3Ude
Du har altid være lille. Lille og skrøbelig. Da du blev født, var... [...]
Noveller · døden, hjerte, børn
9 år siden
1Don't Explain
Gløden for enden af cigaretten ulmede blødt da hun tog et hvæs. H... [...]
Noveller
10 år siden
6Forandring
Jeg løber og løber. Det føles bedre sådan. Jeg kan mærke, hvordan... [...]
Noveller
10 år siden

Puls: 2,9

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 1
Effy Sørensen (f. 1995)
Gløden for enden af cigaretten ulmede blødt da hun tog et hvæs. Hun inhalerede dybt, nød at mærke røgen fylde lungerne, før hun igen pustede den ud i det allerede røgfyldte lokale. Tonerne af Billie Holidays 'Don't Explain' flød fra højtalerne og blandede sig med småsnakken fra bordene rundt omkring i det lille lokale. Hun tog en slurk af whiskyen og slyngede fraværende isterningerne rundt i glasset et par gange, før hun igen satte glasset ned på det mørke bord. Fra hendes plads var der god udsigt over resten af baren, hvor de fleste borde var fyldt med grupper der nød en kold øl eller drink i hinandens selskab efter en lang arbejdsdag. Flere havde lagt mærke til at hun sad der alene og enkelte mænd havde også henvendt sig, men hun havde høfligt afvist dem. Nogle troede måske hun ventede på nogen, men i virkeligheden nød hun barens stilhed og larm på samme tid, mens hun langsomt drak sig en smule beruset. En mand kom gående med en øl i hånden og henvendte sig også til hende. Om han måtte sætte sig. Hun forberedte allerede afvisningen i sit hoved, men da hun fik øjenkontakt med ham, fortrød hun, nikkede kort og skoddede cigaretten i askebægret. Han satte sig, tog en billigbog op af frakkelommen og begyndte at læse. Hun tog endnu en slurk af whiskyen og kiggede nysgerrigt på ham over kanten af glasset. Måske opfangede han hendes blik, for han kiggede op fra bogen, og igen fik hun en underlig fornemmelse da hun kiggede ham i øjnene, så hun måtte slå blikket ned.
   "Det er tragisk" sagde han. Hun kiggede forvirret på ham.
   "Ja at han dør... I bogen" måtte han fortsætte før hun forstod. Det var en mærkelig ting at sige, når nu hun ikke selv læste samme bog mente hun, men nøjedes med at rynke brynene og tage en ny cigaret frem. Han gjorde det samme og tændte dem begge med en dyrt udseende sølvlighter.
   "Læser du meget?" spurgte han og hun rystede stille på hovedet. Hun havde lyst til at fortælle ham hvad hun så lavede, men åbnede ikke munden af frygt for at indlede sig på en samtale hun ville fortryde senere. Hun følte at blot hun ytrede et ord ville hun have indgået en aftale om at blive siddende ved bordet hele natten og hvem ved ikke hvad det kunne lede til.
   "Jeg læser meget og..." begyndte han, tog et hvæs af cigaretten og kiggede tænksomt ud i luften. Mens han pustede ud ventede hun på fortsættelsen, men den kom aldrig. Det var som blev han distraheret af noget, kun han kunne se. Hun kunne ikke længere dy sig.
   "Mine tanker vandrer" sagde hun. Han kiggede spørgende på hende.
   "Når jeg læser, mener jeg" fortsatte hun. "Det er derfor jeg ikke gør det meget." Han tog en slurk af sin øl og kiggede længe på hende, som forstod han slet ikke hvordan man kunne leve uden at læse.
   "Hvad gør du så for at få dine tanker til at lade være med at vandre? Når du ikke læser mener jeg."
   "Så tager jeg herhen" svarede hun. "Når jeg har brug for at samle tankerne tager jeg herhen og sætter mig ved det her bord og drikker en whisky. Jeg slapper bedst af ved at observere andre mennesker og det gør man godt fra det her bord." Han drejede hovedet og kiggede ud over baren og menneskene.
   "Her er god udsigt" sagde han. Hun nikkede og pustede røg ud. Den blæste ingen vegne, fordi de sad indenfor og de kiggede et stykke tid på den, mens den langsomt steg op fra cigaretten.
   "Hvem er det der dør?" spurgte hun eftertænksomt. "Ja i bogen mener jeg."
   "Det er en tragisk historie. Det er mesteren."
   "Mesteren?"
   "Ja mesteren. Han er en introvert mand, som bruger det meste af sin tid i mørke indelukkede rum, hvor han forestiller sig, hvordan han voldtager kvinder."
   "Hvordan er det tragisk at han dør?" spurgte hun undrende. Han kiggede længe på hende med de underlige øjne.
   "Det er det måske heller ikke. Men der er noget ved fortællingen, der gør at jeg er nødt til at holde med mesteren" svarede han endelig. Hendes blik måtte have afsløret den forvirring hun følte, for han fortsatte.
   "Det er svært at sætte en finger på hvad der gør det" sagde han bare. Hun kiggede på ham. Fik igen øjenkontakt, men fastholdt denne gang hans blik. Også hun havde svært ved at sætte en finger på hvad der gjorde det. Hvad der gjorde at hun på en gang fik følelsen af at blive holdt om, af at blive elsket, når hun kiggede ham i øjnene og samtidig af at falde, falde, falde og aldrig lande.
   Hun fjernede endelig blikket og kiggede på uret. Klokken var næsten tre, tiden var fløjet siden han havde sat sig ved bordet.
   "Jeg må se at komme hjem" sagde hun. Igen fangede han hendes blik og hun kom til at forestille sig, hvordan det ville være at tage ham med hjem. Hun rystede på hovedet og på tankerne og fik samlet sig, men kunne ikke helt fjerne de rare kuldegysninger, der løb over hendes hud.
   "Ja..." sagde han bare. Hun rynkede brynene, tog den sidste slurk whisky og rejste sig. Hun vendte ryggen til ham og begyndte at gå, men fortrød og vendte om.
   "Nu har vi snakket i flere timer, men jeg ved stadig ikke hvad du hedder" smilede hun til ham. Han kiggede ned i bordet og grinte let.
   "Det er der ikke mange der gør" sagde han så og kiggede hende dybt i øjnene.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 20/08-2014 22:49 af Effy Sørensen (KarenDS) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 938 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.