Der står en figur i min have. Den forestiller en dreng med en trillebør. Der skal blomster i trillebøren. Men figuren er grim og grå, og jeg bryder mig ikke om den. Figurer i frostsikker cement, hører ikke hjemme i haver, men den stod her da jeg købte huset, og jeg har beholdt den. Jeg har fundet ud af, at den lille dreng i virkeligheden er Vredens gud. Han står i et hjørne af haven, foran en rododendron der er blevet lidt for stor, og jeg kan se ham fra fra mit udkigstårn, og når livet bliver for meget, står jeg i tårnet og råber min vrede ud. Så tager han sin trillebør, og kører rundt i haven for at samle min vrede sammen i trillebøren. Bagefter går han ud i verden for at aflevere vreden, der hvor den hører hjemme. Det giver mig afløb for alt det lort der var.
Mit udkigstårn står på tre ben bag huset. Der skulle have været et fjerde ben, men det endte i stedet som flagstang. Den er til de gode dage, hvor jeg sender det gamle falmede flag til tops, og lader hele verden vide, at det er en god dag. De dage smiler jeg til rådyrene, når de kommer ind haven for at drikke af den store grå zinkbalje. Jeg har hældt vandet op til dem på forhånd, og de er velkomne i min have. Så sidder jeg på den stol der er mere rustrød end hvid, og vipper på terrassens skæve fliser. Jeg ryger på min pibe, og betragter dyrene mens de drikker. Jeg har det godt i den tavshed der er mellem dyr og mennesker.
Når dyrene er færdige, løfter de deres hoveder og ser på mig. Der er ingen frygt i deres blikke, for vi kender hinanden, og vi er afhængige af hinanden. De får vand, og jeg får stilhed, og der er ikke brug for frygt i den aftale. Vi er gensidigt reserverede og trygge. Vi har en fælles virkelighed, og når dyrene ser på mig, oplever vi et kort øjeblik en samhørighed, vi ellers havde mistet. Vi nikker langsomt til hinanden inden de går tilbage til skoven. Jeg bliver siddende og ryger færdig.
Bagefter henter jeg flaget, for så blev det alligevel sådan en dag.
Udkigstårnet svajer lidt når jeg klatrer op. Jeg har bygget det af lærketræ, så det vil stå her længe, og når det svajer føler jeg at det lever. Engang blev jeg spurgt hvad jeg kalder mit tårn. Men det hedder ikke noget. Det er bare et udkigstårn hvor jeg kigger ud, for at se hvor jeg kommer fra, og hvorfor jeg havnede her. På gode dage ser jeg også små glimt af hvor jeg skal hen. Men lige nu er jeg her.
Jeg sover i mit tårn. Inden jeg byggede det, sov jeg i huset. Men vægge og lofter begrænsede virkeligheden, så jeg byggede mit tårn. Nu sover jeg der, og når det er skyfrit ligger jeg på ryggen, og ser op mod nattens stjerner der sender mig lys fra tidens begyndelse. Det siges, at man føler sig lille og ydmyg under stjernerne, men det er noget vrøvl. Under den åbne himmel ved jeg, at jeg er en del af noget større. Og stjernerne er små huller i det natsorte, hvor der engang var et menneske, og lyset kommer fra et sted bag det natsorte, og det er der den virkelige virkelighed er. En dag skal jeg også vende mig fra mørket og gå ind i lyset. Så fødes en ny stjerne, for jeg lavet et hul i mørket som ingen kan udfylde. Den plads i verdensbilledet er kun min.
Jeg kan ligge længe i tårnet og lade mig fylde af klarsyn, indtil jeg når det punkt hvor der ikke er plads til mere. Så hører jeg trin på stigen, og mærker tårnet svaje. Det er søvnen, der er på vej. Hun kryber ned under tæppet til mig, og mens jeg sover, viser hun mig de billeder hun havde med. Det er billeder af alt det der var at forholde sig til. Billeder hun har hentet nede i min bevidstheds støvede arkiver, som kun hun og jeg har adgang til. Det er mest hende der kommer der, for hun ved præcist hvor de enkelte billeder har deres plads. Jeg kan sjældent finde det jeg skal bruge, og derfor kommer jeg der ikke så tit.
Når vi er færdige med at se billeder, lukker hun øjnene og ligger helt stille hos mig til solen igen står op over skoven, og det er tid for hende at gå hjem.
Inden jeg flyttede herud, boede jeg i byen i et helt almindeligt parcelhus, i et helt almindeligt parcelhuskvarter. Og selvom dagene dengang mest var gentagelser, kedede vi os ikke, for vi tænkte ikke på det på den måde. Vi var hvor vi var, og det hele var lidt lettere sådan. Der var ikke så meget dybde, og så er der ikke de udsving der gør det svært. Vi gik på arbejde, holdt fri, og sov, men weekenderne ødelagde rytmen. Så sad vi i sofaen og så på hinanden, og vidste ikke længere hvem vi var. Mandag kunne vi åndede lettede op.
Charlotte var klinikassistent, og jeg var gymnasielærer, og så er parcelhuset det naturlige valg. Så har man brug for den hæk, og Søren voksede op i det hus bag den hæk. Han gik i børnehave, og i skole. Senere tog han en studentereksamen, for så gik tiden mens han overvejede hvad han i virkeligheden ville med livet, og det er godt at have noget at falde tilbage på hvis livet udebliver, og en god eksamen har aldrig skadet nogen. Det var sådan vi tænkte dengang, og derfor var det også sådan Søren tænkte. Det var helt naturligt, og vi fik kun Søren.
Charlotte og jeg fik 21 år sammen, og de sidste år gik nærmest i tomgang. Men nu er huset og livet med Charlotte og Søren bare noget der var engang. Nu bor jeg her i skoven med minder og rådyr. Jeg vælger at tro, at min nye lykke er gemt her et sted, men nogle gange tænker jeg tilbage på det der var i parcelhuset. Så tænker jeg på alt det der kunne have været, og på det der ikke blev, og jeg tænker på følgerne af at det alligevel ikke blev sådan. For selvom det mest var stilstand og hverdage, så var der en tryghed i gentagelserne. Der var de rutiner, og vi vidste hvad vi skulle. Og når jeg tænker på den tid, fylder tomheden mig med ingenting, og så vender blikket ligesom indad, mens jeg går i stå. De dage bliver rådyrene i skoven, for de ved, at der ikke er vand i baljen. Flaget bliver på reolen i bryggerset, og jeg går op i tårnet. For kun der kan tomheden brede sig, uden at sprænge rammerne. De dage, sidder søvnen ved tårnets fod, og venter på at høre lyden af en tungt læsset trillebør, der bliver skubbet ud i verden af en lille dreng af cement, for hun ved at der ikke er plads til hende under tæppet, før han er gået.
De dage har hun ikke billeder med, for det er svært nok som det er.