Drengen bliver båret rundt dag og nat, moren vil simpelthen ikke give slip på sin lille guldklump. "Hold nu op, han er næsten 7 år, du kan da ikke blive ved med det pjat! " sagde faderen ofte. Men det havde ingen effekt
   "Goddag fru Salihi, ved De hvor José er? ", Spørg hun med et lille smil på læben. "Han er nok ude bagved og hjælpe med høsten, skynd du dig ud". Hun takker og går med små skridt indtil frøkenen ikke kan få øje på hende mere. Hun går hurtigere og hurtigere. Dér er han. Hendes øjne vokser til dobbelt størrelse. Hendes hjerte banker hurtigere end et får, som bliver jagtet af ulven på gården. Han har ikke fået øje på hende endnu. Hun lister sig langsomt tættere på og hopper til sidst på ham. Inden de falder ned på høstakken kommer der et indebrændt skrig ud af pigen. Hendes skulder er blottet. "Åh Gud" hviskede han mens han tørrer blodet væk med sit lommetørklæde. Han har altid beundret hendes spinkle krop og det lange mørke hår. Hun var alt han nogensinde havde drømt om og snart skulle hun væk, for evigt. Hun stopper hans hånd midt i en bevægelse og kysser den forsigtigt. "Jeg har en gave til dig min elskede" sagde hun og puttede sig ind til ham. "Kig efter den i skuret". Han kiggede hende for sidste gang ind i de lyse øjne og kyssede hende derefter på panden. Der sad de indtil den gule plet på himlen var forsvundet.
   Det var nu en måned siden hun havde forladt ham. Hans bedre halvdel var væk. Han havde endnu ikke turde kigge ind i skuret efter hans gave fra hans elskede. Men i dag var en speciel dag og i dag skulle han derind og sætte ild til sin fortid. Langsomt bliver dørene åbnet til det lille røde skur som har været lukket ned alt for længe. Der ligger den træhest de havde lavet sammen da de var seks år gamle. Han kigger koldt på den og får nærmest had til den. Sætter sig på gulvet og ager snuden, som var det en ægte hest. Han mærker ikke tårerne på sit blege ansigt.
   "Vågn op knægt, ud og hjælp din moder". Han blev løftet væk fra hesten og ud af skuret. Aldrig havde han haft denne følelse før. Var han ikke værdiløs alligevel? Måske var han alligevel elsket. Denne følelse måtte have en betydning. Hans tanker var ikke de samme som før og han var ikke den samme José mere. Hans positive ydre blev sortere end det mørkeste kul. Fra solopgang til solnedgang sad han inde i skurret, med hende. Han var som nyforelsket. "Klog og forelsket er ingen dødelig, skønjomfru. De ville aldrig kunne forstå". Han agede hende på kinden og snart faldt de i søvn.
   "De må gøre noget Fader! Vores søn er frygtelig syg. Han har spærret sig selv inde i vores skur og er begyndt at høre stemmer". Præsten går langsomt hen til drengen, der sidder med træhesten i favnen. Han starter en bøn men bliver ramt af en knytnæve i ansigtet. Drengen løber ud af skuret med hesten i sine arme, men bliver stoppet af moderen. "Moder, flyt Dem! " skriger han af sine lungers fulde kræft. Der høres et lille grin efter han er blevet ramt i hovedet. De tager hans kolde og tunge krop hen imod Rådhuset. Der startede det og der skal det ende.
   "Fadervor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje, som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen. " Drengen bliver sat på træhesten og der bliver stirret lige indtil øjeblikket hvor hesten brænder og forsvinder for hvert sekund der går. Ligesom drengen. Der høres gråd og som flammerne bliver mindre, bliver gråden det også.