Og du ser på mig med fugtige øjne, og du tigger og be'r mig om at sige noget - hvad som helst, virkelig, du er ligeglad, bare jeg åbner munden, alt andet end mit bare blik vil lindre din smerte, siger du, men min mund vil ikke åbne sig, kan ikke fortælle dig noget som helst, for i sidste ende er der jo intet at sige, andet end dét, som allerede er sagt og jeg har intet at tilføje.
Og du rækker ud efter mine hænder, som ligger livløse i mit skød, dine blege fingre er fugle, som vil stjæle dét, som er mit, tage det med hjem til reden og for evigt gemme det dér.
Og du flyver brat op, så glassene på bordet klirrer mod hinanden ved dine skridt, men jeg kan ikke røre mig, mit legeme er frosset fast i en stilling, en følelse, et øjeblik, og selvom det gør mig ondt at se din ryg bevæge sig væk, som båret af blanksorte vinger, ønsker jeg ikke at ændre.
Og tulipanerne i vinduet stikker deres hoveder sammen og fortæller hinanden, hvor frygtelig, jeg er, og jeg kan ikke lade være med at glædes, for ligegyldig, hvor meget nogen sårer mig, kan jeg altid gøre det bedre selv.
Og jeg kan høre dig samle dine ting, jeg kan høre skratten, puslen og dæmpede skrig, og det synes at fortsætte evigt, men endelig bliver her roligt og jeg prøver pludseligt panisk at opfatte dit ordløse farvel, men hører intet.
Og så åbner du hoveddøren, for sekundet efter at lade den falde i bag dig med et brag, som forstørres af resten af universets samlede lydeløshed, en eksplosion i mit indre, atomer som rives fra hinanden eller kolliderer eller ophører med at være overhovedet, paddehatteskyer, som dækker for lyset og får alting til at synes så forfærdeligt fjernt og så frygteligt tæt på alligevel.
Og der er for meget indeni som med ét bare skal ud og jeg bliver revet fremad, forover og madrester og galde står ud af mig i et sammensurium, og da det stopper, ved jeg, at jeg græder, for til sidst er jeg næsten helt tom indeni, kun glasklarhed flyder i mine vener, og jeg kan endelig mærke, at jeg elsker dig.