Jeg ligger under en sofa. Jeg griner og fniser af lykke imens de andre gentagende gange tysser på mig. Vi snakker i telefon hele natten. Det er første gang jeg snakker med en dreng, hvor jeg siger lige præcis hvad jeg tænker og føler. Lykke, ren lykke.
Det var sidste gang jeg snakkede med ham.
Det er lørdag, kl. er 01.43 og vi går ned ad Vesterbrogade. Vi har ikke snakket med hinanden siden vi var 12, men det føles rigtigt. Så rigtigt. Det er første gang han fortæller mig lige præcis hvad han tænker og føler. Nysgerrighed. Han måtte bare se hvad "det her" var eller hvad det kunne være.
Det var sidste gang jeg så ham.
Vi står og spærrer for kartoflerne i Irma. Så køleskabet med mælk, og derefter glemmer vi næsten at betale. Vi kan ikke gå ti skridt uden at kysse. Det er ikke de der voldsomme tungeslaksker kys, der mest af alt får én til at tro, at man er havnet i en tørretumbler. Vi kigger hinanden dybt i øjnene, griner, kysser igen og glemmer alt og alle omkring os.
Det var sidste gang vi handlede ind sammen.
Vi ræser afsted i den røde sæbekassebil. Hele dagen bruger vi i slotshaven. Han fortæller ivrigt om alle træerne, planterne og svampene. Vi drikker kaffe i regnen. For første gang behøver vi ikke at glemme alle omkring os, for der sidder vi i regnen. Alene. Vi bemærker ikke engang at det regner.
Det var sidste gang vi gik ud sammen.
Det er Stor Bededag. Vi sidder i sofaen og spiser varme hveder med hans forældre inden vi køre ind til byen igen. Til lejligheden, privatliv og tosomhed.
Det var sidste gang vi besøgte hans forældre.
Jeg griner. Åh, hvor jeg griner. Der er ikke noget at gøre, jeg kan ikke stoppe igen. Midt ude i en fårefold, sidder vi på et væltet træ og ryger en joint. Jeg fortæller vidt og bredt om alle mine bedrifter før ham. Før os. Han kigger på mig og han elsker mig.
Det var sidste gang vi elskede.
Jeg er træt. Han er træt. Vi er trætte. Jeg er fuld. Han er fuld. Vi skændes. Det er sket 100 gange før. Men denne gang er det anderledes. Sms'erne, ordene, følelserne flyver rundt om ørene på os. Kl. er 01.43 og nu er det kun mine sms'er, mine ord og mine følelser der flyver rundt. Han er stille. Helt stille.
Det var første gang jeg aldrig hørte fra ham igen.