Et øredøvende brag brød den trivielle dagligdag på det store marked i Aleppo. De travle folk fare sammen og kigger chokeret mod nord hvor braget havde lydt. Sorte røg søjler steg fra regerings bygningerne der lå nord for markedet, en nervøs mumlen gik igennem den store plads. Folk begyndte at haste i alle retninger, men stoppede op som en ny lyd skar gennem luften.
   En høj fløjtende lyd som gav genlyd på hele den store plads. Folket stoppede i deres hast og kiggede mod himlen og den mærkelige syngen der gik i luften. En unaturlig stilhed ligger sig over markedet, kun med den konstante skærende lyd.
   Pludselig skriger en dame og peger med himlen, fire sorte prikker ses over deres hoveder. mens den syngene lyd bliver højere bliver prikkerne mere formfulde, en mand råber "BOMBER!" og panikken fanger folkemængden, folk vælter over hinanden i angst. De mindste og svageste bliver skubbet, væltet og trampet ned af den paniske folkemængde. En dame prøver at samle sit barn op, men den voldsomme menneske mylder vælter hende omkuld, hun forsvinder under de rædselsslagne flygtende som taget af en bølge på havet.
   Prikkerne er nu tydelige projektiler, med direkte kurs mod markedet og de mange rædselsslagne mennesker som vælter over hinanden for at undgå den pludselige skæbne, der på sekunder er blevet trukket over deres hoveder.
   Lyden stoppede bragt da projektilerne rammer jorden med fire høje "DUNK!"
   Sekundet efter de havde ramt væltede gul gas ud af de fire granater. Med en hvæsende lyd blev luften efter et øjeblik tung og kvælende. mennesker flygter i alle retninger, men med blot få sekunder i den giftige gas bliver synet sløret og musklerne kramper, folk vælter om på jorden og vrider sig i helt groteske spasmer.
   Overalt på markedet lå mennesker, nogen i grupper andre efterladt alene, og vred sig i voldsomme kramper med blodsprængte øjne og sammen snørede halse. Blod dryppede fra øjnene på mødre der holdt deres døde børn i armene, mens de selv langsomt blev kvalt i den væske gassen dannede i deres lunger. 10 minutter gik der før gassen lettede fra markedet, en dræbende stilhed havde lagt sig, den store plads var nu stille. Kun lyden af livet der sivede ud fra de sidste krampagtige skikkelser der lå sammenkrøbet rundt på hele det store marked. Det travle marked i Aleppo som blomstrede af liv og velstand, nu blot en kirkegård, et sorgens sted.
   Fra en boligblok syd for markedet stod Tiago med sin lille søster Aria og kiggede mod sceneriet.
   Aria trak Tiago i ærmet og spurgte uforstående. "Hvornår kommer mama og papa Tiago, var?" Tiago svarede ikke, men kiggede bare med øjne fulde af rædsel mod markedet hvor deres forældre var draget til. Hans far havde snakket så energisk om det Arabisk forår og enden på det undertrykte liv, under Assad og hans regime.
   Men dette havde ikke været en del af hans taler om frihed. Minutter gik med en uvirkelig stilhed. Indeni Tiago havde han en kamp med sig selv, som Aria ikke kunne se. Han havde af mest af alt lyst til at vente og håbe på at deres forældre kom hjem, men han vidste god at det gjorde de ikke.
   Han grab Aria ved skuldrene og kiggede i hendes store brune øjne, og med en halvkvalt Sagde han " Aria, Vi skal ud til Onkel Rhiad. Mor og far møder os derude."
   Hun kiggede forvirret mod markedet, men accepterede den pludselige ændring uden indvendinger, hun løb ind og gav sig i gang med at pakke sine ting. De havde aldrig haft meget i deres familie, men havde aldrig lidt nød. Tiago gik rundt i en nærmest trance tilstand ude af stand til at begribe hvad der var sket. Han fik samlet de mest nødvendige, mad, en god kniv, deres tøj og et godt fyrtøj.
   Råb og tumult kom fra gaden, Tiago for sammen og krøb hen til vinduet. han kiggede ud og så en gruppe soldater ligge nogle mænd i håndjern, og føre dem op i en lastbil. Der lå en død mand, med hænderne bundet på ryggen, ved foden af den officer der råbte ordre og trusler til de tilfangetagende.
   Tiago's hjerte hamrede for fulde drøn mens han sad og kiggede på at fangerne blev slæbt ind i lastbilen. Han sad som en statue og ventede til de alle var inde i last bilen. Da lastbilen var kørt skyndte Tiago at tage sin søster under armen og hastede ned af trapperne, de stoppede op foran døren mod hovedgaden og Tiago stak forsigtigt hovedet ud og kiggede rundt. Middags solen stod højt og gaderne var så oplyst de kunne blive, da han tilfreds konstaterede at der var fri bane løb de hen af gaden. ¨
   De løb modsatte retning af markedet hvor deres forældre var draget til, og Tiago kiggede over skuldrene med tåre i øjnene, han var sikker på de var døde. Han kunne mærke en Isnende fornemmelse i maven, men tvang sit fokus på deres situation igen.
   Da de rundede et hjørne, stod der, længere nede ad gaden, en gruppe soldater på ti mand de fleste med store sorte hunde og ondskabsfulde smil om munden. Imellem soldaterne sad tre mand på knæ og bundet på ryggen, de så, så bange ud. Og hundene stod blot to meter fra dem og snappede og gøede af de tilfangetagende mænd. Soldaterne syntes at nyde situationen, de sparkede til de tilfangetagende og med en kort tale om forræderi som man knap nok kunne høre over hundes glammen. Med barske ansigts udtryk, slap de, de bidske hunde løs på de bundede mænd.
   Tiago trak Aria om bag hjørnet igen og holdt hende for ørene, da hjælpeløse og desperate skrig gav ekko i de tomme gade, hundeglammen og den paniske gråd døde lige så stille ud og der var pludselig helt stille. Tiago kiggede ud fra hjørnet igen og så blot de iturevet blodige lig der lå i en pøl af deres eget blod. han ville have vendt om og gået en anden vej, men en Militær lastbil drejede ned af den gade de stod på og tvang dem ned af den blodige gade. I halvt løb passerede de ligene og Aria trak sig helt ind til Tiago og hulkede sagte.
   Da de var forbi gaden styrede de direkte mod byens grænse, som var en naturlig flod. De gik roligt og opmærksomme over den lille stenbro og over på den modsatte bred, Tiago vendte sig og så mod byen de havde boet i hele deres liv. Røg steg forskellige steder fra, råb og skudsalver gav genlyd gennem de mange huse. Tiago trak vejret dybt og gik med sin søster i hånden, ad landevejen mod deres onkel.
   En mærkelig kappe af beslutsomhed havde lagt sig over ham, han følte igen frygt nu. Kun had et dybt isneene had. Et had han valgte at gøre til sin styrke.