Der er så mørkt indeni i mig nu. Mørkere end på klubben i går.
Her er mørkt, meget mørkt. Svedperler drypper fra de kåde piger og lystne mænd der danser; selviscenesættende, udfordrende og påtaget, i en rus der kun er er dette sted værdigt. De danser alle sammen for at blive set, men ingen ser på dem. Jeg går i tågen. Den berusede tågetilstand fra mit hoved, og tågen fra røgmaskinerne der puster røg ud så frekvent, at ingen kan se makeuppen der løber ned ad mine kinder. Jeg kan ikke huske hvorfor den løber. Jeg tager en tår, af en flaske Belvedere der står på bordet foran mig. Jeg har mistet min telefon, mine nøgler og mit dankort. Livet er usandsynlig uoverskueligt i femten centimeter hæle i denne klaustrofobiske sorte hule af en natklub. Jeg græder lidt mere, uden grund. Det dunker i min krop og jeg er stoppet med at lytte til musikken. Nu kan jeg kun mærke den. Jeg tager igen en tår af flasken.
Alle undtagen personalet er gået nu. Jeg sidder, og andre står midt på dansegulvet, medens Stig leger DJ. Ingen er særligt tilfredse med hans valg af musik. "Det her er det nye fra USA", imens rockens hårde toner rammer dansegulvet. Ikke just de melodier der plejer at ramme stedet, og kendis eller ej, nok også forkert valg til publikummet.
Jeg kan mærke, at mit hoved kun bliver tungere, og jeg slingrer af sted mod personalerummet, og sofaerne derinde. Chefen lader mig ligge på det bagerste kontor, og henter et tæppe til mig. Jeg kan ikke overskue tanken om hvordan jeg kommer hjem, eller hvornår, jeg vil bare ligge. I min halve søvn overhører jeg samtaler der ikke må nævnes, og jeg vælger derfor også at ignorere de ord der bliver sagt. Min tidsfornemmelse er absolut svækket, og jeg husker ikke mere, indtil en stemme vækker mig. "Du kan ikke sove her, vi skal lukke det hele nu". Søvndrukkent rejser jeg min sløve krop, og bevæger mig ud i personalerummet fra kontoret. Der sidder et par stykker derude, og drikker en sidste øl. Jeg skal ikke have noget, jeg ønsker kun at indtage glemslens land i mine drømme. "Du tager med os hjem til mig og sover", siger stemmen der vækkede mig blot få minutter tidligere. Jeg er for træt til at danne nogen former for indvendinger, selvom jeg ved, at han bor dobbelt så langt væk som jeg. I det mindste har han sine nøgler, hvilket er mere end man kan sige om jeg.
Jeg vralter ud af den dunkle klub. Det er helt lyst udenfor. Vi, stemmen og en høj fyr sætter os på en trappesten, og iagttager en kollega der er i gang med at tømme sin maves indhold ovre på modsatte side af vejen. Vi, den høje, stemmen, og jeg tager kollegaen med i taxaen. Han kan hverken gå eller stå og når man spørger ham hvor han bor er det eneste han svarer, "Jeg vil hjem, jeg vil hjem nu". Du er snart hjemme beroliger jeg ham med. "Hej mor!", siger han til mig, og falder i søvn.
Da han stiger af taxaen, på den anden side af broen, ligger han sig ned på cykelstien. Vi råber alle tre, og taxachaufføren med, at han skal rejse sig op. Vi kører videre da han er godt på vej ind ad sin dør.
Jeg kigger ud af det store vindue med udkig til altanen og Bella Sky i baggrunden skråt overfor den store græsplæne og metroen. Det er blevet helt lyst nu, og solen bager. Klokken er halv ti. Jeg ligger på den store grå sofa imens de to andre står udenfor og pulser kaffe. Jeg kan lugte røgen helt ind i stuen, fordi altandøren er åben. Jeg gider ikke glo på dem, så jeg vender blikket mod fjernsynet. Mit blik er stadig sløret. Dels af træthed og dels af den mængde jeg har indtaget i løbet af natten. De to kommer ind, og jeg får vist et værelse og en seng jeg kan sove på. Jeg tager alt mit tøj af, undtagen trusserne - det er så varmt at jeg ikke kan holde andet ud. De kalder på mig inde fra et af de andre soveværelser. Jeg vikler dynen godt omkring min næsten nøgne krop, og slæber mine fødder hen ad det glatte trægulv, ind til de to andre.
Vi griner og pjatter, indtil stemmen beslutter sig for at smutte ind i sin egen seng for at sove. Jeg ligger stadig ved siden af den høje i sengen. Vi har kysset sammen én gang nogle uger før. Nu hiver han mig ind til sig, alt imens jeg forsøger at rejse mig, stadig med dynen viklet godt om min krop. Han holder om mig, og aer mit maveskind. Det er lang tid siden, at jeg er blevet holdt om, også selvom dette kun er for en kort stund. Vi kysser. Vi leger lidt. Vi sover.
Sahara har indtaget min hals, og jeg vågner dehydreret, og badet i sved. Jeg vækker ham og spørger om jeg må låne hans telefon; "Den er gået ud", meddeler han og sover videre. Det er ikke til at få liv i ham. Jeg bevæger mig lidt slukøret ud af værelset med dynen omkring mig. Samtidig, kommer stemmen, og lejlighedens ejermand gående ud fra sit værelse, og lader mig låne hans mobil. Vi drikker saftevand, og tager to tæpper med og ligger os på et hver ud i græsset. Det er meget varmt i dag. Klokken er fem da vi beslutter os for at gå indenfor og se om vi kan få liv i den høje. Jeg tager et bad, og bagefter bestiller vi mad.
Imens vi venter, beslutter drengene sig for at ryge igen. Min sovekammerat sidder på terrassens gelænder. Jeg betragter hans ansigt imens han suger ind. Jeg ser hvordan blodkarrene tydeligt træder frem, og hans øjne bliver fuldstændig rødsprængte at se på, alt imens hans blik langsomt begynder at trække sig indad. Han kigger tåget på mig og smiler fjoget, idet han rækker jointen videre. Jeg skal ikke have noget, jeg kan ikke lide udtrykket i deres øjne.
Maden kommer, og jeg spiser den halvt indbagte pizza med bearnaise med velbehag. Det er rart med noget i maven, der ikke er alkohol. Lyset herude er mit yndlings. Aftenlyset på en sommerdag er det gladeste lys af dem alle. Det er svært ikke at nyde det, bare lidt. Da jeg timer senere får besked over facebook, at jeg kan komme hjem, er det med en hul mavefornemmelse, at jeg siger farvel. Mit indre er en natklub. Her er mørkt og sort. Sløret for alle andre sanser, end den dunkende fornemmelse fra musikken, mit hjerte. Det skærer. Nu har jeg ikke vodkaen til at dæmpe den tomhed der langsomt kryber sig vej til mit inderste. Der er så mørkt indeni mig nu. Mørkere end på klubben i går. Jeg håber, at jeg snart kan finde den kontakt, der tænder lyset. Aftenlyset synes langt væk nu.