"Hvorfor fanden købte jeg nu ikke den kjole", Helena så på uret. Der var et kvarter til toget kørte. "Og kjolen var overdådigt lækker, nedsat med 400 kroner, et røverkøb. Hun ville ligne en gudinde i den. Tænk engang, at have den lige der mellem hænderne, og så lod hun den bare ligge. Hvordan kan man være så dum?" Hun nåede butikken i skarpt trav. Møvede sig ind og forbi adskillige kunder. Så ramte hendes blik med fotografisk sikkerhed kjolen. Men skræk oh-ve en anden kvinde stod med den mellem hænderne. De var af samme højde og drøjde, så faren var overhængende. Heldigvis havde damen yderligere en lille stak tøj over armen, og idet hun greb kjolen for at tilføre den stakken, gled den fra hende.
   Nu, præcis der greb Helena ind. Kjolen var hendes, det var soleklart. Hun hapsede fast om det bløde stof, kastede det ind mod favnen. Og så spurtede hun alt hvad remmer og tøj kunne holde. Ud og ind, ud og ind, i det menneskelige virvar af udsalgsglade kunder. Bag sig syntes hun i starten, at høre løbende trin og en stemme der råbte efter hende. Men hun fortsatte ufortrødent gennem det store butikslokale, som hun heldigvis kendte som sin egen bukselomme. Hun nåede prøverummene længst nede bagved. Greb et prøvenummer, og smuttede helt ubemærket ind. Bag forhænget satte hun sig på stolen, og trak benene op under sig. Nu kunne ingen se hende udefra.
   Hvor længe hun ventede og holdt vejret, vidste hun ikke. Da hun følte sig tilpas sikker på, at den anden kvinde var forduftet, satte hun fødderne ned på gulvet igen, og skiftede. Kjolen sad som malet på, den var et scoop. Hun stak hovedet ud gennem forhænget, og tilkaldte en ekspedient, der stod og lagde tøj sammen. Mens hun betalte ved kassen, mærkede hun den berusende følelse af glæde og sejrsstolthed. Og hun solede sig, i blikkene der fulgte hende, da hun skred det sidste stykke ud gennem butikken.
   Hun nåede kun lige ud på den anden side af døren, før en skygge ramte hende, og en skinger og vred stemme skreg hende lige ind i ansigtet: "Din lede sæk". Ja, det var ordene. Men det var ikke det værste. Det værste var, det der fulgte lige efter. En smældende knaldende lussing afleveret med en sådan præcision, at det sang langt ind i kraniet.
   Den sad, malet på.