I foråret 1971 havde vi allerede i 6-7 år boet på Frihedsalle i Sønderborg, Mælkebilen var stoppet med at køre rundt om formiddagen, mødre var begyndt at gå fuldtids på arbejde og de små forretninger begyndte at skrante. Vi var flyttet, fordi min far først blev forretningsfører i fagforeningens malerforretning "Malernes Andelsselskab" og senere selvstændig malermester.

Min mor arbejdede efter fødslen af min lillebror først som slagter i den lille slagterforretning i nabolaget, efterfølgende blev hun dagplejemor, og endnu senere blev hun hjemmehjælper, hvilket hun beskæftigede sig med lige til sin pensionering. Hun lever den dag i dag - 91 år gammel. Klar i sit hoved, men med en krop, der langsom er ved at give op. Der er dage, hvor hun siger at hun ikke gider mere - hun er med et gammelt udtryk "Træt af dage". Jeg forstår hende og alligevel siger vi, hendes efterhånden gamle børn: "Pjat mor, du bliver da 100 år"! Men hendes to største interesser, bridge og bøger har hun måttet opgive grundet hendes svigtende syn, hun lytter dog den dag i dag stadig til den ene lydbog efter den anden, og hun er altid godt orienteret om alt, hvad der sker i verden omkring hende. Jeg tror at min litterære åre kommer fra min mor, hendes verden har altid været lige så stor, som bøgerne kunne række ud.

Hverken min far eller mor vidste, hvad de skulle gøre med mig - denne vilde dreng, der ikke gad gå i skole, ofte kom op at slås og der som hovedregel gik egne veje. Skolen havde sendt en udtalelse hjem: "Nils viser særdeles gode evner i de fag, der kan fange hans interesse". I den efterfølgende samtale bad skolens ledelse indtrængende om, at jeg kom på efterskole i 9. klasse. Min far, der nu var selvstændig malermester mente nok, at der kunne blive råd til dette, så efterskole fra august var besluttet.

Jeg ankom, i min fars flotte Taunus 12 M, til Kongeådalens efterskole en formiddag først i august måned 1971. Hen over hele sommeren jeg havde faktisk set frem til denne dag, for jeg var noget så træt af at gå i folkeskolen. Dette havde da også det sidste halve års tid vist sig tydeligt som en total mangel på respekt for skolen, for lærerne og for de andre elever. Ofte gik jeg afsted med skoletasken om morgenen, og når jeg knapt var kommet rundt om hjørnet, så gemte jeg tasken i naboens redskabsrum og brugte dagen i skoven og/eller ved stranden. Når skolen så sluttede for de andre, hentede jeg tasken og kom hjem - som intet var hændt.

Nå, men på efterskolen fik vi efter en velkomst tildelt værelser, kufferter blev båret op på firemandsværelserne, hvor vi nu lærte vore kommende "roomies" at kende. Et dejligt kammeratskab der den dag i dag stadig holder mellem de to af os, der stadig lever. Desværre har et færdselsuheld og sygdom taget to af vore "roomies". Straks efter at mine forældre var kørt fra efterskolen, blev vi fire på værelset enige om at skynde os over i opholdsstuen.

Som projektiler skudt ud af en kanon susede vi med mig forrest over skolens gårdsplads. Midtvejs over grus pladsen løb vi forbi en høj mand, der gik i den modsatte retning. Jeg skulle lige til at sige "mojn", da jeg væltede så lang jeg var og med næsen ned i gruset, fordi manden havde spændt ben for mig. "Her på pladsen går vi pænt og løber ikke, husk det," sagde manden mens han med hænderne i siden stod og så ned på mig. Jeg stirrede olm op på ham og som den vilde dreng jeg nu engang var, sprang jeg op og hen til manden, greb fat om hans ben lige over knæene og fik ham væltet omkuld. Manden kom hurtigt op og holdt mig ud i strakt arm: "Er du rolig nu, eller skal vi tage en omgang brydning ovre i gymnastiksalen"? Jeg sagde trodsigt og frækt, at det gør vi en anden dag og han slap mig. Vi drenge fortsatte over til opholdsstuen, men nu gående i et mere roligt tempo.

I løbet af den første uge på efterskolen lærte vi mere og mere om forholdene. Drengene boede på værelsesgangen, der lå over klasseværelserne og over forstanderens bolig. Pigerne boede i værelsesfløjen over opholdstuen, over spisesalen og over køkkenet. Lærerne var friske, ungdommelige og havde en dejlig kammeratskabslig omgangstone med os elever. Undervisningen var grundig, alligevel uhøjtidelig og kombinerede skoletid og fritid på en god måde. Rengøring af værelserne skulle vi selv gøre, rydde op og feje hver dag; støve af, støvsuge og vaske gulv en gang om ugen. Rengøring af opholdsstuen en gang om ugen på turnus. Spisesalen og køkken skulle rengøres af køkkenholdet, der også var på turnus. Der var en dejlig logik og symmetri over pligterne og ingen klagede. Skolen havde fiskeretten langs et stykke af Kongeåen, hvilket lige var vand på min mølle, og jeg brugte sammen med et par andre fiskeinteresserede mange timer der.

Manden der havde spændt ben for mig underviste efter skoletid i brydning. Denne første uge erfarede jeg, at manden var pedel, altmuligmand, brydeunderviser og havde opsynsvagter om aftenen. Han boede på et lille husmandssted kun tre- til firehundrede meter fra skolen, og jeg erfarede at han var tidligere jægersoldat, tidligere FN soldat og tidligere Danmarksmester i brydning - en høj, slank og senestærk mand omkring 45 år. Jo mere jeg fik at vide, jo mere betænkelig blev jeg ved min udtalelse om, at vi senere kunne tage en runde brydning i gymnastiksalen. Men jeg stod som altid ved mit ord og omkring 2 uger efter at jeg var startet på skolen, stod jeg i en brydetrikot i gymnastiksalen, og overfor mig stod den mand, der den første dag havde spændt ben for mig. Inden vi startede på vores lille og meget kortvarige brydekamp, forklarede han tydeligt reglerne, ikke slå, ikke bokse, ikke spark, kun tage greb og forsøge at tvinge modstanderen ned i måtten med skuldrene.

Vi stod overfor hinanden med 3-4 meters afstand. Han gik langsomt frem mod mig med arme og hænder fremme, for således at få et greb på mig. Jeg tænkte at det skulle fan'me være løgn og løb frem mod ham med hænderne hævet. I sidste øjeblik sænkede jeg armene og satte højre skulder frem og ramte ham med fuld kraft i maven. Men maven gav ikke efter, han kollapsede ikke, han tog fat om mig, løftede mig helt op over sine skuldre, og slammede mig ned i måtten, så alt luften gik ud af mig. Jeg kunne ikke noget andet end at kapitulere totalt overfor denne overmagt.

I løbet af dette år blev jeg faktisk meget gode venner med denne mand, han tog mig lidt under sine vinger og lærte mig meget om skolen, livet og titusinder af andre ting. Jeg tror, at han i sine unge dage også var en de vilde drenge, og at han i mig så en fortids udgave af sig selv. Jeg havde mange og lange samtaler med Petersen(Pet'sen). Jeg kom hjemme i privaten hos ham, i fritiden hjalp jeg ofte med dyrene og landbruget i det lille husmandssted og jeg blev i løbet af året en habil bryder. Det var også ofte, at jeg bragte ham et par bækørreder fra åen.

Året forandrede mig, uden at jeg lagde mærke til det, mine forældre sagde jeg var blevet moden, ansvarlig og ambitiøs. Der var måske noget om det, men jeg tilskriver det mit venskab med Petersen (Pet'sen), hvem ved? Resultatet var under alle omstændigheder, at jeg kunne begynde i 2. real i folkeskolen i det efterfølgende skoleår. Jeg følte ikke, at det at gå 9. klassetrin om var et nederlag, for det var i mine øjne en opgradering at komme i realen. Jeg fik efter 3. real en rigtig god eksamen med adskillige 13 taller og en verden fuld af muligheder. Tak Pet'sen.