Jeg kan lide at ville skrive når min tablet løber tør,
fordi jeg nu tvinges til st huske. Måske glemmer jeg, og var det så vigtigt?.
Jeg kan lide en gammel obel,
Fordi jeg ikke behøver, være professor for at køre og fordi en bil til halvtreds x K er dyr.
Og kørte vi alle forsigtigt, skulle jeg ikke pakkes ind i luftpuder.
Jeg kan lide Dan Turell fordi han holder af hverdagen,
dagene hvor jeg skal vælge det samme til middag som i sidste uge.
Jeg elsker de faste vaner, de gør mig tryg.
Brugsens nøje udvalgte udsalg af medister,
det kan jeg lide fordi det kærester med rødkål.
Jeg kan lide et godt stop, legalisering og ældre der passes behørigt.
Jeg kan lide myretuen og uniformer der høfligt hilser på med frigørelse på cocktail glas.
Måske fordi dagdrømme er på flextid, børn der curler og populære papilotter.
Medicin industrien der lønsomt dikterer rulletrapper på overlyds fart, fitnesstøj, kondisko og udbrændte afvigere.
Jeg kan lide de der jogginhabitter, lakridspiber og esmøger. Fordi den er dampet af, en sjælden gæst.
Jeg bærer gerne korset som det uartige postbud, efter at have vendt sol til is.
Jeg kan lide huller i lommer, den varme følelse på fingrene og laks på et bræt.
Jeg kan lide når koteletter danser tango med boblemænd, sorte negle og frilufts kokke.
Jeg kan lide når folk læser det jeg skriver, for hvorfor skulle jeg ellers gøre det.
Jeg hvisker fordi døve ører har vægge, eller er det omvendt.
Jeg hvisker når noget skal høres, men vinen i glasset råber meningsløse ord over tid.
Jeg kan lide når digtet er færdigt, men hvornår er det det. Fordi nogen stopper halvvejs fordi det er røvsygt. Og det er jo ligegyldigt, for bliver det læst.
Cyklober i brudekjoler med stopure, giver ikke ved døren, de vokser sig store og måske kan du kysse en frø en dag, det kan jeg lide, fordi en prins i et eventyr kan alle lide, i joggingtøj.