Dunkelt og enstonigt klassisk musik blev spillet af en aldrende, verdensberømt pianist i hjørnet af scenen.
   Lange, tunge mørkerøde gardiner med en iøjnefaldende og dog diskret guldkant, hang elegant ned foran scenen.
   Store, vægtige lysekroner hang ned fra det ornamentalske formstens loft, som var lavet i en rundbue som skød højt i vejret i den mægtigste gotiske stil. Der var tusindvis af sæder i polstrede stole betrukket med kraftigt, smukt stof. Vældig folkemængde, alle iført mere formelle klæder end til daglig.
   De talrige forventningsfulde sommerfugle sværmede hos alle, forjættede til en uforglemmelig og gloriøs aften fyldt med uvis forventning som frembragte en bemærkelsesværdig og uforlignelig stemning af magi og mystik, i en tidsrejse tilbage til en forestilling om en særligt udvalgt, kongelig hustand tilbage i renæssancen, som burde være ganske almen men det var vistnok ikke tilfældet.
   I aften var året 1483.

Det dæmpede lys i salen svandt langsomt ind, indtil der var kulsort og ingen kunne se hinanden blot antage hinandens skygger og tilstedeværelse. En gensidig og opslugende stilhed opstod blandt teaterpublikummet som langsomt blev opbygget til hysteri og tumult og i selv samme stund, lød et gisp i salen som rungede højt, da lyden fra en monoton tangent blev trykket hårdt ned på pianoet og bragede ud i salen og forårsagede herrernes høje hatte til at falde af og kvindernes store smykker, som de bar om halsen, gled ned i deres skød.
   En rystende nervøs latter undslap blandt folket.
   De faldt efter lidt til ro og gik ud fra at hændelsen var en del af forestillingen.

Inden længe blev de mørkerøde gardiner trukket fra i et særdeles langsomt og oprivende tempo.
   Et område på den store scene blev oplyst af et rampelys i lange sekunder, hvorefter en kvinde iført en stor og forgudelig fløjlskjole dukkede op, ud af det blå, uden et mis med øjnene eller et eneste fraværende øjeblik. Hendes gyldne hår var touperet og stort, sminken skinnede feberagtigt i øjnene på selv mange meters afstand. I ét skilte hendes læber sig fra hinanden og hendes stemme lød og var så dyb og anstrengt at man kunne se drøblen. Hun sang et smukt stykke vokalmusik der gik lige i hjertet og under huden hos folk. Det dramatiske skiftende toneleje talte til følelserne og den mægtige stemme, sammensmeltet med hendes sørgmodige ansigt og de blanke øjne, fortalte en ubærlig historie. Et indlevende suk undslap salen.
   Da hendes stemme svagt forsvandt, bukkede hun yndefuldt og førte sin hånd i en rolig bevægelse mod noget eller nogen bag hende, som viste hun en film eller bød noget velkommen.
   Min vejrtrækning var brat og hårene rejste sig på mine arme.
   I takt med hendes bevægelse åbnede en hel anden verden bag hende og hun selv svandt længere og længere væk - scenen udstrakte sig til en fjerde dimension af naturskønne områder med landskaber fra utænkelige steder, skyhøje isbjerge, dybe kløfter, litervis af vandfald med brusende vand, lyde af ubarmhjertige vilde dyr, hvide sandstrande og dog en tropisk luftfugtighed. Aldrig havde jeg oplevet en sanseforstyrrelse som denne. Det var overvældende og umuligt at forstå og opfange.
   En mere end blot visuel oplevelse, som spillede på alle tænkelige nerver i hele min krop.
   Jeg blev taget med på en rejse igennem dimensionen, som var jeg blot en flue i en ubestemt verden.
   I et øjeblik på det højest tænkelige bjerg, der førte mig tættere på himlen end jeg havde troet muligt. Sneen lå smeltet omkring mine fødder og i dét jeg åndede ud i min betagelse, så jeg mine egen kølige sky af vejrtrækning svæve foran mig og jeg måtte for alvor nive mig selv i armen og misse med øjnene for dette føltes mere virkeligt end noget som helst andet.
   Landskabet ændrede sig pludseligt, imens jeg stod på toppen af bjerget og kiggede på forandringen der trådte i kræft. Træer blev skyllet væk af sand og jeg kom tættere og tættere på jorden for blot at mærke mine bare tæer ramme det varme sand.
   Sandkornene mellem mine tæer skar i huden som millioner af små glasskår samtidig med at det var så blødt da mine fødder blev omsluttet af sandet. I en svimlende hastighed ændrede det hele sig atter igen og jeg befandt mig brat i mit barndomshjem i en ubærlig situation med min fader som jeg mindedes ved synet, men alt i alt var en fortrængt oplevelse. I netop dette øjeblik var året 1979.
   Jeg følte det på min egen hud, jeg følte det i mit eget sind - jeg kunne mærke mit eget hjerte slå mod brystet og mine tanker værnede om dette. Modstriden i at være netop dér toppede og i panikken greb jeg om armlænet på stolen og borede neglene ind i det febrilske stof for at vende tilbage til sædet i teatersalen og se forestillingen som almindelig tilskuer. Jeg oplevede en omvendt zoom oplevelse og kunne endelig se scenen fra det rette perspektiv, mærke sædet omsluge mig og mine fødder have fodfæste på gulvtæppet under sig. Jeg vendte og drejede hovedet hastigt for, at danne mig et overblik over de mennesker omkring mig. Jeg tog min arm under min partners og famlede i mørket for, at stirre ham direkte ind i øjnene for, at lede efter svar men han vendte sig blot mod mig og smilede excentrisk og aede min hånd med sin og vendte opmærksomheden tilbage mod forestillingen. Jeg sendte ham et halvhjertet og aldeles babelsk forvirret smil.
   Mit hjerte galoperede og blodet strømmede i en fart ud i mine årer, som resulterede i en dunken i hele min krop. Sveden piblede ned ad panden og langs rygsøjlen, samtidig med et kuldeskær strøg igennem mig indvendigt. Min krop arbejdede intensivt på, at bearbejde alle mine indtryk, fare eller ej og skelne mellem forestilling og virkelighed.