(I Saint Germain, ligesom i resten af hovedstaden, var den store Piaf et uundgåeligt element af byens åndsliv.)

Les Deux Magots

På cafeerne afspillede de hendes bedste sange, oftest fra store, antikke og meget prætentiøse grammofoner som gav hendes allerede sprøde stemme den ekstra, helt specielle parisiske kant. Sådan startede Marguerite gerne sine morgener, når hun satte sig under Les Deux Magots' grønne baldakiner og bestilte sin vanlige varme chokolade i den enorme, runde kop de serverede den i, chokoladen som gik så umådeligt godt sammen med kokainen hun havde sniffet aftenen før, kokainen som aldrig gav hende alkoholens tømmermænd, i hvert fald ikke den lavkulturelle og ægte slags - og i Paris (medmindre man altså var turist) gik man op i autencitet forud for alt andet.

Hendes rutine var ikke planmæssig, medmindre det handlede om forretningsmøder, så var Marguerite Gagnon kun punktlig, når det passede hende. Til tider var hun på Magots allerede klokken ni, andre gange kom hun ikke før til frokost, måske endda kun hurtigt ind imellem to andre aftaler. Escortpige var hun vel, man kunne ikke forvente sig, at hun var tro. Loyal, ja, men tro, nej - hun havde ingen planer om at forsøge sig i den slags beføjelser heller, ikke for Magots' skyld og da slet ikke for sine mænd, det betalte de hende simpelthen ikke nok til. Man kunne jo overveje om der overhovedet fandtes den slags penge i verden.

Hun kom dér dog stadigvæk, så godt som dagligt. Satte sig på sin faste plads, medmindre en anden kvinde havde haft frækheden til at stjæle den fra hende, det skete, hvorimod hun i modsat tilfælde, hvis det var en mand, anså det som en åben invitation til at finde sig lidt behageligt selskab som akkompagnement til sin morgenmad eller sin frokost-quiche. Over deres respektive drikkevarer nød de udsigten til franskmændene i sol og regn, ekkoet af bohême og oprør som stadig ulmede nedenunder fashion-distrikternes jerngreb. I Frankrig lod man sig ikke narre af kapitalismen. Selvfølgeligt accepterede man under de letteste protester dens åg, fordi det var så pænt og komfortabelt, lige nu, lige her, men man var altid klar. Når man var fransk. Skulle tingene nu engang ændre sig. Det ville hun nævne for ham, hendes bordherre, og han ville rulle sin avis sammen og gøre honnør med den, for større respekt var der ikke iblandt dem for autoriteterne og de store kræfter. Ikke i Saint Germain. Ikke i Paris.

Ude på gaden spillede en gademusikant La Foule. Hun havde krøllet hår og var ganske petite, men harmonikaen var nu engang ikke Piafs spurve-stemme på grammofon og derudover var pjalterne alt for pæne. Hun var nærmere en stær end en spurv, en starling med en harmonika og hvem købte dog dét koncept? Alligevel tabte Marguerite en fem Euro-seddel ned i hendes hat, da hun gik forbi en halv times tid senere, for hendes bordherre havde betalt for hendes mad og hun havde råd. I respons sendte den lille stærepige hende et smil der vitterligt sagde mere end ord. Mere end ord og penge og forstillelser.

(De eneste der elskede Jardin du Luxembourg mere end pariserne selv var Paris' turister.)

Jardin du Luxembourg

Åh, hvor ofte Marguerite var blevet bedt om at tage billeder for tyske familier eller, bedre endnu, hvor ofte var hun ikke blevet spurgt om hun dog venligst ville lade sig fotografere af en gruppe-under-regnbueparaplyen fra et uspecificerbart land i det østlige Asien. Siden hun så fantastisk ud med slottet til baggrund, så sagde hun sjældent nej, men hun kom faktisk slet ikke i parken for at blive givet ekstraarbejde eller få taget portrætfotos. Hun kom i Jardin du Luxembourg for blomsternes skyld og for statuerne. De mange små indslag blandt grusstierne og de flade, kedelige plæner.

Det mest ideelle sted, det smukkeste sted i byen at observere årstidernes skiften var her. Foråret førte farverne med sig ind i sommeren og sommerens farver falmede i lange baner om efteråret - om vinteren var haven kun noget ved, når det havde sneet og statuerne syntes at vokse op af hvide dynger, fordi græsplænerne ikke måtte betrædes, heller ikke dækket i flere centimeter himmel-nedfald til eventuel beskyttelse. På stierne var der sjap, der var vådt og der var kedeligt, men indimellem fandt man disse urørte pletter som godt kunne tiltale hende, om ikke andet så fordi de var de eneste af deres slags tilbage i hele den store metropol.

Hendes yndlingstidspunkt om året at komme i Jardin du Luxembourg var alligevel og uden tvivl i oktober, omkring hendes fødselsdag, når septembers blå himmel var falmet og de sidste dybrøde blade stod i endnu større kontrast til den blege efterårshvælving. Også her fandt man de optrædene og nogle måneder efter først at have mødt hende udenfor Magots, mødte Marguerite hende igen, harmonikaspilleren, faldt vel næsten over hende på vej fra slottet til sin yndlingsstatue bagerst i parken. Pigen med sine umådeligt charmerende krøller smilede, genkendte hende tydeligvis og kastede et langt blik i sin tomme hat, hvilket fik Marguerite til at le - og fordi hun lige havde fået sine fødselsdagspenge af Anders, kastede hun en ti-seddel ned i dybet, så den forsvinde, blive spist af for og uld.

Som tak spillede pigen Padam Padam og hvem kunne egentligt ønske sig en bedre fødselsdagsgave end dét?

(Hun havde lært at danse vals til La Vie En Rose, for som resten af Saint Germain satte man på La Coupole stor pris på Piafs talenter, hvor end afdøde og tragiske de var.)

La Coupole

Om dagen var det et spisested, om natten et drikkested, men om søndagen ingen af delene, i stedet samledes alle i Paris som ønskede en svingom i den dertil indrettede sal og dansede på det sidste århundredes mangeartede manér. Salsa og tango, vals og foxtrot, hele ens balkort kunne man få fyldt ud, hvis man var dygtig eller i det mindste lærenem nok. Inden hun begyndte at arbejde for Hertugen, helt officielt, havde Marguerite brugt det som sin øvesal. Havde fundet mere erfarne partnere til at lære sig trinene i et afslappet miljø uden sin privatlærers irriterende harpen. Hun havde trivedes i La Coupoles dansesal, havde fundet sig tilrette i valsens overspring og var kommet til at holde af tangoens drevne natur. Således havde hun også mødt en del mænd som sidenhen fandt vej ind i hendes klientel, gode mænd, ordentlige mænd, den slags der fandtes for få af i verden eller som i hvert fald oftest talte for lidt i regnskabet, måske fordi de ikke havde penge nok til at gøre sig betydningsfulde. Som penge jo selv gjorde sig til.

Efter hun havde lært sin vals og sin tango, kom Marguerite ikke på La Coupole så ofte længere, men hvis hun en sjælden gang fandt sig selv mindre konstruktivt beskæftiget, hvis hun ikke havde andre planer for søndag aften og nogle af de andre piger skulle afsted alligevel, kunne hun da godt overtales. Uden nogen egentlig modvilje. Denne aften, var hun blevet informeret, ville temaet være Jazz Age og de havde allesammen ladet sig kommandere og klæde ud i bedste flapper-stil, med håret sat og fjerprydede bånd om hovedet. Korte kjoler der svingede med de lange snore, når benene bevægede sig. 1-2-3, 1-2-3, 1-2-3...

Bandet var gået i gang, da Hertugens piger langt om længe gjorde deres entré. Alle fandt de hurtigt partnere, naturligvis, Marguerite var kun sidst ude af starthullerne, fordi hun blev optaget ved scenekanten. Af kvintetten og dens forsanger, bassen, violinen, en harmonika og se dog! Om ikke det var hendes lille gademusikant, indenfor på den store scene. Sikke hendes krøllede femmer og hendes tier havde hjulpet, ikke sandt? De kiggede længe på hinanden, Marguerite og stærepigen, imens hun spillede sit rif, halvvejs igennem endnu et Piaf nummer. Bag dem var gulvet fyldt af dansende par der endnu ikke havde mistet hinanden af syne. Marguerite, derimod, havde på fornemmelsen, at når hun først vendte ryggen til hende, sin harmonikaspiller, når hun drejede sig på hælen og fortsatte videre, så ville hun aldrig få hende at se igen. Det var selvfølgeligt sådan livet udspillede sig og sådan livet udspillede sig selv til tider, sådan kendte ansigter kom og gik, men lidt trist var det dog stadigvæk. Hun fiskede en hundred Euro-seddel op af sin taske denne gang og smed den på scenens langt-fra-skrå brædder, hvor ingen virkede til at lægge mærke til den, udover den anden kvinde som faldt tilbage i samspillet med de andre, så snart hendes tid i spotlightet var ovre og La Foule virkeligt, på den mest parisiske facon, blev til en vrimmel.