Det var en helt almindelig dag for Zoe. Eller næsten i hvert fald. Solen skinnede og hun var nyforlovet med Deyan, prinsen af Oceania. Denne morgen skulle Deyans forældre rejse til årets MagiRåd, så hun var på vej op til slottet for at sige farvel til dem. Deyan havde sovet oppe på kongeskibet den nat og skulle også gøre det i den tid kongen og dronningen var bortrejst. Zoe, foretrak at sove hjemme i sine vante omgivelser i hendes egen lille båd. Her havde hun nemlig fuld udsigt ud over det åbne hav. Hun boede på den yderste række bådbro, længst væk fra kongeskibet og gangbroen til fastlandet.
   Hun havde dog lovet Deyan at overnatte på kongeskibet sammen med ham, imens hans forældre var væk. Han havde sagt at han slet ikke kunne undvære hende al den tid. Det var en lang rejse, så hun var taget afsted meget tidligt. Nu var hun der næsten og hun fik helt sommerfugle i maven, ved tanken om at hun snart skulle se Deyan igen. Hun var dog nervøs for om de atter engang skulle blive uvenner over snakken om hvor de skulle bo når den lille kom til verden. Hun havde få uger forinden fundet ud af at hun var gravid og de var begge lykkelige. Selv Deyans forældre var blevet glade for nyheden. Hun dagdrømte tit om deres fælles liv sammen på hendes lille båd i udkanten af Oceania, med et eller måske endda 2-3 små børn legende rundt.
   Da kongen og dronningen var taget afsted gik Zoe med Deyan op på kongeskibet. De fik sat hendes ting på hans værelse og gik derefter ned for at få noget mad.
   "Hvorfor tog de egentlig ikke bare kongeskibet derhen, det er da hurtigere?" spurgte hun.
   "De mente det var godt for mig at lære at være herre i eget hus, som øvelse tror jeg"
   "Det kunne du da have gjort hjemme hos mig" sagde hun indigneret.
   "Det sagde jeg også" sagde han smilende
   "Men de kan vist ikke lide tanken om at der ikke er nogen tjenestefolk"
   Hun smilede også nu, det var lidt komisk.

Næste morgen blev hun brat vækket af høje brag og en masse råben. En stuepige kom løbende ind til dem.
   "Deres højhed de må væk, vi bliver angrebet!"
   Hun så meget skræmt ud.
   Deyan skyndte sig at finde sit sværd frem.
   "Bliv her, jeg kommer straks tilbage" sagde han med bestemthed i stemmen.
   Zoe ville ikke have at han skulle gå, han skulle lade soldaterne om at kæmpe. Men hun vidste godt at sådan var han ikke, han ville selv kæmpe.
   Stuepigen kiggede efter ham gennem en sprække i døren.
   Hun vendte sig pludseligt om med store øjne.
   "De går målfast efter de kongelige" sagde hun med stor frygt i stemmen. "Hans højhed er død"
   Der blev stille og Zoe følte det som om hun havde fået revet tæppet væk under sig. Død, hvordan kunne han være død, de skulle jo være forældre. De skulle leve lykkeligt sammen.
   Tårene pressede sig på med stor kraft men hun ville ikke give efter.
   Stuepigen lukkede døren og begyndte at tage sit tøj af imens hun bad Zoe gøre det samme.
   "Jeg tager din plads, så du kan nå at flygte" sagde hun
   De byttede tøj og i det samme begyndte larmen at nærme sig.
   Zoe kiggede på stuepigen. Hun så skræmt ud, men samtidig meget beslutsom.
   "Det er bedst på denne måde" sagde hun sørgmodigt og skubbede Zoe hen mod koøjet.
   Det var godt at Zoes mave endnu ikke var vokset ret meget for hun kunne kun lige klemme sig ud gennem koøjet. Hun gav slip og lod sig dumpe ned i det kolde vand. Nu svømmede hun for sit liv. Bag sig hørte hun stuepigens skrig og derefter en øredøvende stilhed.

Hun gav tårene frit løb og svømmede videre. Først havde hun svømmet mod sin båd, men tænk nu hvis de også var ved at angribe der?
   Hun ændrede retning og svømmede i stedet direkte mod nord langs den første sejlrende.
   Da det begyndte at blive lysere og folk kom ud fra deres kahytter, søgte Zoe ly inde under bådbroerne. Hun turde ikke risikere at der pludselig dukkede soldater op. Eller hvis nogen havde set hende kunne de fortælle soldaterne præcis hvilken retning hun svømmede. Egentlig var det vel fjollet at hun havde disse tanker, soldaterne havde jo troet at stuepigen var hende. Så de måtte vel tro hun var død. Men en lille nagende tvivl gjorde at hun alligevel gemte sig. Tiden var lang, for hun kunne ikke svømme ud før folk var gået til køjs. Hun kiggede langs bådbroen og tænkte at hun måske kunne trække sig fra pæl til pæl uden nogen hørte hende. Så hun rakte armen ud og kunne lige nå den næste pæl. Men efter ganske kort tid måtte hun opgive, hun var simpelthen for træt i armene nu. Tankerne overmandede hende. Alle de tanker hun havde kæmpet for at holde væk. Hvorfor var soldaterne kommet, hvorfor dræbte de de kongelige og hvad mon Deyans forældre ville sige når de kom hjem. Deres søn og svigerdatter dræbt. Sikke en smerte, den måtte være langt værre end den hun selv følte.

Endelig faldt mørket på og der blev stille.. Hun ventede endnu en times tid før hun svømmede ud fra broen og videre langs sejlrenden ud mod det åbne hav.I mørket kunne hun ane at bådbroen nu sluttede. Nu var det åbent hav forude. Hun havde brugt mange timer på at se ud over det og beundret det. Men alligevel var tanken om at svømme ud i det ret skræmmende. Ingen vidste hvad der lå ude i det hinsides. De få der med tiden havde begivet sig derud, var aldrig vendt tilbage. Hun tog en beslutsom indånding og svømmede videre ud mod det uvisse. Hun vidste, at det lige nu var det eneste hun kunne gøre, hvis hun ville overleve. Hvis hendes ufødte baby skulle overleve.
   Timer senere var hun så træt i armene at hun ikke længere kom nogen steder. Hun trådte vande og blev nu bekymret for hvad der skulle ske. Hun var nød til at svømme videre, hun kunne ikke træde vande hele natten. Hun forsøgte at få armene til at lystre men de ville ikke. Da lyset brød frem i horisonten kunne hendes ben heller ikke længere. Langsomt omsluttede mørket hende, imens hun kæmpede for at holde sig ovenvande. Men det var for sent, hendes krop kunne ikke mere. Hun mærkede svagt at hendes krop ramte noget hårdt men hun kunne ikke registrere hvad det var. Det var som om hun nu lå på et hårdt bord.
   Mørket vandt ind og hun var væk.

Da hun åbnede sine øjne igen var hun meget forvirret. De sidste dages begivenheder rullede igennem hendes hoved som en film. Havet, mørket, håbløsheden. Hun så sig omkring, her var ikke så mørkt og ikke særlig vådt.
   "Åh, du er vågen, det var godt" lød en venlig stemme.
   Zoe blev forskrækket, hun havde slet ikke set den gamle kone der stod i døråbningen. Var det en døråbning, Det lignede mere en ind- eller udgang til en klippehule.
   "Hvor er jeg? Hvem er du? Og hv......."
   "Tag det helt roligt min kære. Du er i Minata og mit navn er Vacca. Min mand fandt dig liggende på klipperne lige i nærheden og tog dig med herhjem så du kunne komme til hægterne. Men hvad lavede du dog helt derude?"
   "Mintana, hvad er det? Det har jeg aldrig hørt om" spurgte Zoe forundret.
   "Har du aldrig hørt om Mintana?" udbrød Vacca nysgerrigt.
   "Du må komme meget langt herfra, hvor i Mountania kommer du fra?"
   "Mountania?" Zoe var langt mere forvirret nu. Hun havde hørt lidt om Mountania som barn, men det var jo et land der lå meget langt væk. Hun kunne da umuligt være kommet helt derhen.
   Hendes tankestrøm blev afbrudt af Vacca, der også så en smule forvirret ud.
   "Jamen kæreste dog, er du slet ikke herfra? Hvor i alverden kommer du så fra?"
   Og så fortalte Zoe hele historien om hvor hun kom fra, drabet på hendes forlovede og hendes lange flugt.
   Vacca sad med tårer i øjnene og så helt målløs ud.

5 måneder senere på en regnfuld morgen vågnede Zoe med et sæt. For første gang siden flugten havde hun ikke haft mareridt. Hun havde drømt om babyen og om Deyan. Men denne gang var det ikke en trist eller voldsom drøm. det havde været en skøn drøm om familielykke. Der trillede en tårer over hendes kind. Det ville aldrig blive en realitet nu. Hun blev revet ud af sine tanker af en jagende smerte i underlivet. Et øjeblik forstod hun slet ikke hvad der skete og blev nervøs for om der var noget galt med babyen. Men smerten gik hurtigt væk igen. Ikke mange minutter senere kom smerten endnu engang og denne gang gik det op for hende at det måske var ved at være tid til at føde, så hun kaldte på Vacca.
   "Jeg tror det er nu Vacca, hun kommer nu"
   Hun havde boet hos Vacca og hendes mand Sami siden de havde reddet hende fra klipperne. De var som famlie for hende nu. De havde aldrig selv fået børn, så de havde taget Zoe til sig som deres egen.
   De boede i den lille by Mintana, den bestod af omkring 50 familier og hele byen var indlemmet i klipperne. Hver bolig var udhulet i klipperne, og gaderne løb gennem klippegange og forbandt alle boligerne.

"Åh Zoe, det er jo fantastisk"
   Det blev en meget lang dag, de jagende smerter var meget stærke. De blev ved med at tage til i intensitet og afkræftede hende meget. Men hen under aftenen hørtes endelig den spæde babygråd i klippehulen. Vacca havde taget imod babyen og Zoe smilede da hun så sin skønne datter.
   "Hun skal hedde Felina" sagde hun og livet forsvandt fra hendes krop.
   Vacca sad med den lille nye pige, kiggede på sin adopterede datter Zoe med kærlighed og fældede en tåre. Det var alt for tidligt for hende at dø.
   "Jeg skal nok passe på Felina for dig min skat"