Forestil dig en kvinde midt i 30'erne, hverken høj eller lav, tynd eller tyk, grim eller pæn. Kvinden, som denne historie handler om, bor i en større by i Danmark, hvilken er ligegyldigt. Hun er stor fan af struktur og forudsigelighed. Alt, hun foretager sig, er en del af en for længst færdigfabrikeret rutine, som hun gør alt for ikke at ændre. I denne ganske almindelige kvindes ganske almindelige liv har Plejer ingen "mindst holdbar til", og skulle hun, 7-9-13, ende det forkerte sted på det forkerte tidspunkt falder himmelen over hendes begrænsede verden ned. Dette håndterer hun, fuldt ud forståeligt for en kvinde på hendes alder, ved mentalt så vel som fysisk at gemme sig i sin toværelses lejlighed på tredje sal med tunge, hjemmelavede mormorgardiner som panser og med et plysdyr eller flere i favnen. Nærmere introduktion er ikke nødvendig, for der er intet ekstraordinært over hende, som hendes far ville have sagt. Lad os alligevel følge denne ganske almindelige kvinde en ganske almindelig dag i hendes ganske almindelig liv.
   Det er tidligt mandag morgen og vores ikke-ekstraordinære kvinde har netop lavet sin sædvanlige vågn-op-kaffe. Hun står i lidt tid med kaffekoppen i hånden og kigger ned på folkene på gaden, der lever det liv, hun ikke selv lever. Da den sidste tår kaffe er drukket og godt på vej ned i spiserøret, er der stadig god tid til, hun skal være på arbejde. Det er bedre at have god tid end at være for sent på den, tænker hun næsten nøjagtigt samme tid hver dag, og tager det sæt tøj på, hun lagde frem på stolen ved sengen i går. Hun sørger altid for at påføre sig make-up og tøj, der ikke påkalder sig for megen opmærksomhed, og i de samme intetsigende og kedelige folder bukker og drejer hun sit ansigt og hele korpus, når hun bevæger sig ned ad trappen, ud i baggården og sidder i toget på vej til arbejde. Og det virker: ingen gestikulerer, taler eller så meget som ser i hendes retning. Selvom hun ind i mellem føler sig ensom, foretrækker hun sit eget selskab eller hun har i hvert fald accepteret det. Når ensomheden alligevel sommetider tager alt næring fra hende som en blodtørstig og skadefro parasit, har hun sine bamser, sine elskede plysdyr til at trøste sig.
   På arbejdet er alt som det plejer at være. Torben sidder på sin plads bag glasruderne og kommanderer så voldsomt i telefonen, at hans ansigt er hvidglødende af ophidselse. I pauserne mellem de mange opkald sluger han en luksus muffin fra 7eleven eller andet Karius-og-Baktus-appellerende stads, hvilket ikke har anden effekt end at gøre det hvidglødende ansigt endnu varmere. Lones bagerier holder han sig imidlertid langt væk fra. Lone, som er kontorets sekretær og hønemor, er som altid munter og har med sine nylavede og angiveligt konfliktløsende småkager endnu engang indhyllet kontoret i en let genkendelig og uigennemtrængelig odør af sukker og kanel. Kontorets nyansatte og allerede selvudnævnte skøge, Heidi, har fra sin stol i hjørnet af det alt for åbne lokale travlt med at forføre kontorets mandlige ansatte med sine røde negle, lange ben, mahogni-indbundne slangekrøller og ikke mindst sin monstrøse barm. Mest beruset af Heidis charmedans er Peter, der sikkert allerede har investeret i utallige roser, biografbilletter og noprede kondomer med banansmag. Den ikke-ekstraordinære kvinde sidder på sin plads tættest ved Torbens kontor og observerer, samtidig med hun arbejder - selvfølgelig. Trods det faktum, at hun en enkelt gang er blevet taget i at stirre på de andre, kan selv ikke pinligheden og selveksponeringsrisikoen ved handlingen afholde hende; hun kan ganske enkelt ikke lade være, hvor gerne hun så end ville. Der går da heller ikke længe, før Torbens kraftige vredesudbrud lyder højere og højere og lugten af glæde, jul og seksualitet gør luften på kontoret mere og mere pressende, og for hvert minut, der passerer, vokser den sig stadigt tættere og tungere. Den ikke-ekstraordinære kvinder trækker benene tættere til sig for at undgå at betræde dette minefelt af farlige følelser. Bevægelsen er forgæves, og kvinden mærker tårerne presse sig på. Som i andre lignende situationer føler hun en nærmest uimodståelig, intens trang til at flygte til sin lejlighed, tage kufferten med plysdyr frem fra under sengen og kramme hver og en til tårerne er væk.

Kufferten under sengen kan snart ikke kunne rumme mere, eller rettere sagt flere. Den ikke-ekstraordinære kvinde har et plysdyr for alle de ting, hun ønsker, hun ikke kunne huske. Blandt favoritterne er kaninen, hun erhvervede sig dengang, hun fik at vide, hun var et uheld, samt bjørnen hun i en kold tid havde købt til sig selv med sine hårdtoptjente lommepenge kort efter, hendes bedste veninde døde af en overdosis, og alle mente det var hendes skyld. Seneste anskaffelse er den lille Peter Plys bamse, hun købte, da en mand med samme fornavn knuste hendes hjerte.
   Resten af dagen går med at organisere dokumenter og andet humorforladt papirarbejde, og ligesom ingen rigtigt sanser hende, er hun så småt stoppet med at sanse de andre og opdager først sent, at hun sidder alene tilbage på kontoret. Vores hovedperson har igen overarbejdet og er nu på vej hjem med det sidste og næsten mennesketomme tog. I ruderne finder hun for en kort stund sig selv, men forsøger hurtigt at henlede sin opmærksomhed på noget andet. Hun tager det seneste Ud & Se frem og vender langsomt side efter side uden egentlig at læse. Da hun når magasinets sidste side, nævnes vores hovedpersons station over højtaleren.
   Turen fra stationen til den ikke-ekstraordinære kvindes toværelseslejlighed er ikke lang. For at være præcis er der tale om en strækning, der kan tilbagelægges på 14 minutter, i virkeligheden 13, men vores hovedpersonen bryder sig ikke om ulige tal. De 14 minutter føles alligevel lange, synes den ikke ekstra-ordinære kvinde, især når der ikke er nogen tanker at tænke. Denne mandag er netop en af de dage, hvor tankerne synes at have forladt hende, men da hun nærmer sig sin gade, afbryder lyden af sirener et sted bag hende tomrummet i hendes hoved, og hendes krop og sind er igen samme sted. Lyden af sirener kommer tættere på og snart drejer en karavane af brandbiler til venstre. De overhaler hende og foran den brændende bygning stormer mænd i mørke uniformer ud og op ad stiger med røgslukkere og vandslanger. Larmen fra ilden, brandbilerne, brandmændene og ikke mindst bygningens skræmte beboere indhyller den ikke-ekstraordinære kvinde i en stor boble af forvirring.
   Støjen fra hendes omgivelser bliver mindre, som havde nogen puttet propper i hendes ører. Samtidig bliver hendes syn dårligere, som havde nogen pludselig forværret hendes syn markant, givet hende briller og så taget dem fra hende igen. Hvordan hun har det, bliver med ét svært at mærke, som om nogen havde iklædt hende en våddragt til beskyttelse mod følelseslivets lune. En brandmand kommer løbende mod den brændende bygnings hovedindgang og støder i al sin hast den ikke-ekstraordinære kvinde til bevidsthed igen. Med sin hørelse, syn og følelser tilbage til det normale, opdager hun efter lidt tid til sin rædsel, at branden raserer i hendes bygning, på hendes etage, i hendes lejlighed. Du kan vel nok huske, hvordan vores kvinde sædvanligvis reagerer på situationer, der som denne afviger fra det normale, men grundet omstændighederne er det naturligvis ikke muligt. Det sker virkelig, tænker vores hovedperson for sig selv, mens tårerne, vandet fra brandbilerne og sneen fra oven langsomt danner en sø omkring hende. Den ikke-ekstraordinære kvindes lejlighed brænder, med intetsigende make-up, kedelige beklædningsgenstande, tunge, hjemmelavede mormorgardiner og mindefyldte plysdyr.