Jeg løber og løber. Det føles bedre sådan. Jeg kan mærke, hvordan mine kinder efterhånden er gennemblødte af mine egne tårer. Eller er det regnen? Det er ikke længere til at mærke forskel. Det øser ned, og alt mit tøj er gennemblødt. Jeg kan mærke hvordan vandet i mine sko svupper, hver gang jeg tager er skridt. Skridt. Jeg kan høre dem bag mig. Men jeg orker det ikke. Jeg vil ikke. Altid vil han forklare og undskylde, men jeg vil ikke høre på ham mere. Jeg vil væk. Men man kan ikke alt, hvad man vil. Det har jeg erfaret for længe siden, og nu kan jeg høre skridtene komme nærmere. Min hjerne forsøger at sætte tempoet op, men jeg har løbet så længe nu, at mine ben ikke vil lystre. Noget griber fat i min arm, så jeg vælter omkuld. På ryggen. Jeg kan se ham over mig. Prøver at råbe af ham, at skælde ham ud, men jeg kan ikke. Jeg kan se hans mund bevæge sig, men jeg hører intet. Al min energi er brugt op og selv mine ører er trætte. Mine øjne begynder langsomt at glide i, og jeg ser hvordan han græder, mens han undskylder. Et stik af dårlig samvittighed flyver gennem mig, men hvorfor? Hvorfor skal jeg føle sådan? Det er jo ikke min skyld. Han kunne jo bare lade være med at slå. Og det gør så ondt. Der hvor han slår, men også andre steder. Også inden i. Slog han mon også mor, da hun levede? Jeg kan ikke huske det. Vil ikke huske det. Alt bliver sort omkring mig, da mine øjne lukker sig helt.

Lille og nusset. Bedre kan jeg ikke beskrive hende. Mig. Pigen i spejlet som, ligesom jeg, studerer det blå mærke, der er begyndt at vise sig på kæben. Jeg stirrer vredt på hende. Men det er jo ikke hendes skyld.
   Jeg kan høre ham nede i køkkenet. Hans nøgler klirrer mod træet, da han samler dem op fra bordet. Han kalder. Da jeg ikke svarer, kan jeg høre døren åbne sig og kort efter smække i igen. Jeg vil ikke snakke med ham. Huset runger af tomhed. Nu er der kun mig tilbage. Jeg overvejer at gå ned og spise noget morgenmad, men min mave krymper sig bare ved tanken. Jeg kan ikke. Jeg tager heller ikke i skole. Det er de vant til. Der er aldrig nogen, der savner mig. Savner jeg nogen? Eller noget? Måske. Jeg ved det ikke.
   Jeg trækker en trøje over hovedet og lader mit hår hænge løst, da jeg træder ud på gangen. Trappen er stejl, og knirker hver gang jeg tager et skridt. Da jeg når til det nederste trin, kan jeg se det meste af køkkenet. Beskidte tallerkner står i stabler, og køkkenlågerne hænger. Al malingen er ved at skalle af, og i hjørnet står en skål med noget gulligt i. En flok fluer summer over skålen. Jeg fortsætter gennem dobbeltdøren ind til stuen. Sætter mig et øjeblik i den nussede lænestol, men rejser mig igen, da stanken bliver for meget. Den får mig til at tænke på ham. Kvalmen rejser sig i mig, og jeg bevæger mig hurtigt ud mod toilettet. Falder på knæ foran kummen og lader min mave trække sig sammen i de kramper den er så vant til. Men jeg er i forvejen tom for føde, jeg har ikke spist i næsten to dage, så der kommer ikke andet end lidt vand op. Jeg rejser mig. Spytter én gang i kummen og går tilbage gennem stuen og køkkenet og op af trappen gennem døren. Sætter mig i vindueskarmen og holder øje med menneskene på gaden. De ser mindre ud heroppefra. Nogle har travlt, andre slentrer af sted, få endda med en lille hund i snor foran sig. Det er nu ikke fordi, der er så mange mennesker. Det er ikke en stor vej, og den fører ikke rigtig nogen steder hen. Vores hus ligger for enden sammen med et andet. Det andet hus står tomt. De fleste mennesker kommer kun for at gå tur i den omkringliggende skov.

Det er mørkt udenfor da jeg vågner. Jeg har en dårlig smag i munden og alle mine led føles stive, efter jeg har siddet op og sovet i vindueskarmen. Min ånde har dugget ruden. Jeg løfter fingeren for at tegne noget i duggen, men fortryder og tørrer aggressivt håndfladen over vinduet, så duggen forsvinder. Hoveddøren smækker. Det er ham. Jeg kan høre hans skridt fra døren og hen til trappen. Jeg kan mærke, hvordan jeg stivner. Jeg har ikke lyst til at se på ham. Ikke lyst til at høre på ham. Han kalder. Jeg svarer ikke. Hans sko lyder tunge mod trappen, og nu kan jeg også høre hans prustende åndedræt. Han stopper foran døren. Venter et øjeblik. Hele min krop er anspændt, og adrenalinen pumper igennem mig. Han skubber langsomt døren op. Kigger ind. Det er sket tusind gange før. Og så alligevel ikke. Der er noget forandret ved hans ansigt. Hans øjne måske. Han kommer nærmere. Snakker blødt til mig. Det får mig til at tænke på, hvordan nogle mennesker snakker til deres kæledyr. Smiskende. Han står lige foran mig nu. Rækker ud efter min hånd. Jeg spjætter, da han rører mig. Beroliger mig. Jeg er bange nu. Han griber fat i mig og tvinger mig ned på gulvet. Hiver i mit tøj. Pludselig forstår jeg. Min krop holder op med at kæmpe. Jeg er som forstenet stirrer bare op i hans mørke øjne. Min fars øjne. En enlig tåre løber ned af min kind, og kort efter er jeg blændet af gråden, der kravler frem i mig. Jeg ligger slap i hans arme. Kan ikke røre mig da han begynder at knappe min bluse op. Jeg lukker øjnene.

Jeg løber og løber. Det føles bedre sådan. Løber væk. Langt væk. Tårerne løber ned af mine kinder. Det bliver aldrig det samme igen. Alt er forandret.