Jack Soller gik gennem korridorerne i Paima paladset. Store velvinger, malet med et hav af beroligende billeder som viste universets udvikling fra tidernes morgen, udgjorde lofter, som strakte sig i lange gange som virkede uendelige. Jack mente selv at han havde set det meste af det som var værd at se i denne galakse, men malerierne på dette palads lofter og væge viste noget enestående, han aldrig hidtil havde set. Billederne var så livagtige at han fik lyst til at gå hen og røre ved dem, bare for at forsikre sig om at han ikke ville faldt i gennem væggen og ud i en anden verden. Men han beherskede sig. Som Månerytter var han trænet til at virke uimponeret og professionel i alle tænkelige situationer, selv at passere igennem korridorerne hos en af verdens mægtigste skabninger. Foran Jack vimsede den lille grønne Fnatil, som skulle vise dem til storherren af Oxwiller. Jack gik sammen med tre andre. De var alle mandlige medlemmer af Jordens oprindelige menneske race, og Månerytter af højere grad. Som altid bar de deres kampdragter, med klassiske vejleren tæt omkring dem, og deres våben pailamins i bæltet. Bag dem fulgte to Qualer, storherrens garde, Klædt i violette uniformsdragter og lilla benklæder og vejler. De bar deres våben og pailamins med erfarenhed.
   Fnatillen drejede til højre ind gennem væggen med et billede af en masse cirkler og bøjede farvelinjer der krydsede og drejede sig rundt om hinanden. Der var en magisk glans over billedet, som ikke kunne forklares. Månerytterne fortsatte efter Fnatillen gennem billedet uden vanskeligheder, kun en kort følelse af at passere igennem en tynd mur af vand. De standsede midt i et cirkel formet rum. Ligeledes var disse vægge og velvinger så livagtige malet at det føltes ægte. Solsystemer, stjerner, planeter, måner og asteroider fløj frit rundt på væggene, og forestillede denne galakses system. Stjernerne og andre planeter lyste klart op i den mørke atmosfære som opsluger det meste lyd. Fnatillen og de to Qualer forsvandt lydløst ud gennem rummes mørke vægge, og de fire Månerytter stod nu alene tilbage i det tomme kun lidt oplyste rum.
   De stod tavse og stille i en rum tid, før der skete noget. En glitrende forstyrrelse i luften, lavede et hul af uklarhed foran dem. En silhuet af en høj tynd skikkelse kom til syne og ud trådte Storherren af Oxwiller. Jack Soller havde tidligere løst opgaver for stor herren og havde ved disse lejligheder fundet den høje spinkle magiker yders magtfuld. Storherren bar en lilla kåbe med spidse lange kraver der gik lang over kindbenene, og med en vigt åbning forneden. Han havde sine hænder samlet i et par store vige ærmer i hvidt. Han var yderst beundrings værdig.
   Storherren talte med en overjordisk stemme, nærmest tryllebindende.
   "Jeg har bedt jer komme denne lange rejse, for en mægtig fjende truer vor galakse", begyndte han "Asylerne har i løbet af det sidste år tusinder overrendt vore grænser. Som spioner har de opsnappet enhver information om vores forsvar, og interne konflikter, og nu er de blå asyler ved at samles til et fældes angreb mod os. De opfordrer til konflikt og krig mellem alle blods raser og indtil videre er det lykkedes dem. Kejser Mon splitter sit eget rige for at nedtrykke blodet fra visse andre racer, og Menneskes solsystem med Jorden, det ved i jo selv hvordan det går, har det heller ikke for godt", Storherren holdte en kort pause. Månerytternes tanker faldt på det foregående slag der havde stået mellem oprøre fra Jorden og planetens magthavere. Månerytterne var blevet sat ind for at forhindre at store dele af planeten blev sprunget fra hinanden. Forpustede og trætte var der blevet informeret om at tage til Paima, en længere rejse i gennem to solsystemer, for at stå foran storherren af Oxwiller.
   " Grunden til at jeg tilkaldte netop jet fire", fortsatte Stor Herren "er at i tidligere har udført tilfredsstillende opgaver for mig personligt, og at jeg har endnu en opgave til jer. Jeg beder om fuld diskretion med disse oplysninger, de hr." Herren af Oxwiller så granskende på dem alle. Som ville han se ind i deres inderste indre. Hvor efter han løfte hænderne og formede nogle tegn i luften. Cirklerne og linjerne på den væg de var trådt igennem, løsrev sig og begyndte at svæve rundt i luften. Først uregelmæssig og ligegyldigt fløj de rundt, snurrede og drejede. Storherren lave endnu nogle ukendte tegn med hænderne og straks ændret cirklerne og linjerne sin gang til præcise baner, og snurrede om hinanden som planlagt systemer.
   Storherren foldede igen hænder i de vige ærmer, og fortsatte.
   "Vores solsystem var en gang beskyttet af et magisk forsvar ingen ville være i stand til at bryde. Men da grænserne skulle være åbne, og en jævn trafik mellem vor galakses solsystemerne begyndte, blev det besluttet at det magiske forsvar skulle sænkes og magikerne som besad kræfterne til dette forsvar, skulle vækkes af deres dvale. Men da magikere sjældent i længere tid kan opholde sig flere sammen, blev det til sidst for meget for en del af dem. For i deres magiske dvale havde de fulgt med i alt udviklingen i de forskellige systemer og de besad alle en masse viden om diverse planeter. Tiden var inde til at skilles. Alle Magikerne drog hver til sit, men inden afrejsen aflagde de alle løfte om aldrig at røbe hvem de var for fremmede og uvedkomne. En af vogterne som kendte til hemmeligheden blev tilbage for at holde et vågent øje med galaksens udvikling, og sende bud efter resten når tiden igen var inde til at samles. "Her holdt Storherren en kort pause. "Denne tid er nu kommet, at magiker ringen igen skal samles til et forenet forsvar af galakserne. Det er nu jeres kald at sørge for at alle disse magikere kommer sikkert tilbage hertil. Og jeg mener sikkert! For i det lange løb er det lykkes Asylerne og andre at finde frem til visse oplysninger som kunne afsløre hvad der er på færre. De vil sandsynligvis prøve at hindre en eller flere Magikere i at nå frem, for så kan Ringen ikke samles og forsvaret vil været svækket" Månerytterne tog tavse imod ordre fra Storherren. Da denne var færdig bukkede de kort og som han var kommet forsvandt storherren igen. Fnatillen og de to Qualer kom tilbage til Cirkel rummet. De forlod sammen det magisk bundne værelse. Stregerne og Cirklerne var igen tilbage på væggen.

Månerytterne gik samlet gennem gaderne til deres kvarter. Alle i hver sine tanker. Deres opgave lød simpelt nok. Hente hver 3 væsner og bringe dem til Paima-paladset. Men som storherren havde nævnt var asylernes plan med at skabe strid lykkes, med top karakter. Selv storherrerne gik i krig mod hinanden. I alle gaderne og de åbne såvel som de overdækkede pladser beredte indbyggerne på Paima sig på krig. Oven over husene svævede store krigsmaskiner som skulle forsvare planeten, udstyret med tidens kraftigste våben. De store beskyttelses rum som strakte sig i lange gange ind i planeten var klargjorte til beskydning. Forsyninger til flere måneder lå parate i de inderste kamre. De svævende beskyttelses skjold blev jævnligt tændt og kontrolleret.
   Samtalen med Storherren var slut. Ikke før alle magikerne var samlet ville de kunne sove roligt igen. Når en storherre gav ordre fulgte man det og sejret eller man nægtede og fandt aldrig hvile. Det var den forbandelse der hvilede over hver eneste Månerytter. Sejre eller faldt, der var ingen middelvej. Svigtede man en opgave eller gjorde man mytteri var man dømt til hvileløst vandring til verdens ende.
   Deres kvarter på Paima var et kæmpe beskyttet område. Overdækket så ingen kunne se ind. Der var plads til at uddanne, udvikle og forsvare sig. I krigstider kunne der være trehundrede ryttere, men i freds tider var godt 100 ryttere rigeligt. Nu blev alle Paima rytterne langsomt kaldt hjem til deres poster på planeten. Der var yderligere 2 andre kvarter på planeten af samme størrelse, alle udrustet og forsynede.
   Hurtige fly sønderrev luften. Et øjeblik efter lød eksplosioner og gevær salver. En af Lonberx Storherres fly kom igen susene flere eksplosioner, og så de kendte dunk lyde fra luft skibenes kanoner. Den travlhed der havde præget gaderne var for et kort øjeblik afbrudt af vild flugt til beskyttelses-tunnellerne. Svæve-skjoldet blev aktiveret, og flyenes skud kunne ikke længere komme igennem. Efter 20 minutters skudduel i luften forsvandt angriberne, og livet vendte tilbage i gaderne.
   Jack Sollers første opgave, ville være at vælge sine mænd. Det skulle gøres med omhu. Selv i Månerytternes elite styrker fandtes forrædere, som kunne købes. Det kunne ikke undgås. Selvom penge intet betød for rytterne, kunne udsigten til at hvile i døden lokke en hver.
   Jack Sollers lærling Vasa Apollon skulle med, reglen forbød mestre at forlade deres lærlinge, selv under missioner.
   Ligeledes skulle Marco O'heu med. Han ville være nyttig. O'heu havde også været Jacks lærling. O'heu havde en evne til at forudsige Jacks træk og handle efter dem instinktivt. Det havde vist sig under tidligere missioner at være effektivt, og så var der den fordel at O'heu ikke var gammel nok til at søge efter en velsignet død. Der var ingen chance for at han ville tage i mod bestikkelse.
   Desuden udvalgte han yderliggere tre Månerytter, som skulle navigatører på slagskibet der skulle føre dem gennem solsystemerne. Dog ikke med på selve opgaven. Det var nok bedst ikke at involvere dem i selve opgaven fra storherren af Oxwiller.
   Inden planeten Paima havde nået at dreje sig om i skygge af solen, var Jack Soller parat til afrejse.