Da jeg kommer ud fra toilettet kan jeg ikke lade være med at grine af mig selv. Det var et af de der, egentligt ganske pæne, toiletter i lufthavnen. Men jeg ville nu alligevel ønske at jeg lige havde tisset en sidste gang inden vi kørte i morges. Det var bare mig og mor, jeg skulle jo kun være væk i 3 måneder, hvilket ikke var noget i forhold til Nicola der havde været væk i flere år og Barbara der aldrig var kommet hjem igen. Så her stod jeg altså, alene. Med hele verden for mine føder. Afskeden er klaret, jeg har tjekket ind, afleveret min rygsæk, købt slik, spist en sandwich og drukket en juice på 'Joe and the Juice'. Nu skulle jeg bare lige tisse inden jeg om kort tid ville bevæge mig ud på en 22 timer lang rejse.

Der er ikke mange der ved det, men jeg er typen der faktisk godt kan finde på at bruge albuen til at åbne døren ud til offentlige toiletter. Tror ellers der er nogle der kan skrive under på at jeg ikke er sart. Det er mere bare tanken om det der kan være på sådan et toilethåndtag, jeg er synes der er klamt. Ude på toilettet stiller jeg mig i bedste squat position for ikke at røre brættet med mine bare balder. Jeg forsøger imens at koncentrere mig om både at holde på min hovedpude, telefon, et pas med tilhørende billet og samtidig at tisse. Igen, jeg er altså normalt ikke sart, men de her offentlige toiletter de er og bliver altså aldrig rigtig noget for mig. Jeg drypper af og indser at hvis jeg skal tørre mig selv så, bliver jeg nødt til at finde et sted at ligge alle mine ting. Umiddelbart virker gulvet her som en åbenlys løsning, men i stedet vil jeg hellere lige forsøge mig med at, få alle mine ting til at balancere på den her store runde plastikbeholder hvori toiletpapiret opholder sig. Det er her mine ben begynder at krampe en smule da jeg efterhånden har stået i squat i et stykke tid nu. Da jeg rækker ud efter toiletpapiret får jeg overbalance. Muligvis grundet at, jeg har det der svare til, alt Zentropa's kameraudstyr i rygsækken. Jeg må tage fra på den før nævnte plastikbeholder, hvilket selvfølgelig resulterer i at min nye Iphone, pas etc. ryger på gulvet. Allerede her støder jeg på turens første udfordring. Under højre arm har jeg min højt elskede hovedpude, som på ingen måde skal ned og røre det gulv. Med venstre hånd støtter jeg mig altså nu mod plastikbeholderen. Heldigvis får jeg får ligesom skubbet fra med venstre hånd og min rygsæk med kameraudstyr sørger for at jeg igen får balancen. Jeg fanger toiletpapiret, og uden at falde forover igen får jeg taget jordens strammeste 'slimfit' jeans på med én hånd. Det kører.

Min indre latter stopper dog ret brat da, det går op for mig at, det er i dette øjeblik min rejse begynder. De næste 3 måneder kommer til at være fyldt med klamme toiletter. Hvis der da overhoved er nogen. Helt frem til dette sekund har min største bekymring været hvorvidt jeg ville græde når jeg skulle sige farvel til min mor, men mine bekymringer var af en hel anden kaliber nu.

Endelig, jeg har fundet min plads. Da jeg får sat mig ned, kan jeg ikke længere lade være med at tænke på, om jeg er overhoved er klar over, hvad det er der skal til at ske? Lige nu og her, i dette øjeblik, er der ingen vej tilbage og hele verden ligger for mine fødder. Jeg har lyst til, at hoppe op ned, skrige af glæde og fortælle hele verden hvor heldig og vild jeg er! Det er dog kun lige indtil, en anden bekymring melder sig. Tidligere på dagen, da drak jeg jo en 'Go away Doc', fancy pancy, juice. Om det var juicens skyld, finder jeg nok aldrig ud af. I hvert fald endte jeg med, at kaste op i samtlige 11 timer, på et flytoilet. Ej, nu skal jeg heller ikke overdrive. Jeg tilbragte en time på 52J, i midten. På min højre side, der sidder en sød og meget genert Thai-pige. Ikke særlig overraskende, skulle hun hjem og besøge sin familie. På min venstre side derimod, der sidder en mand. Stor og smart i en fart. Han kender åbenbart mange andre i flyet, alle mænd. Hans råben til Jens, Poul og alle de andre længere fremme i flyet, bliver afbrudt af hans lyst til en whisky. Jeg får også en. Han skåler, jeg nikker og håber bare inderligt på, at spritten fra min whisky tager den ulidelige brækånde, jeg nu er i besiddelse af. Henrik, som han hedder, han skal til Hua Hin. Jeg kan huske jeg selv engang at have været der, sammen med min mor og hendes mand. Vi har været i Thailand mange gange og jeg prøver at huske på, hvilken af turene vi også var forbi Hua Hin. Jeg husker dog ikke meget andet der fra, end de kæmpe Scandic hoteller der lå lige ned til vandet, fyldt med børnefamilier, pools med tis i og all inclusive. Henrik var én af dem. Han var på vej til Hua Hin for, at spille golf i en uge. Ham og drengene tog ofte af sted, så var de lige et smut i Malaga eller et andet lækkert sted. Jeg er ved at brække mig igen, denne gang er det dog ikke pga. juicen eller noget andet, men pga. den måde han fører sig frem på. For hvad kunne sådan en 19årig pige, som jeg, vide om den store verden? Om at rejse rundt og opleve, på den måde som smarte Henrik her, jo så ofte gjorde. Da han endelig beslutter sig for, at holde kæft med sin prædiken omkring livet og golf, kan jeg endelig lægge mig ned og sove. Der går ikke meget mere end 1½ min. før jeg igen tænker, det her sker bare ikke! Henriks hånd har på 'mystisk vis' indtaget en plads mellem min røv og MIT armlæn. Jeg er for udmattet til at gøre noget som helst ved det, så jeg sover bare.

kl. er nu, 03.03 dansk tid og 08.08 i Thailand. Jeg har netop spist morgenmad og nu husker jeg hvad det er, jeg elsker allermest ved Østen. Egg nuddle med Roasted Duck, til morgenmad. Jeg kunne leve sådan her resten af livet! På med rygsækken igen og ud til gaten. E9, viser sig at være den gate, der ligger aller længst ude i helle BKK lufthavn. Det er fysisk umuligt for mig at komme videre. Imens jeg er på vej imod, det der føles som verdens ende, ser jeg en masse helt hvidt klædte mænd. Jeg er åbenbart havnet i den ende af lufthavnen, hvor alle muslimer opholder sig, fordi der er et bederum. Jeg spørg mig selv, er det OK, hvis jeg føler mig lidt skræmt lige nu? Det er jo ikke det faktum, at de er muslimer. Det er mere bare den måde de kigger på mig på. Som om det er mig, der er gået forkert. Deres lange hvide klæder fortæller mig, at de er fra Saudi Arabien. Og ifølge 'Sex and the City', så er de ret seriøse omkring deres religion. Så, måske, de bare undrer sig over, hvorfor en ung pige, som jeg, går alene rund i BKK. Samtidig er jeg, vildt fascineret og draget af deres påklædning. Mændene bærer deres hvide klæder, som var det en kongekappe. Kvinderne, svæver hen over jorden, som fugle, med deres kulsorte burka. Kun deres sort malede øjne, er til skue for andre. Da jeg, når enden af E9, sætter jeg mig ved siden af en Nepalesisk familie. De spiller guitar og er de eneste andre der, som jeg, har nået verdens ende.

Jeg havde nu været i Nepal en hel måned og jeg elskede det. Jeg kendte alle de gode steder, var begyndt at lære sproget og i aften skulle jeg vise Anne og Laura, hvordan man går i byen i Kathmandu. Bbek, som jeg kun lige havde mødt, ville have mig med på en bar hvor han skulle spille med sit band. Han var trommeslager. Selvom han ikke så ud af noget særligt, så havde han mig ved trommeslager. Jeg er en af de klichéer der har noget for musikkere. Jeg har stadig ikke besluttet mig for om det var en god ting at jeg gik med Bbek den aften, men én ting er sikkert, det ændrede mit liv for altid. Bbek var noget andet. Ikke specielt attraktiv. En 24 år gammel, lille splejset nepaleser, med langt sort hår, tidligere stofmisbruger, nuværende alkoholiker og fraskilt. Eller det vil sige, hans kone Alice forsøgte hver dag, forgæves, at få ham til at underskrive papirerne. Men der stod han, døddrukken og komplimenterede min mohawk imens jeg fik slået benene væk under mig af forelskelse.