Jeg gik ude i skoven, jeg skulle hente brænde til pejsen. Jeg var gået udenfor og ud på landet. Da jeg hørte en raslende lyd bagfra, vendte jeg mig om og så øjnene! Meget store gule øjne lige foran mig. Så skinnende og smukke øjne. Jeg så lige ind i de skinnende smukke gule øjne. Det var som om jeg var i trance. Umuligt at rive sig fra. Jeg prøvede at kigge væk, men på en eller anden måde fast holdt de mit blik fra at kigge væk. Jeg prøvede at finde en måde, men jeg var helt lammet, da den trådte ud fra mørket og ind i lyset! Wauw, jeg havde aldrig set sådan et mørkt og flot væsen. Nej vent, det ligner et menneske, en ung mand der er muskuløs. Nej, en fyr på min alder. Men anderledes. Jeg kunne se det anderledes ved ham og så alligevel ikke. "Åh Gud!", sagde jeg. Hvad havde dette med mig at gøre, sådan noget fantastisk smukt noget? Det var det "Mørke". Ingen tvivl, det er flot, tænkte jeg. Jeg vidste ikke at noget kunne være så flot, som dette.
   Jeg var fast låst ved hans øjne, "som kunne de se lige igennem mig... Hvad var han for en? Han er uimodståelig." Tænkte jeg.
   "Intet er uimodståeligt min ven," sagde han og fortsatte, "for så du er lige så uimodståelig som mig". Han trådte endnu nærmere end før, og jeg kunne nu se ham helt. Jeg stod lidt og tænkte. Men kunne ikke tage mig sammen til at sige noget. Hvad var det, der var ved at ske?
   Tanken var med min stemme, men det var ikke mig, der havde tænkt den.
   Det undrede jeg mig over. Hvad var der galt? tænkte jeg til mig selv. Det hele virkede så rigtigt, så fantastisk som en drøm. Ja selvfølgelig! Det var en drøm. Det var den eneste forklaring, andet kunne det jo ikke være.

Stemmen var høj og alt aftagende.
   "Dette er ikke en drøm min ven" sagde han og de store gule øjne så mig intenst men fast i øjnene.
   Jeg blinkede med øjnene og han var væk. Hvor var han henne? Jeg gik hjemad og så at det var blevet aften. Jeg gik ad hovedvejen, men tænkte at jeg ville slå en smutvej igennem skoven for at komme hurtigere hjem. Jeg gik ned af den lille grusvej ind til skoven.
   Det var nu blevet helt mørkt, og jeg kunne se at det blev mere og mere tåget. Jeg var nu kommet et godt stykke ind i den store mørke skov. Jeg kunne nu høre at der var en lille bæk der løb langs med den lille grusvej jeg gik på. Jeg kunne næsten ikke se en hånd for mig pga. den tætte tåge der nu havde lagt sig. Normalt er jeg ikke særligt glad for at gå i skoven.
   Jeg begyndte at blive lidt utryk jo mere jeg tænkte på om jeg overhoved kunne finde vej igennem skoven, og om jeg overhovedet ville komme hjem i dag. Og hvad nu hvis han kom tilbage efter mig?
   De store gule stirrende øjne?
   Så skete det jeg kunne høre at noget stort kom galoperende lige imod mig, jeg kunne ikke se hvad det var men lyden af fire hurtige trin der kom løbende hen over den grusede vej, der kun blev hø-jere og højere. Det var lige ved siden af mig! Jeg krøb sammen af bare skræk. Men det løb bare lige forbi mig. Jeg kiggede bagud og det var standset, og nu vendte det om! Det løb imod mig endnu en gang men stadig lige forbi mig. Denne gang kiggede jeg nøje efter hvad det var da det løb lige forbi mig, jeg kunne ikke se andet end omridset af et eller andet dyr, som en form for skygge af en ulv. Det standsede og kiggede nu stift på mig, der var de igen, de store gule øjne! Den nærmede sig mig langsomt som en normal ulv ville gøre. Men dette var ikke bare en normal ulv. Hele dens krop var en stor skygge. Med sort og blafrende skygge pels næsten som en stor sort flamme.
   Tågen dansede over grusvejen og den lille bæk brusede ved bredden. Skygge ulven, nærmede sig langsomt. Jeg stod helt stille, jeg bevægede mig ikke. Jeg stirrede på de store smukke øjne. Og så hvordan der langsomt bredte sig et uhyggeligt mørke ud fra den, som omsluttede os helt. Som en kvælende sort og tæt tåge.
   Vi stod nu og stirrede hinanden i øjnene. Det kom helt tæt på. Det var som om det ændrede form, til en ung mand. DET VAR HAM FRA TIDLIGERE! "Hvad vil du mig!?" Råbte jeg, men han svarede mig ikke og nu begyndte min krop at ryste voldsomt af bare skræk. Tågen var nu helt omkring os, det var ikke nogen normal tåge.
   "Jeg er kommet efter dig Persefonie. "
   "HVAD? Hvad er det du vil mig?" Spurgte jeg.
   "Jeg er kommet for at hente dig hjem Persefonie. Hjem, dit rigtige hjem."
   "Hvem er denne Persefonie du snakker om? Og hvad mener du med mit rigtige hjem?"
   Skyggen svarede ikke men ændrede sig derefter tilbage til skygge ulven. Den begyndte at knurre, og så gik den til angreb, den for direkte imod mig, og jeg trak armen op foran hovedet for ikke at det skulle komme til skade. Men i stedet blev jeg bidt af den. Så jeg trak det skadede håndled til mig, det blødte kraftigt. Men ikke med normalt rødt blod, det var sort og grumset. Jeg skreg af smerte og kiggede på mit sår og følte at det begyndte at brænde fra håndledet og op ad armen. "Hvad har du gjort ved mig"? Råbte jeg af skygge ulven. "Jeg har startet din rejse til din skæbne!" svarede den, og så forsvandt den med tågen.
   Jeg vaklede nu hjemad med mit skadede håndled. Da jeg kom endelig hjem til huset og ville jeg bare ind og glemme alt det der lige var sket. Men lige inden jeg trådte helt ind af døren kom der en kat, som var lavet af sort skyggetåge. Jeg åbnede forsigtigt døren på klem for at den ikke skulle løbe ind af døren, men den svævede lige gennem den! Jeg må være ved at blive sindssyg. Mørk tåge med gule øjne, skygge ulve og katte og så det mørke bidemærke. Det hele må bare være noget jeg bilder mig ind.
   Inde i huset var min mor ingen steder at se. "MOAR? MOAR? ". Men jeg fik intet svar. "Hvor er du henne? "
   "Jeg er her oppe." svarede en kold og tonløs stemme. "Mor? Er det dig?" råbte jeg desperat.
   Jeg gik op på mit værelse for at se om mor skulle være der. Og der sad hun, på min seng, med katten på skødet! Det var næsten ikke til at tro, det der. Dette syn? Hvad sker der for min mor? Men længere nåede jeg ikke at tænke før en uhyggelig mørk, men skinnende skygge bredte sig fra katten og omslugte min mor. "NEJ" skreg jeg. Jeg var bange, vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Men et vidste jeg.
   Jeg skulle væk.
   Jeg prøvede at løbe hen til døren, men inden jeg nåede derhen, var værelset helt sort af skygger. Så jeg prøvede døren ud til gangen, men da jeg trådte derud, var jeg inde i værelset igen. Jeg kun-ne mærke den iskolde følelse der bredte sig fra maven og fra rygraden. Jeg var ved at gå i panik.
   Jeg begyndte at gå hen imod hende, prøvede at se hvad der foregik. Men mit "mørke" syn gjorde det umuligt. Jeg kunne se den mørke tåge komme ind gennem vinduerne og dørsprækkerne, og ligge sig op under loftet i værelset. Igen denne mørke, kvælende og tomme luft jeg indåndede. Jeg kunne mærke mine lunger som skreg efter rent ilt, min krop som hyperventilerede og var paniks-lagen. Jeg ser skyggeversionen af min mor, gik det op mig.
   Hun, den, stirrede på mig, med røde øjne! "Hvem er du? Og hvad har du gjort ved min mor?" spurgte jeg skyggen. Skyggen svarede ikke, den stirrede bare med de uhyggelige røde øjne på mig, som om den prøvede at få mig til at sige noget.
   Jeg var bange, meget bange nu. Jeg kom til at tænke på skyggen med de gule øjne, men der var noget over dem her. De virkede ikke levende som de gule, men døde. Var min mor død? Nej det kunne hun da ikke. Hjælp mig nu Gud. Lad det være en drøm, lad alle de seneste par dage være en drøm. Tiggede og bad jeg til. Det ville måske virke hvis han findes? Hvis han havde tid? Eller var han ikke herre over dette? Nej Gud er ikke herre over dette, ikke med det jeg har lært. Måske og kun måske skulle jeg opsøge præsten på søndag. Tankerne rodede rundt i mit hoved i et splitse-kund før den ting, min mor, begyndte at tale.
   "Mit kære barn. Min ven. Du har ret, dette er ikke Guds værk. Hvad jeg har observeret findes han ikke." Det var et koldt og vredt svar. Igen, denne stemme i mit hoved, hvor kom den fra? Hvor kommer den stemme fra? Hvad sker der med mig? Hvorfor kan jeg høre mig selv svare på mine spørgsmål? Tænkte jeg for mig selv. "Der sker ikke noget med dig min ven, sådan har du altid gjort".
   Og svaret skræmte på en måde det ikke burde gøre.
   
* * *
   Før jeg kunne nå at tænke mig om, kiggede jeg hen på min mor igen. Skyggen med de røde øjne var væk. Hvor er den henne? Hvor var katten med de røde øjne? Hvor det røde i min mors øjne? Hun ser nu pludselig helt normalt ud, dog med et forvirret smil på læberne og spøger "Vil du have lasagne?" Som om intet var sket! Jeg vender øjnene mod himlen og går videre ind på mit værelse med en baggrunds lyd af at min mor går ned i køkkenet og forbereder madlavningen, mens hun "synger" med på ukendte sange i radioen.
   Trappens lydløse trin virker helt uhyggelige nu, hvor de før var perfekte til når man skulle snige sig ud med sin bedste veninde. Nu virkede det dumt at de ikke gav lyd, hvis nu nogen eller noget kom op ad trappen. Men endelig kunne jeg lukke døren, give mig til at græde, ligge mig i sengen og ringe til min veninde. Det trængte jeg til. Men dog så satte jeg mig op af døren og tudbrølede på den mest ucharmerende måde der findes. Og det synes jeg var fair.
   
* * *
   Efter at have spist med min mor, og taget opvasken gik jeg ind i stuen og så reklamer med hende. Eller jeg så ikke TV som hun gjorde, jeg betragtede hende. Iagttog hende. Det generede hende tydeligvis, men jeg var ligeglad, jeg ville være sikker på at dette var min mor, og ikke andet eller andre. Hun sad der i næsten tyve minutter med mine øjne klistret på hende, vendte hun sig om mod mig og stirrede igen. Smilede langsomt og begyndte at grine så optimistisk at jeg blev helt forskrækket. "Skattepigen, hvad er det vi leger?" Spøger hun, og smiler til mig. Men jeg kiggede bare videre på hende, analyserede hendes stemme. Normal, helt normalt. Hun var min mor. "Det der gør du aldrig igen." Svarede jeg og gik op på mit værelse, lukkede døren, træk gardinerne for, træk i nattøjet, satte opladeren i min mobil og lagde mig under dynen. Klikkede på tasten 1 på mobilen - ring op. Ringer op - Iris stod der, og følte mig lettet og næsten tryg ved de tre ord, lyden af opkaldets bib og mors lyde fra sofaen nedenunder.