Parkeringspladsen er tom, da bilen glider ind på den mudrede holdeplads.
   Jeg hører min moster rykke rundt med gearstangen, men ser kun den røde murstensbygning, der under mørke skyer, tårner sig frem foran os.
   Nervøst kører jeg en hånd gennem mit lange, mørke hår. En skælven undslipper mine læber, ved tanken om at være fri.
   "Sarah," hvisker moster. Hendes stemme knækker over. "Du behøv ikk' a gør det her. Det ve du godd, ikk?" Hendes gebrokkent dansk irriterer mig. Hun gør ingenting for at tænke fremad. Komme videre.
   Jeg svarer hende ikke. I stedet lader jeg min opmærksomhed fange en dråbe, der blidt rammer den støvede bilrude. Endnu en følger hurtigt efter.
   En knude trækker sig sammen i mit bryst. Dråber kan være så meget. Regn, der siler ned fra himlen, ligesom nu. Vand, der fra en brønd livgiver og slukker tørsten. Men dråber kan også være tårer. Tårer fyldt med et savn, sorg og minder. Varme tårer der glider ned ad kinderne og efterlader sig en sti af usynlige ar, som man kun selv kan få øje på. De vil altid være der, arrene, det ved jeg godt. Men derfor kan jeg vel stadigvæk forsøge at glemme?
   "Hadjara..?" Hastigt vender jeg mig rundt i bilsædet. Mine øjne lyner mod mosters halvt skjulte ansigt. Hadjara, den fremmede, alt ved det navn er afskyeligt.
   "Dét skal du ikke kalde mig." Min stemme er som en kats hvæsen og alt indeni mig kæmper en kamp imod lysten til at omfavne min mors søster, mine eneste familie, og bede hende om at tage mig med hjem igen.
   "En ny identite ve ikk andre på hvem du er. En da find de ud af det. Måske ve de det alrede." Jeg er ligeglad. Jeg vil bare gerne have en chance til. En mulighed for at starte forfra.
   "Hadjara findes ikke mere." Siger jeg så og lader igen min opmærksomhed søge mod den fremtid, der tålmodigt venter foran mig.
   "Herind finds hun." Ud af øjenkrogen kan jeg se moster sætte en hånd mod sit bryst.
   Min kæbe begynder at dirre og desperat griber jeg fat i håndtaget. Hvis jeg venter meget længere med at gå, ender jeg med at blive.
   Da jeg hører lyden af torden, kommer jeg dog til at tøve. Braget får ruderne til at klirre og mit hjerte begynder at banke hurtigere. Der går ikke lang tid før regnen tager til og begynder at hamre mod bilens tag. Jeg tager en dyb indånding og lukker øjnene, i samme øjeblik som et nyt brag runger hen over den tomme parkeringsplads.
   Lyden får en underlig vrede til at bruse gennem min krop. Den hamrer med alt hast gennem mine årer, lige så hurtigt som et vandfald der kaster sig ned fra et bjerg. Den skaber billeder foran min nethinde. Billeder jeg helst vil glemme. Den lader mig huske og fortæller mig hvordan angst kan gøre en sindssyg. Den bekræfter mig i, at jeg har ret, at jeg har truffet den rigtige besltuning.
   "Jeg vil gerne ud nu." Jeg kan knap nok selv høre de ord, der besværet kommer ud over mine læber.
   "Jeg hold af daj, det ve du godd, ikk?" Jeg nikker og gør alt hvad jeg kan for ikke at se på hende. Nu skal der ikke tvivles længere, jeg kan ikke blive ved med at vente.
   "Det ved jeg godt." På trods af mit forsøg på kun at kigge fremad, kan jeg ikke lade være med at kaste et sidste blik tilbage på det, som jeg er ved at forlade.
   Mosters øjne er røde og et par våde stier er allerede ved at ætse sig ind i hendes hud. Hun ligner mor. Hun ligner hende helt forfærdelig meget. Jeg snøfter kort, men ryster så på hovedet. Jeg har ikke plads til flere ar. Jeg har ikke kræfter til flere søvnløse nætter. Alt min energi er i forvejen brugt op. Alt mit håb er forsvundet som dug for solen. Jeg er intet andet end en 16 årig pige, der desperat forsøger at skifte den ham, som for længst burde være blevet udskiftet. Jeg er som sand der siver gennem et par hænder - jeg forsvinder langsomt, bid for bid, sandkorn for sandkorn, og på et tidspunkt vil der ikke være mere tilbage. På et tidspunkt vil det være ligegyldigt om jeg er Hadjara eller Sarah, for da vil der ikke længere være nogen at give skylden.
   "Vel du ikk vent? Det regn nu." Jeg smiler forsigtigt. Jeg vil ikke give hende et falsk håb om, at jeg ombestemmer mig i sidste øjeblik.
   "Det må vi nok hellere vende os til. Det gør det jo meget her." Moster griber fat i min hånd og giver den et klem. Endnu en tåre forlader hendes øjenkrog, men så retter hun ryggen og tager en dyb indånding.
   "Så held og lyk, Sarah." Hendes ord fortæller mig, at hun inderst inde faktisk er parat til at give slip, også selvom hun ikke har lyst til det. Måske vælger hun en dag selv at glemme, at starte forfra. Det håber jeg for hende. Det fortjener hun.
   For anden gang lader jeg min hånd gribe fat i håndtaget. Nu er der ikke længere flere muligheder for at trække tiden ud.
   Med rystende fingre trykke jeg til og døren bliver skubbet op. Allerede få sekunder efter, begynder regnen at efterlade sine spor inde i bilen.
   Med beslutsom mine træder jeg ud på den mudrede undergrund og smækker hurtigt den røde, små rustede dør i efter mig.
   Mosters ansigt er tydeligt gennem den ellers fedtede og støvede rude. Hun smiler til mig og vinker så. Jeg selv løfter ikke hånden til afsked, men vender rundt og begynder at begive mig mod indgangspartiet. Jeg vil ikke sige farvel. Det er for tidligt. Måske vender jeg en dag tilbage. Om alle omstændigheder har jeg ikke lyst til at brænde den sidste bro, der forbinder mig til min fortid.
   Mens horden af tunge dråber gør min hættetrøje tung og mine sko gennemblødte, gennemgår jeg lige de ting, som jeg nu skal vende mig til at huske. Den nye fødselsdato, CPR nummeret, navnet, alt det som forhåbentlig vil være min billet til et andet liv - også selvom det allerede tilhører en anden.
   Hadjara er måske ikke forsvundet på samme måde som hendes forældre og søskende, men hun er i hvert fald gemt væk for en periode, måske for aldrig at blive fundet igen, måske for en dag at blive husket.
   Jeg, Sarah, ved det ikke. Det eneste jeg ved er, at min hånd lige nu hviler på et koldt messinghåndtag og at når jeg hiver håndtaget ned, vil der vente noget helt nyt og bedre forude.