Det var begyndt at blive varmere. Vinteren havde sluppet sit tag i Björnsjön, isen var væk, og det milde vejr huskede krop og sind på, at der var noget, der hed sommer, og den var nært forestående. Det var en besked om at komme ud af den mentale vinterdvale, man ofte havnede i under den mørke årstid.
   Blondie havde det som bjørnene, der langsomt vågnede op og derefter spjættende af forventning tumlede ud i foråret. Naturen kaldte.
   Han stod ved stuevinduet i den lille hytte og betragtede scenariet udenfor. Det havde regnet de sidste par dage, og naturen var efterhånden godt gennemblødt. Den blege forårsol stod inde mellem fyrretræerne på vej op til, hvad der så ud som den afgørende dag, hvor frosten overdrog magten over luft og vand til solen. For enden af grunden lå søen uden den mindste krusning på overfladen.
   Blondie gik hen og åbnede stuedøren og stod i døråbningen og nød forårsluften. Så snart han havde spist morgenmad, ville han ud. Først ville han tjekke brænderiet, der lå godt skjult i det lille skur inde i skoven, så ville han tage en tur rundt om søen og tilse de tomme hytter, der ventede deres sommergæster fra maj til august.
   Blondie boede i sin hytte hele året. Det havde han gjort i næsten ti år, og de øvrige ejere af hytterne heroppe forventede efterhånden, at Blondie holdt et vågent øje med deres ejendomme, imens de levede deres byliv mange hundrede kilometer herfra. Han kiggede på sit ur. Klokken var halvsyv, det var tid til morgenmad.
   Det var hans faste morgenritual. Han elskede at sidde her ved vinduet, med sin kaffe og sine to rundstykker, og kigge ud over søen velvidende, at han på dette tidspunkt var det eneste menneske i halvtreds kilometers omkreds.
   Disen var begyndt at stige op både fra søens overflade og den våde vegetation, og det virkede næsten drømmeagtigt.
   Blondie var henrykt ved synet. Det var det, han havde længtes efter i de sidste uger. Han åbnede sin snusdåse, og lagde dagens første pris under overlæben. Livet var sgu herligt.
   På et tidspunkt faldt hans øjne på terrassens fliser foran havedøren, og han rettede op sig med et ryk. Den afslappede tilstand han lige havde nydt var væk. Helt ude fra græsset og hen til døren var der afsat nogle mudrede fodaftryk. Nogle ordentlige plader mindst størrelse syvogfyrre.
   Det foruroligede Blondie, der troede, at han var det eneste menneske i mange kilometers omkreds. Nogen var kommet ud af det rene ingenting, og denne nogen havde været helt henne ved hans dør. Uden at banke på. Uden at give sig til kende. Det var meget foruroligende.
   I nogle minutter travede han ubeslutsomt rundt i stuen. Så kom han i overtøjet, snørrede sine Haglöfsstøvler, gik hen i skabet og hentede sit jagtgevær og tog en håndfuld patroner i lommen. Han gik ud, knækkede bøssen over armen, og låste for en gang skyld døren, inden han gik ned til søbredden.
   Alt så umiddelbart ud, som det plejede. Fuglene var vågnet og begyndt på deres forårsballader. Ude på søen sejlede et par gråænder og en enlig lappedykker. En mild brise var kommet til og krusede af og til søens overflade. Én ting var dog ikke, som det skulle være.
   Den smalle mudrede søbred var oversået med fodaftryk fra mindst tre forskellige personer. Han var ikke i stand til at se, hvor de kom fra, måske var de kommet med båd. Men hvorfor skulle nogen rende rundt her på hans grund? Og hvorfor havde man været helt oppe ved hans havedør uden at banke på? Det var mildest talt alarmerende. Uvilkårligt stak han hånden i jakkelommen og følte på patronerne.
   Så gik han ud på den lille bådebro og tjekkede, at der ikke var pillet ved hans jolle. Da alt virkede i orden, begav han sig ind i skoven.
   De sidste dages regn havde gjort stierne bløde og mudrede, og det var svært at komme frem. Til gengæld var det nemt at se, at en mængde mennesker havde bevæget sig rundt i skoven. Der var støvleaftryk alle vegne. Nogle steder var stierne ligefrem pløjet op, så der var dannet dybe vandpytter.
   Han havde svært ved at indrømme det over for sig selv, men Blondie var bange. Han havde ikke hørt en lyd i løbet af natten. Selvom det havde regnet kraftigt i nat, ville han have hørt, hvis en bil kørte forbi ude på grusvejen, der var den eneste vej til hytterne omkring søen. Der burde virkelig ikke være nogen heroppe.
   Efter et par timer havde han været ved alle hytterne for at sikre sig, at de stadig var ubeboede. Der var ingen gæster i nogen af dem. Han var tilsyneladende stadig alene i skoven. Alene og, måtte han indrømme, temmelig skræmt. Da han endte ved den sidste hyttte - den største - vendte han næsen hjem for at sidde ned og tænke. Han var et par kilometer hjemmefra, da noget fik ham til at stoppe op.
   Der var ikke længere nogen fuglesang, intet puslede i skovbunden og selv den milde brise var forsvundet.
   En dyb og ildevarslende dunken lød pludselig gennem skoven. Blondie drejede langsomt trehundredeogtres grader rundt i et forsøg på at lytte sig til, hvor lyden kom fra. Så gik det op for ham, at der ingen lyd var. Den underlige dunken var noget han mærkede. Han fornemmede den helt ind i knoglerne.
   Det føltes modbydeligt, hans hjerte slog alt for hurtigt, og han kæmpede mod en kvalme, der tvang ham i knæ, så bøssen landede i det ankeldybe mudder.
   Nogle minutter senere stoppede den mærkelige puls. Kvalmen forsvandt og hans hjerte faldt langsomt til ro. Han rejste sig på rystende ben og blev stående ude af stand til at tage ét eneste skridt. Han havde aldrig prøvet at være så bange før, og han havde ellers oplevet lidt af hvert.
   Med en rystende hånd fiskede han sin snusdåse op ad bukselommen og åbnede den for at lægge en ordentlig pris under overlæben, da der lød et forfærdeligt skrig, og dåsen havnede med bunden opad i en vandpyt.
   Hvis Blondie havde været religiøs, var han nok begyndt at bede til Vorherre, men det var han ikke. I stedet bandede han på en blanding af svensk og dansk samtidig med, at han fiskede jagtgeværet op af mudderet og tørrede det værste snavs af med sine ærmer. Så tog han ned i lommen efter to patroner og ladede begge løb.
   For første gang siden sin kones død følte han sig fortvivlende ensom. Skriget kom helt sikkert ikke fra noget dyr, der levede her i skoven, og det gjorde ham rædselsslagen. Det havde haft en klang af både desperation og had så intenst, at man faktisk ikke kunne forestille sig, at det kom fra noget af denne verden.
   Blondie følte at hårene på kroppen strittede, som var han ladet med statisk elektricitet, og han holdt bøssen som en soldat på patrulje, samtidig med at han med en kraftanstrengelse satte i løb med kurs hjemad. Han havde ikke taget mange skridt, før han hørte noget brage igennem underskoven bagude til venstre, og han satte farten op.
   Hvad det end var, så var det noget stort, og det kom hurtigt. Efter et par hundrede meter kunne han ikke lade være med at vende sig om, og han så et glimt af en skrækindjagende skabning, der i det samme bragede ud på stien. En sagte jamren undslap ham, idet han vendte sig om og spurtede. Han måtte væk, væk.
   Han mere fornemmede end hørte, hvordan bæstet vandt ind på ham. Kom nærmere og nærmere. Da hans lunger sved og brændte, og han forventede at mærke nogle spidse tænder i nakken, snublede han over en gren på stien og landede med ansigtet i mudderet. I det samme fløj noget stort hen over ham. Det fremmede væsnen havde taget jagtens afgørende spring, netop som han faldt.
   Der lød et dæmpet knald, som når man sprænger en oppustet papirspose, og da Blondie panisk kom på benene klar til at skyde, var der intet!
   Han stod forvirret og pegede skiftevis den ene vej og den anden vej med bøssen. Da han var sikker på, at dyret var væk, fortsatte han langsomt hjem.
   Da han udmattet nåede hytten, låste han døren efter sig og gik ud og sikrede at hoveddøren også var låst. Så satte han sig ved vinduet med bøssen inden for rækkevidde og en dunk hjemmebrændt på bordet. Han tog en slurk direkte fra dunken og nød den ro og varme det gav i maven.
   Efter et par slurke mere var han i stand til at tænke nogenlunde rationelt. Han genkaldte sig det væsen han havde set et glimt af. Et stort blågrønt skællet bæst på størrelse med en islandsk pony. Og havde det ikke haft en mund fyldt med sylespidse tænder? Han var ikke sikker. Ikke sikker på noget som helst.
   Var han blevet sindssyg? Det blev folk jo nogle gange, når de var meget alene. Han havde talt med sig selv i årevis, var der ikke noget om, at det var det første tegn på, at noget var ved at kortslutte?
   "Pis!" Sagde han højt i trods, og tog endnu en slurk af dunken. Han overvejede at pakke så mange af sine ejendele, som det kunne lade sig gøre, og smide dem på ladet af den gamle Hilux. Derefter ville han køre så langt væk som muligt. Tilbage til Danmark måske, der havde han ikke været i årevis. Så kom han i tanker om, at vognen ikke kunne starte. Han var praktisk talt fanget her i ødemarken.