I løbet af natten, blev det mørkt, men det opdaget jeg ikke, før det var for sent. Så da jeg vågnede og slog mine øjne op, troede jeg stadig at jeg drømte. Jeg åbnede og lukke mine øjne, men intet var forandret. Alt var stadig mørkt.

En dør blev åbnet, og lyden den frembragte, skar sig ind i hoved på mig. Jeg kneb mine øjne i og slog mine hænder for mine øre. En blid hånd blev lagt på min ene arm. Jeg fjernede mine hænder fra mine øre og åbnede mine øjne og gispede højt, da en ugle omgivet af et hvideligt lys, stod ved siden af den seng jeg lå i. Og den arm jeg havde mærket på min arm, var nu forvandlet til en vinge, som tilhørte uglen. Jeg måtte have lignede en måbende fisk, efter at chokket havde lagt sig.

- "Jeg drømmer stadig," sagde jeg og blinkede et par gange med mine øjne.

- "Nej min ven, du er vågen," sagde uglen.

- "Hvorfor ligner du så en ugle?"

- "En ugle?," sagde en anden stemme og brast ud i hæs latter.

Jeg så mig rundt og fik øje på en smuk sort kat, der sad ned, med sin hale lagt om sine forben. Den lyste med et svagt skær af sort. Jeg tænkte: 'En sort kat der lyser sort? Udstråler sort? Spøjst.' Jeg kunne ikke lade være med at smile.

- "Ja og du ligner en sort kat."

Han holdte op med at grine og der blev stille i rummet.

- "Hvor er jeg henne, hvis jeg ikke drømmer?" spurgte jeg og lukkede mine øjne, så dyrene kunne forsvinde, for en kort stund, så jeg beder, kunne koncentrer mig om de mænd, der virkelige var til stede.

- "Du er på hospitalet," sagde uglemanden, "Mit navn er Ulrik Lange og jeg er din læge."

'Uglen hedder Ulrik og er læge,' tænkte jeg. Jeg forsøgte at holde et smil tilbage, men det lykkes ikke.

- "Er mit navn sjovt?" spurgte han, uden at virke sur.

Jeg rystede på hoved og åbnede mine øjne igen, for at se på ham. Igen så jeg uglen, med det hvide lys omking sig.

- "Nu og for altid, vil jeg tænke på dig som Uglen Ulrik."

Katten begyndte at grine igen og jeg kiggede efter lyden. Den havde flyttede sig. Nu stod den på den modsatte side, af hvor uglen stod. Den havde vokset sig støre. Før var den en ganske afmenlig huskat, nu var den en stor, smuk sort panter.

- "Det må altså være en drøm, det her. Det kan ikke være andet."

- "Skat, det er ikke en drøm, det her. Du er vågen og vi er her. Du kan da se os, kan du ikke?"

- "Du er en sort kat og Dr. Lange er en ugle. Det er det jeg kan se. Og omkring Dr. Ugle er der et hvidt skær og omkring dig er der et sort et."

Jeg så katten kigge på uglen og denne kiggede tilbage. Ordet 'spøjst' dukkede igen op i mine tanker, ved synet af dem og den måde de så på hinanden på.

- "Jeg lyser lige ind i dine øjne, unge dame. Sig til hvis..."

Han lyste tror jeg, og der skete ikke noget. Jeg kunne ikke se det. Nu gik det rigtig op for mig, at jeg ikke kunne se ting, eller loftlyset. Jeg havde kun set uglen og katten, samt deres lys.

- "Dr. Lange..." sagde jeg og sank, "Jeg er blind. Jeg kan ikke se ting, men I må ikke tro at jeg er skør, når jeg stadig siger, at jeg ser dig som en ugle, og ham den anden som en sort kat."

- "Skat?" Kattens stemme lød bedende og spørgene på engang, "Det er mig."

Katten rakte en pote ud i mig og fat i min hånd.

Jeg lukkede mine øjne og kunne mærke mandens hånd nu, i min.

- "Beklager, men jeg..."

Jeg stoppede min sætning og førte hans hånd op til mit ansigt. Det var som om noget for igennem mig. Et glimt. Et billede. Et minde? En høj, slank mand, med kort, sort hår og drillende blå øjne. En mund der har let til smil og flirt. Hænder der var gode til at give massage og en stemme der kunne tryllebinde, selv den stædigeste kvinde, der ellers ikke faldt for hans ydre charme.

- "Nikolaj Lange," sagde jeg med en grødet stemme og forsatte, "Du er bror til Dr. ..."

Jeg kunne ikke gøre sætningen færdig, uden at smile brede der ved.

- "Ugle," sluttede han min sætning og jeg kunne høre at der var latter i hans stemme.

Mine øjne var stadig lukkede, for kun der, kunne jeg se ham for mig, som han rigtig så ud. Jeg holdte ham stadig i hånden.

- "Ja, ham... Og Nico, hvad skete der? Hvorfor er jeg her?"

Jeg klemte hans hånd, for jeg kunne høre på min stemme, at jeg ikke rigtig, havde lyst til at høre svaret, men at jeg var nød til at vide det.

- "Du har været ude for en ulykke unge dame," svaret Dr. Lange, da Nico ikke gjorde det og Dr. Lange forsatte, "Kan du slet ikke huske noget der fra?"

Jeg åbnede mine øjne og så fra Uglen til Katten, hvor på jeg rystede på mit hoved.

- "Jeg husker ikke noget. Det tog jo også lidt tid inden jeg genkendte Nicos stemme, ikke?" sagde jeg og viste ikke om jeg skulle se på Uglen eller Katten, så jeg lukkede mine øjne i igen og lagde mig tilbag på puden.

- "Hvil dig lidt, ung dame. Det trænger du til," sagde Dr. Lange og lagde forsigtig en hånd på min pande.

Jeg åbnde mine øjne og så Uglens fjeret vinge røre min pande. 'Spøjst,' tænkte jeg igen, 'Jeg kan se vingen og dens fjer. Jeg ved at den ikke er der rigtig, men det føles underlig, at jeg alligevel ikke kan mærke dens fjer.' Jeg tog den tanke og berørningen af Nicos hånd i min, med ind i min drømmeløse søvn.