Et fængsel! Det lignede et fængsel. Mørkt og farveløst. Sigurd stod udenfor og kiggede op på huset. Vinduerne vendte alle i samme retning. Haven var omkranset af et mørkt, rådnende stakit, en mur, der skulle forhindre fangerne i at slippe væk. I vejkanten stod flyttebilen. Han kunne ikke tro på, at hans forældre virkelig var blevet enige om at købe huset. Han kunne meget bedre lide det gamle hus. Det lå ude i en af de mindre byer. Det var nok derfor. Hans forældre ville hellere bo inde i byen. Det kunne Sigurd ikke forstå. Der var gråt og kedeligt. Hans forældre sagde, at der skete mere i byen, men det troede han ikke på. Var der nogen træer? Nogen dyr? Nej!
   "Kom nu, Sigurd," det var hans mor, "Skal du ikke ind og se på dit nye hjem?"
   "Jeg vil ikke bo her. Det er ikke mit hjem."
   "Joh, kom nu, det er et godt hjem," sagde hans far, også selvom han ikke selv troede på det. Han kunne ikke forstå, hvorfor hans kone så gerne ville bo her. Himlen var grå, - ikke mørk, selvom det var aften - og det så ud som om, det ville regne meget. Græsset i haven var helt gråt. Ikke grønt. Også selvom det regnede meget. Også selvom det var sommer. Her var ingen sol. Intet lys.
   Han gik ind gennem porten, ind i gården. Han havde haft ret. Der var vandpytter overalt. Af de planter, der var her, var de fleste druknede. Der stod en enlig bænk med en gammel parasol. Der var mos overalt på bænken, og der var store huller i parasollen, som stod skævt.
   Sigurd sad inde på sit nye grå værelse og surmulede. Hvorfor skulle de bo her? Der var intet galt med det gamle hus. Han savnede det. Han savnede sine venner. Han savnede det gamle kvarter. Hans mor kom ind til ham. "Sigurd, der kommer lige nogle flyttemænd herind med nogle af dine møbler," sagde hun. Hun så på ham. Han sad herinde midt på det kolde gulv. Hun så sig om i værelset. Ikke at der var meget at kigge efter. Væggene omkring ham var grå, lampen i loftet støvet og vinduet lille. Gardinerne var mølædte og grå. Her var ingen farver. Det lignede en fængselscelle. Hun så på sin søn igen. Han sad stadig og surmulede. Hvorfor skulle de overhovedet bo her? Hvis hun bare havde sagt nej. Men hun havde syntes, at det var så svært at sige nej til sin mand. Han så så sørgmodig ud, da han spurgte. De var bare kørt forbi en dag. De havde snakket om det. Pludselig spurgte han om, hun gerne ville bo der. Han så afventende ud, og hun kunne ikke forstå, hvorfor han gerne ville bo der. De havde på forhånd overvejet lidt at flytte til byen. Men her? Hun havde overvejet det lidt. Det fik ham til at se endnu mere sørgmodig ud. Så sagde hun: "Okay."
   Sigurd sad stadig og surmulede. Nu sad han bare på sin seng. Det var meget sent nu. Han havde fået at vide, at han skulle gå i seng. Men han kunne ikke sove. Han ville ikke sove. Han følte, at hvis han protesterede længe nok, ville de måske flytte tilbage til det gamle hus.
   Faren kunne heller ikke sove. Det gav ikke nogen mening at bo her. Han havde spurgt sin kone om, hun ville bo her. Han var blevet forskrækket, da hun var begyndt at overveje det, og han ville ønske, han ikke havde spurgt. Hun havde sagt: "Okay."
   Han stod op. Han gik rundt i huset. De havde ikke fået hentet alt for mange møbler ind endnu. Han gik en etage ned. Han stod i en mørk gang, så ned af den, så på en dør. Han gik ned af gangen, hen til døren. Han åbnede den. En trappe førte ned i mørket. Han tændte lyset på en kontakt på væggen. Han kunne nu se ned i kælderen. Han gik derned. Der var tomt bortset fra en enkelt gammel sofa. Han satte sig i den. Han gøs. Den var kold og rådden og, det var tydeligt, at den ikke var blevet brugt i lang tid. "Gratis sofa," sagde han til sig selv. Han rejste sig og gik op af trappen. Det regnede udenfor. Han tænkte om, der overhovedet nogensinde var solskin i dette kvarter. Det var som om, at der lige her altid ville være gråt og kedeligt. Meget gråt og kedeligt. Han gik tilbage til soveværelset og opdagede, at moren var væk.
   Sigurd var træt. Men han surmulede stadig, han ville ikke give op. "Er du vågen?" det var hans mor.
   "Jeg vil ikke bo her," var hans svar. Hans mor kom ind til ham. "Jeg vil heller ikke bo her," sagde hun, "det er bare din far, der gerne vil."
   "Jeg vil da heller ikke bo her."
   Det gav et sæt i dem begge. Faren stod i døråbningen. "Det var dig, der gerne ville bo her," sagde han, "du sagde 'okay'!"
   "Det var fordi, jeg troede, du gerne ville bo her," svarede moren, "du spurgte!"
   Faren sukkede: "Vi havde jo overvejet at flytte til byen, og stedet var til salg. Jeg ville give dig en mulighed for at overveje det!"
   "Hvorfor bor vi her, hvis ingen af os vil bo her?" det var Sigurd, der afbrød skænderiget. Forældrene tav. Nu var der helt stille. Helt stille bortset fra en enkelt lyd, der blev ved med at gentage sig selv: "Dryp, dryp, dryp..." sagde det. Ingen havde lagt mærke til det før nu. Det dryppede ned fra en revne i loftet. "Øhm...?" lød det fra faren.
   Det begyndte at dryppe et andet sted. Snart efter kom der vand ind over det hele, så det gav genlyd i hele huset. Det var som et orkester, hvor alle spillede på samme instrument. Nu kom et nyt instrument ind i billedet. Regnen begyndte først langsomt så hurtigere at sive ned gennem sprækkerne. Der var nu vandpytter overalt i huset. De blev større og voksede sammen. De tre gik nedenunder. Vandet sivede ind under døren. De åbnede den. De gik ned af trappen, ned i kælderen. Den var oversvømmet. Sofaens fødder stod under vand. Det sivede ind i stoffet. De stod der alle tre en smule lamslåede over situationen. Efter nogle sekunder sagde faren: "Jeg stemmer for, at vi flytter!"
   "Også her!"
   "Og her!"
   "Lad os komme i gang med det samme," sagde moren og gik ovenpå. De to andre fulgte efter.