede (sort-hvid fremstilling)?
Det synes jeg fortsat, men sådan er det jo med mange historier.
Du har bygget godt op til det åbne opgør :-)

Vh. Pia

Hej Nina.

Endnu et udmærket kapitel i historien.
Fortsat rigtigt gode beskrivelser, især af hovedpersonerne. Her ses handlingen jo så fra Ellistons synsvinkel og den holder du fint, Du har mange fine, små detaljer, der er med til at gøre personerne levende og som viser omgivelserne.
Spændende, hvad Elizas rolle er. Det står efterhånden klart, at hun kan noget helt særligt, men både hun og Elliston samt læseren skal jo lige få rede på, hvad det er.

Vh. Pia

Hej David.

Ja, det kan man da kalde en misforstået velkomst. Perfekt titel.
Tænk at blive så inspireret af at skære sig i fingeren. Godt resten er fiktion.
Som sædvanligt godt fortalt.

Vh. Pia

Hej Ulla,

Mens det stadig er uforklarligt, hor den glæde kommer fra, vil jeg da bare glæde mig over, at den her i teksten holder sig, Det smitter som regel :-)
Udmærket skrevet.

Vh. Pia

Hej Ulla,

Dejlig lys og rar tekst.
Rigtig god beskrivelse af glæden, der pludselig har indfundet sig,' Jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke over, hvad der har forårsaget den.
Forår?
Udsovethed?
fint nok at din varme tekst sætter den overvejelse i sving :-)

Vh. Pia

Hej Camilla,

God historie med troværdig skildring af en sørgende mand, der ikke kan glemme sin elskede. Sara fascinerer ham dog, og du skildrer hende, så jeg forstår hvorfor, (kunne nu også have været "sjovt," hvis hun ikke var så dejlig af udseende, men det er bare en indskudt bemærkning ;-))
På sin vis er historien ret banal, men du formår at gøre personerne levende, så den fænger og slutningen er meget fin. Altså bortset fra allersidste linje, som mystificerer mig, for hvem er fundet?
Du skriver at historien er uredigeret, så jeg gider ikke remse diverse sprogsmuttere op, men konstaterer bare, at den faktisk hænger godt sammen og sproget overvejende er godt ::-)

Vh. Pia

Hej David.

Så fik jeg læst endnu en af dine gode historier.
På en stille, rolig og fremadskridende måde blander du dagligdag med mystik. Og det virker rigtig godt synes jeg.
Troværdige skildringer af både Gerda og King :-)
Skøn slutning.

Vh. Pia

Hej Lennart.

Udmærkede kapitler af din fantasy-fortælling. Jeg vil ikke skrive "god begyndelse," for der er jo hele syv kapitler :-) Heldigvis er de ikke så lange og historien er fint bygget op med introduktion af Alexes almindelige liv på kroen og ude med gederne.
Det er fint at vi ikke er på denne jord og spændende at opdage, hvordan dit univers fungerer. Tiden er vel noget i stil med Jordens middelalder eller senmiddel-alder.
Personerne fremstår fint. Dog kunne du måske antyde lidt mere om Alexes alder og udseende. (gætter på han er 14, 15 eller 16 år?)
Flere steder skinner det igennem, at historien oprindeligt har haft en jeg-fortæller. Jeg tænker, det er et godt valg at skifte til tredje person, men et par steder har du ikke fået det rettet. Ellers glider sproget fint med kun ganske få stave(tastesmuttere.
Jeg ser frem til at læse fortsættelsen.

Vh. Pia

Hej Mette.

Det er en rigtig god tekst, det her.
Hvis jeg var psykolog eller psykiater ville jeg nok diagnosticere din hovedperson/jeg-fortælleren, men det er jeg så ikke.
Høgen/høgene ser jeg som en materialisering af jeg-personens selvkritik, der muligvis stammer fra forskellige kritiske røster gennem tider. Jeg sidder og håber nogen kan finde hende og få hende med til den julefest, om så hun er gået en tur ud i det blå eller har trukket sig helt ind i sig selv,
Det må jeg så tænke mig til, og det fungerer udmærket her med en åben slutning

Vh- Pia.

Udmærket tekst, Sofie.
Den beskriver fint, hvordan det kan være at besøge en kirkegård.

Vh. Pia

Hej Mogens.

Nu fandt Anita så ud af, at broderen hedder Johnny :-)
Og så udvikler tingene sig ellers, skal jeg love for. Fantastisk at onkel Leo fortæller så meget i telefonen, men han trængte vel til at snakke.
Pudsigt at Anita forestiller sig, hvad hver enkelt af sine nye bekendte vil sige.
Rigtig godt kapitel.

Vh. Pia

Hej David.

Ja, måske var det et magisk farvebånd? Eller indgriben fra en vis herre? Det får vi ikke at vide, og det er helt fint.
Historien fik mig til at mindes, da jeg fik min første skrivemaskine. Den var rød :-) og jeg brugte den meget. .
Det er en rigtig god historie om en dreng og hans mor. De lader til at have det rigtig rart sammen. selvom de har ikke mange penge at rutte med. og det er rart at læse om. Jeg undrer mig så en lille smule over, at moderen har en bil? Især fordi jeg daterer historien til senest
en gang i 60erne? Okay, måske er det en gammel "spand," og det er umuligt at komme på arbejde uden den+ Jeg undrer mig også lidt over, at Niels kører i bus i 25 minutter. Måske fordi den kører snirklede omveje, for at samle elever og andre passagerer op? Æh, men når hun har en bil, hvorfor kører hun så ikke drengen i skole? Forskellig vej)?
Nå, jeg undrer mig bare, og det kan jeg også finde på, når jeg læser en udkommet bog eller ser en film, så det e egentlig ikke en kritik :-)
Det er en udmærket, ja faktisk glimrende historie.
Og jeg spottede ingen tastefejl :-)

Vh. Pia

Hej igen, Mogens.

Ja, jeg læste igen to kapitler i træk-
Nu ved jeg næsten, hvordan man kommer fra København til Greve. ;.) Og så blev det da fastslået, at Anita har en halvbror. Så er det spændende jo, hvad der er blevet af ham.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg forestillede mig, at Anita var enten blond eller måske med "kommunefarvet" hår, men i dette kapitel viser det sig så, at hun er sorthåret.. Ikke noget stort problem, men hvis du har nævnt det tidligere, har jeg overset det.
Johnny? Hvem er det? Halvbroderen? Nej, for Anita kender jo ikke hans navn?
Sikke en redelighed med den nye vaskemaskine. Forstår egentlig godt Preben gerne vil have, at der en i lejligheden, men det er noget skidt, vandet løber ned i butikken neden under.
Sproget er fortsat rigtig godt. Jeg spottede kun et par små hendes/sin-fejl - men sådanne ser man snart i alle tekster, så pyt med det..
Udmærkede kapitler :-)

Vh. Pia

Hej Mons.
Handlingen glide stille og roligt fremad. Anita kender efterhånden mange mennesker, og får en oprigtig undskyldning af den plagsomme pige fra folkeskolen. Og tager til genmæle overfor sin far.
Stadig en god historie :-) Læste lige to kapitler itræk.

Vh. Pia

Hej Stig.

Velskrevet historie om et relativt kort øjeblik i jeg-fortællerens liv. Fine antydninger om det, der gik forud skaber tilsammen et tilpas klart billede. Mest af alt er det vel en skildring af følelser.
At historiens jeg næsten er sig selv, giver det indtryk at han (det er nok en mand, men man ved aldrig) nok skal komme over det at blive forladt.

Vh. Pia