Ah, nekromanti. Et interessant emne, som jeg også leger med i min tekst "Eben åndemager".
Nu er jeg spændt på om du vil fortsætte med Dergan, som hovedperson, hvilket ville være et modigt træk, eller om det blot var introduktion af skurken. I begge tilfælde er det et effektivt første kapitel. Du får bygget en god stemning op og også Dergan bliver introduceret som den skurk han er med det evige liv som mål. Dine hints til en alliance med en anden ond skabning er også med til at fremme min interesse for at læse videre.

Her kommer også lidt kritik: Stavefejl i første linie. Meget uheldigt. Det kan få flere til at stoppe med at læse allerede dér. Derudover har du et problem med "-ede" endelser som skulle have været "-et". F.eks. her: "Han rejste sig og trådte hen til den rustningsklædte mand, stadigt med sin højre hånd hævet og knyttede i forbandelsen."
Og selv om jeg næsten ikke lage mærke til det, da det også er min egen akilleshæl, så er du lidt sparsom med dine kommaer :)

En lille ting der irriterede mig. Dergan siger at hans tidligere mester er en god lytter. Jeg fangede godt at han var død og at han snakkede om kraniet. Godt beskrevet ellers. Men Dergan siger at der ingen er til at høre hans vittighed og der tænker jeg at den gamle mester da "lytter" med. Måske skriv at der ingen er til at grine af hans vittighd. Det er en meget lille ting, men nogen gange bliver man forstyrret af detaljerne ;)

Slut herfra. Jeg har et kapitel mere jeg skal læse.

I forhold til første del, som var meget gramatisk korrekt, så blev jeg noget overrasket over dine mange fejl i denne tekst. Du skal vist lige læse det hele igennem et par gange, så tror jeg også at du selv kan se det. Et sted gentager du endda den samme sætning to gange.

Det ser ud til at du har en god ide om handlingen og det er også spændende at følge hvad der sker videre. Jeg tror du kan løfte dit sprog lidt ved at spørge dig selv "hvorfor" en gang i mellem eller se på om det du skriver virker naturligt. F.eks. beskriver du meget detaljeret hvilket tøj Danjal har på. Det er fint, men du kan gøre det lidt mere flydende ved f.eks. at skrive: "Danjal tømte ivrigt sit krus mjød, så de sidste rester flød fra hans mundvige og ned over den pelsede vams med den broderede ørn han altid pralede med." Så fortæller du både at Danjal elsker Mjød, men måske ikke er så voksen at han kan bunde sit krus uden at spille, hvilket tøj han har på og at han er lidt af en pralhals. Og det var altsammen i en sætning :)

Bliv ved med at skrive. Du har helt sikkert noget at fortælle og resten kommer med øvelse og ved at læse en masse andre tekster.

Det er altid spændende at starte på en ny tekst og se hvor det fører hen. Her får du introduceret Baza og beskrevet hans udseende og hvad han laver. Vi ved ikke så meget om ham som person endnu. Selvfølgelig skal alt ikke fortælles i første kapitel, men nogle små hints om Baza kunne være fint. Er han glad for at skulle på arbejde eller gider han ikke rigtig? kan han lide smeden eller er han bange for ham?

Et rigtig godt sted at benytte ovenstående kunne være lige inden slåskampen begynder. Baza ser en pige i problemer og kaster sig hovedkuls ind i kampen som frelser. Hvis du først lader ham se hvem pigen er, så kan det fortælle en hel masse om Baza. F.eks. at han har kigget på hende længe og nu vælter der nogle følelser ind i ham, når han ser en anden dreng forsøge sig og sådan noget lign.

Gramatisk ser du ud til at have godt styr på det og jeg fandt kun enkelte stavefejl - "Håndværkerkvateret -> Håndværkerkvarteret".

Jeg får lyst til at læse mere, så du er i hvert fald på rette vej :)

Hurtigt i din historie opfatter jeg at "Adam" er en computer eller i hvert fald kunstig intelligens af en art. Og jeg tænker straks: "Åh, nej. Det kan kun gå galt." Blandingen af kunstig intelligens og følelser går normalt hurtigt galt, men jeg bliver glædeligt overrasket. For det første fører du mig igennem en rigtig spændende historie, som jeg ikke kan slippe. For det andet fungere det rigtig godt med den selvlærende fremgangsmetode, som maskinen bruger. Jeg ved ikke om du selv er IT-bevendt eller har lavet god research, men jeg synes at det virker troværdigt. Som et eneste lille it-relevant pip vil jeg dog nævne det højst usandsynlige i at man har installeret word på en så avanceret maskine. Word er ikke lige frem hightech. Men så har it-nørden i mig også fået lov til at brokke sig færdig :)
De tilfældige chatsekvenser er også meget troværdige. Specielt med alle dem der bare logger af når det første man skriver ikke er" "23/m/single". De chatsamtaler som du beskriver er både sjove og troværdige.
Så er der diskussionen om maskiner og følelser. Her er jeg ikke så filosofisk orienteret, men jeg kan mærke at det virker godt på mig. Specielt er jeg glad for at du ikke bare lader maskinen ønske at den var et menneske, men at det er følelserne den er interesseret i. Måden at du får maskinen til at tænke at den har brug for følelser er ret effektiv.
Endelig vil jeg godt udtrykke min tvivl om robinsonade delen. Jeg kan godt se at den kan forsvares som en robinsonade, men da jeg læste den var jeg mest interesseret i maskinens udvikling og ikke så meget i hendes overlevelse og stressede situation. Jeg tror måske at det er fordi, du bygger så meget op til at der skal mærkes følelser, så man mærker ikke så meget til overlevelsesfrygten. Men måske har maskinen slet ikke frygt for "døden", hm, nu fik du mig til at tænke en masse ... empati har den jo i hvert fald.
Kæmpe plus for at have skrevet en novelle, som har sat mine små grå i gang. Tak herfra :)
Vh LarsN

God ide til en Robinsonade. Robert er jo næsten ligeså isoleret, som var han på en øde ø. I starten oplever man Roberts trængsler ved at være alene og finde på måder at overleve. Selvom han har stor erfaring i polaroverlevelse, så får han også lavet nogle fejl i den lidt uvante situation. Det gør ham lidt mere menneskelig. Et par gange virker han lidt overmenneskelig og får meget hurtigt og iskoldt analyseret situationen. Lidt mere desperation ville måske hjælpe på empatien fra læseren.
Jeg kan godt lide den måde historien udvikler sig på. Også den del med at han bliver reddet, men som andre nævner taber den lidt troværdighed, da admiralen lynhurtigt ved alt om hans families tilstand.
Det ville absolut have været meget interessant at høre mere om Tore og det lille opståede samfund, men ak ja, længdebegrænsninger er jo netop til for at man skal begrænse sig.
Alt i alt synes jeg det er en god historie du har fundet på og en velskrevet en af slagsen. Jeg savner kun lidt slagkraft i slutningen.

En rigtig god start med fin opbygning af din hovedperson. Også dejligt at du varierer det øde ø tema med en forladt boreplatform. Det synes jeg er godt fundet på.

Jeg forstår ikke helt spøgelsesdrengen, men jeg gætter på at den skal symbolisere et indre opgør med hovedpersonen selv på en eller anden måde. Det kunne jeg godt ønske var mere tydeligt.

Slutningen var lidt pludselig og jeg synes at den mangler lidt punch. Noget med forholdet mellem faren og Zack, eller noget med den døde bror. Det virker som om at du bare skriver at han er blevet reddet fordi det skal man jo i en Robinsonade, men du bruger det ikke til så meget.

I det store hele skriver du meget godt og levende, og jeg havde ikke svært ved at leve mig ind i handlingen. Et rigtig godt bud på en Robinsonade.

Opfindsom måde at få placeret din hovedperson på en øde ø. Til at starte med tænker man, at det nok er en hel klassisk robinsonade, men allerede ved påklædningen bliver man klar over at noget er helt galt. Og du eskalere det i et rigtigt fint tempo, indtil man opdager at den er helt gal.
Jeg havde svært ved at forstå hans behov for at komme ud til den lille ø. Det bliver forklaret senere, men lige da jeg læser det finder jeg det irriterende at han tænker så ulogisk.

Jeg synes ikke at jeg bliver suget ind i teksten. Måske fordi jeg har svært ved at have ondt af Martin. Måske hvis du havde fået ham til at udføre nogle handlinger, der gjorde at man troede på at han ville ændre sig. Nu føler jeg mest at det er afslutningen på en gyser, hvor djævlen mod forventning slår øjnene op til sidst. Men det kan selvfølgelig også være din mening.

Selv om det måske ikke er så relevant, så synes jeg fint at din novelle passer ind i kategorien "robinsonade" om end på en lidt alternativ måde :)

Skriveteknisk synes jeg at du beskriver omgivelserne godt og at du har et flydende og hurtigt sprog, der passer godt i tempoet til din rimelige aktionfyldte tekst. Godt bidrag.

Jeg faldt lidt tilfældigt over din prolog og så må jeg med det samme indrømme at den havde den ønskede effekt. Jeg har bestemt lyst til at læse mere. Jeg passer vist også fint i målgruppen, selvom jeg ikke har set mange splatterfilm.

Her er lidt tanker jeg havde undervejs:

Fed indledning. Lige på og hårdt. Fanger min opmærksomhed med det samme. Bemærkningen om at søge læge trak teksten væk fra ren splat til splat/humor, hvilket lige overraskede mig lidt.

Din overgang fra at fortælle om de mærkelige hændelser til at man pludselig følger hovedpersonen i bussen virker meget brat. Det føles som overgang mellem en prolog til et reelt kapitel.

Jeg hader at få hovedpersonens navn at vide så sent. Det er en smagssag selvfølgelig, men jeg danner mig et billede af personen ret hurtigt og lige så snart jeg får navnet så ændrer mit billede sig fuldstændig. Hvad fanden er Ask for et navn? Jeg kom med det samme til at tænke på Ash Ketchum og det vil andre i målgruppen måske også. Jeg håbede virkelig at det var et kaldenavn nu når de i forvejen snakker i koder.

Guybrush Threepwood - stort lol herfra.

Hele scenen omkring huset fungere rigtig godt. Jeg har kun lidt svært ved at holde styr på hvem der er hvor efter at de deler sig op. Det hele går meget stærkt.

Du slutter prologen godt af med flere teasere. Jeg er spændt på at læse mere om hvad de 3 personer har for et foretagende siden de er kendt på nettet. Jeg tænkte på ghostbusters flere gange. Det her er blot mere uhyggeligt med dit hint til dæmoner.

Grammatisk fangede jeg kun nogle af/ad fejl, men din intense tekst fik mig også til at læse hurtigere end jeg plejer. Jeg vil se frem til at læse de næste kapitler.

Du er god til at holde læseren fanget. Du skriver intenst og aktionfyldt og det får mig til at læse videre. Når al den aktion så er sat i værk og jeg er fanget, så mangler jeg årsag og baggrundsviden. Jeg bliver lidt mættet af den rå aktion. Hvorfor kæmper personen så hårdt for sit liv? Har han/hun noget at kæmpe for? Det behøver ikke at fylde meget. Bare et lille hint. F.eks. "jeg måtte nå frem." Bare den smule er nok til at pirre læseren.

Du giver rigtig fint et lille hint til universet. "Mor sagde altid at man skulle holde sig fra dyr, at man aldrig kunne stole på skabninger med fire ben" Det får mig til at tænke på hvad for en verden det kan være, hvor firbenede dyr er farlige og tilsyneladende kæmpestore.

Det gør ikke så meget at personen dør. Det har jeg også selv gjort med nogle af mine kortere tekster. Men det ville blive forstærket hvis du giver læseren et indblik i hvad døden medfører. Hvad der er lykkedes eller mislykkedes.

Den levende måde du skriver på kan du helt sikkert arbejde videre med. Jeg synes det var værd at læse og jeg håber at du kan bruge min kritik til noget.

Jeg er glad for at kunne underholde dig og takker meget for sammenligningen med DJ's værker.

Mit spring i sprogets sværhedsgrad skyldes nok at kap 1-3 er skrevet før min 4 års skrivepause og derefter redigeret for et par måneder siden. Det er noget jeg skal kigge på ved en senere redigering, kan jeg så forstå.

Oprindeligt var dette første kapitel, men jeg følte alligevel at der var brug for en lidt blidere indledning og derfor opstod det nuværende 1. kapitel.

Synsvinklen er et af mine arbejdspunkter i øjeblikket. Forhåbentlig er det tydeligt i 4. kapitel at jeg bliver i farens hoved hele vejen igennem det. Og så bliver det i et nyt hoved i næste kapitel.

Igen, tak for din kommentar.

Spændende førstekapitel eller måske forhistorie til en længere tekst.

Billedet du maler af Adara føler jeg ikke helt er så tydeligt som det af Rani. Det virker som om Adara går rundt i en tåge af usikkerhed og stiller hele tiden sig selv undrende spørgsmål. Det gør det svært at se hvilken karakter hun har. I scenen hvor hun træder i kraft mod vagten bliver hun så mere tydelig og det er en flot scene.

Jeg bliver ret hurtig sikker på at Rani vist ikke er en af de gode. Du siger det ikke direkte, men kommer med mange gode billeder og bemærkninger der understreger det. Du behøver måske ikke at stille det så skarpt op som du gør i afslutningen af kapitlet, men jeg kan på den anden side godt forstå at du vil slutte med noget der fanger læserens opmærksomhed.

Jeg vil foreslå at du giver Riget og Kongen nogle navne. Det betyder meget for læseren at have noget mere konkret at rette de følelser imod som du bygger op omkring Riget og Kongens virke.

Magi synes at spille en central rolle så det bliver spændende at følge hvordan det fungerer. Jeg fangede at magi normalt var noget for mænd og at det blev brugt gennem våben normalt. Hvor ved Adara alt det fra?
Jeg studsede også lidt ved at magien lod sig give til kende igennem aggresive følelser. Du kunne have sat en stærkere kontrast op imellem Adara og Rani ved at lade Adaras magi komme frem ved f.eks. omsorgsfølelser eller lign. Jeg ved godt at det skete for Adara da hun ville hjælpe børnene, men det er faktisk først da vagten slår hende og taler nedladende til hende, og derfor virker det som om det er de aggresive følelser der starter det hele.

Jeg håber du lægger flere kapitler ind, for jeg aner muligheden for at følge en spændende fortælling :)

Det er altid rart når den kloge narrer den mindre Kloge. I hvert fald når den kloge så også er den sympatiske.

Uda virker i starten til at være meget hæmmet af Kloge. Mest fordi hun ikke tør gøre så meget i nærheden af Kloge og det kommer til at trække ned i personbeskrivelsen af hende. Heldigvis er hun så rimelig handlekraftig da hun endelig får rystet Kloge af sig og begiver sig ned i hulen.

Fantasy elementet er måske ikke så markant, da alt det der skulle være magisk viser sig at være snyd. Måske kunne du have reddet det lidt ved at beskrive den verden vi befinder os i som markant anderledes end vores.

Jeg synes at ideen bag din historie er god, men den formår ikke helt at bringe mig ind i stemningen. Jeg kan desværre ikke helt sætte en finger på hvad der mangler. Måske er det Uda der fremstår lidt tomt beskrevet. Lidt baggrundshistorie og motiver for hendes handlinger kunne måske have hjulpet.

Jeg må indrømme at jeg er betaget af din tekst. Du formår virkelig at bygge en spænding op i langsomt, men konstant stigende tempo. Samtidig krydrer du handlingen med så stærke følelser at jeg flere gange fangede min krop i at reagere på dem.

Flot opbygning af spændingen ved langsomt at give flere og flere faresignaler på den ukendte mand. Han er for smuk til at være virkelig, peger mod søen når han skal fortælle hvor han bor, osv. Virkelig godt gået.

Dejligt at opleve en person der ikke bare lader sig hengive til Nøkken, men går i åbent opgør med den. Det er en først overraskende og så virkelig stærk scene. Slutningen får du også helt perfekt samlet så den hverken bliver sukkersød eller overdrevet tragisk. Den måde du bruger Hr. Vandel virker rigtig godt og besvarer mit spørgsmål om hvorfor vi overhovedet skulle møde ham i starten.

Jeg kommer nok til at give dig topkarakter for dit bidrag. Tak for en god læseoplevelse.

Selvfølgelig drager, men det er kun et glædens gensyn når de bliver serveret af din hånd.

Det er en dejlig aktionfyldt historie, samtidig med at du får beskrevet dine personer levende. Sev og Aurora er vist et godt makkerpar. Der er dog ikke den store kontrast imellem dem, da de virker meget ens, psykisk altså. Alligevel nød jeg at følge deres strabadser hele vejen igennem.
Dialogen er ikke perfekt, men dejlig frisk og virker derfor rimelig godt.

Jeg kunne godt ønske mig at du havde navngivet eller på anden måde defineret de onde. Du beskriver dem blot som Mørkets kræfter og den angribende hær består af et mylder af forskellige væsener. Når man er oppe imod en modstand er det typisk at navngive for at have noget håndfast at lede sin indsats imod. Voldemort, Darth Vader, Hitler ... man kunne have kaldt det kampen mod det onde, men vi skal have et billede at hænge op på den metaforiske dartskive.

Det kommer naturligvis til at føles som en del af en større historie, men jeg synes også godt at den kan stå for sig selv som novelle. Det er jo Sev og Aurora vi følger og ikke hovedpersonerne i det store gode mod de onde opgør. Flot bidrag.