Hun står med hånden presset mod væggen, hun stirrer ned i gulvet med øjnene lukket hårdt i og vender læberne ind ad.
   I netop dette øjeblik ved hun, at det er nu eller aldrig. Hun skal vise hvad hun er lavet af.
   Hvad hun vil bruge sine evner og talenter på. Hvem hun er som person.
   Tårerne triller ustyrligt ned af kinderne og smerten sidder øverst i halsen. Hun er ikke lydløs og langsomt glider hun ned og korlapser.
   Hun knuger om sine ben med begge arme og lader det hele få frit løb.
   Hun knuger endnu hårdere, hulker og skriger ind imellem. Smerten er uudholdelig.
   Hun kaster er sløret blik fyldt med tåre i spejlet og føler det løbe kold ned af rygsøjlen. Hun gyser bogstavlig talt ved tanken om sig selv. Hvad skete der?
   Hele hendes verden styrter sammen omkring hende. Hendes hjerte brister og den person hun var, hænger i en tynd tråd uvidende om hun kan reddes eller ej.
   Smerten ved ordene der brænder sig fast bliver tydeligere og tydeligere. Sandheden er ved at indhente den overbevisning om sig selv hun har forsøgt at bygge op i alle disse år.
   Hun sukker og gisper imens. Hendes øjne brænder og er hævede. Hun kigger opgivende og samtidigt bedende op mod himlen. Holder håndfladerne mod hinanden inden hun langsomt knytter den ene hånd og smadrer den hurtigt og hårdt ind i væggen foran sig.
   Hun mærker smerten brede sig fra knoerne til hele hånden og pludselig stråler den op i hele armen. Hun slår igen og igen og igen. Smerten krakelerer en smule ved hvert slag og lige nu virker det som den eneste udvej. Smerten kan hun ikke udstå ét sekund længere. Fysisk smerte er det mindste af hendes problemer lige nu.
   Det intense vredesudbrud er ved at være ophævet.
   Langt om længe ligger hun fladt på gulvet, udmattet, livløs og træt. Hun trækker vejret sagte og lukker øjnene i. I morgen er en ny dag. I morgen er en ny dag.