Mor ødelægger altid mit humør med hendes åndssvage ordsprog. Når jeg bruger ordet plejer i en sætning, er hun den trofaste lyseslukker, som altid lige skal indskyde, at "Plejer, han er død". Min dag viste sig at forløbe helt omvendt end den plejer, så måske har hun faktisk fat i noget. Dagen havde nemlig været både rar og glad uden afbrydelser, indtil jeg tog ind til byen, da jeg fik fri. Som ellers håbet, fandt jeg ikke lykken i en eneste butik. Alt det jeg prøvede enten kløede eller var uklædeligt, eller også lignede jeg en skrigende tøjkrise. I takt med at jeg var adskillige butikker igennem, gnavede min bog- og computertunge taske sig længere ned i skuldrene, imens støvlerne tog del i det smertende initiativ, ved at tage kvælertag på mine ømme fødder. Tasken gjorde det smertefuldt at gå med rank ryg og gjorde det nærmest umuligt for mine fødder at navigere rundt i de butikker, hvor der var trapper. Det føltes som at bestige bjerge i bare tæer.
   Da jeg nærmest havde givet op og ladet trætheden vinde, opdagede jeg at min mobil var gået tør for strøm, og jeg måtte derfor finde et rigtigt ur. Man kan nemlig ikke bare gå hen til stoppestedet og vente på den næste bus, når ens bus er blå. Eller jo, man kan godt - med fare for at fryse ihjel, fordi der sagtens kan gå en time inden den næste bus går. Kun byboerne kan stille sig ved deres stoppested og ikke engang nå at opdage at det er koldt, før de venligt bliver samlet op og kørt hjem af deres gule busser. Offentlige ure er en mangelvare, kan jeg informere om. De hænger ikke ligefrem på træerne. "Så lærte du også noget nyt i dag" ville mor sige - Optimisten over dem alle. Min ryg græd, min hjerne var ved at brænde sammen og hver eneste vejrtrækning strammede om kraniet. Lidt medgang viste sig dog, da jeg endelig fandt et ur, både på Banegården og senere på Kvicklys tekst-tv. Jeg var lige ved at råbe op til Gud, om han ikke kunne skrue lidt ned for barmhjertigheden. Det var jo ved at gå over gevind. Banegårdens store ur fortalte mig med et flabet glimt i øjet, at min bus var kørt for 3 minutter siden. Jeg måtte derfor få en time mere til at gå, med det der føltes som en pyramide på ryggen. Jeg lignede sikkert en kvindelig udgave af Quasimodo og var helt nervøs for, at nogle ville begynde at pege fingre af mig. Jeg tror sågar at jeg lignede ham klokkeren i ansigtet, da jeg fortsatte ind i Bruuns Galleri.
   Jeg opdagede til min overraskelse, at jeg alligevel ikke havde opgivet helt, da jeg i forsøget på at opspore bare et glimt af lykke andetsteds, fandt mig selv stående i Matas. Jeg forsøgte at slå tiden ihjel, inden den fik taget livet af mig. Jeg kiggede meget søgende rundt, og hvis ekspedienterne ikke havde været lige så dovne som min krop, ville de nok have spurgt mig, hvad jeg ledte efter, i stedet for det sædvanlige "Kan jeg hjælpe med noget?". Alle svarer jo alligevel "Nej, jeg kigger bare" fordi det er en ordudveksling som bare skal overstås og som ikke burde være obligatorisk. Jeg prøvede en læbestift. Den var ikke pæn, det kunne jeg have sagt mig selv. Mine tænder så gule ud når jeg smilte. Det er de ikke. I hvert fald ikke i mine drømme. Jeg ryger ikke engang. Man burde helt automatisk få foræret et sæt hvide tænder som belønning for ikke at ryge. Det skal jeg nok sørge for bliver vedtaget en dag. Da jeg skulle vurdere læbestiften, smilede jeg som om jeg var glad, ind i det lillebitte spejl ved standen. En fyr, der stod og ventede med hænderne fulde af poser, så mig gøre det. Det gav mig lyst til at tegne runde klovne-kinder på ham med læbestiften. Jeg tørrede hurtigt læbestiften af, låste mit smil inde og slentrede videre. Da så jeg, at der i det mindste var tilbud på Matas' egen hudpleje. 3 for 2's pris. Det kan man jo altid bruge. Men da jeg ville vælge, var hylderne pludselig fulde af alt for mange forskellige slags skintonics og diverse cremer. Jeg havde lyst til at græde over, at jeg ikke vidste om jeg havde normal eller kombineret hud. Så kunne det også bare være lige meget. Jeg overvejede endda at købe læbestiften bare for at opleve en lille snert af tilfredsstillelse. Trøsteshopping på taberplan. Men det ville være at bryde mine principper, og det var jeg alligevel ikke tilbøjelig til. I stedet forlod jeg Matas og faldt lidt i staver over tanken om Sunset's salater og sandwiches. Skulle jeg? Jeg havde jo god tid til at fordøje maden. Dog endte jeg med at droppe idéen, da jeg kom i tanke om verdens ironi: Når man har betalt 48 kroner for en stor salat, så står livretten pænt og venter hjemme på køkkenbordet, og så har man vitterligt lyst til at tude over ikke at kunne klemme en eneste bid ned. Jeg tjekkede uret på Kvicklys tekst-tv da jeg havde fornemmelsen af, at klokken snart ville være tæt på det tidspunkt, hvor bussen gik. Jeg gættede 27 minutter forkert. Jeg spekulerede på hvad jeg skulle bruge ventetiden på og besluttede mig for at lære at hoppe på tungen.
   Da jeg efter hvad der føltes som en evighed senere faldt sammen på bussædet, kom jeg i tanke om, at jeg netop havde trasket Århus rundt i 3 timer uden nogen form for udbytte overhovedet. I det øjeblik fyldte tomheden mig op indefra. Jeg overvejede at stå af og få lavet en navlepiercing, for at gøre noget ved hullet i min mave.
   Og så kom jeg endelig hjem og glædede mig ligefrem til aftensmaden. Jeg havde håbet på god aftensmad, men havde dog ikke turdet drømme om livretten - så heldig er man jo aldrig i virkeligheden. Og så lå der bare en bleg pølse midt på en tallerken og gloede på mig. Den havde de andre "bare fået på en rugbrød." Satan holdte tydeligvis surprise-party for mig. Jeg måtte bide mig i læben og bandede en smule, men endte alligevel med at vende det til "den kan redes med en ordentlig klat ketchup". Men det kunne den ikke engang. For det var sådan en tyk bleg pølse med krydderier i, som smagte af alt for meget og slet ingenting.
   Da jeg derefter, på tom mave, smed min trætte krop i sengen, indså jeg, at alt dette ståhej blot var sat i gang for at kompensere for det, jeg hele tiden havde været sur over; at jeg skulle lave lektier. Den slags, som virkelig er fandens værk og som man ville lade sig smitte med pest for at slippe for. Det gjorde ikke ligefrem dagen bedre at mor kom ind og satte sig i fodenden og fortalte, at hun havde været ved lægen, fordi hun havde fundet en knude ved brystet, og derfor havde fået tid til en nærmere undersøgelse.