Regnen trommede hårdt mod forruden og overdøvede bilradioen. Vandet stod ned i tætte stråler, der blev til en blændende mur i lyset fra bilygterne. Himlen blev flænget af lyn, der delte sig som kapilærer hen over over himlen og oplyste det mørklagte landskab. De høje fyrretræer, der susede forbi i vejsiderne, lignede forrevne ruiner i det blå stroboskopiske lys.
   Dan kiggede over på Susan, der sad koncentreret med hænderne knuget om rattet. Det lange lyse hår var samlet i en knold i nakken, og sammen med det anstrengte ansigtsudtryk, fik det hende til at se meget ældre ud end de fireogtredive hun var. Han havde spurgt hende et par gange, om han skulle overtage kørslen, men hun havde sagt nej.
   Det var ellers et temmelig hårdt job, at køre bilen på den smalle grusvej, der strakte sig over tredive kilometer nede fra hovedvejen. Det var en næsten ubefærdet vej, der gik som en halvbue omkring Börnsjön. Den blev kun brugt af folk, der skulle ned til deres hytte eller en sjælden gang af en stakkel, der var drejet forkert af ned ved hovedvejen.
   "Vi er der snart," sagde Susan, da de passerede en lille lysning til højre for vejen. "Jeg kan kende det her".
   På bagsædet var Puk vågnet og stod nu med snuden oppe i sideruden, som om den gennem en usynlig sprække, kunne lugte noget udenfor. Labradoren havde sovet i flere timer, fuldstændig ligeglad med lyn og torden.
   "Puk, ved også at vi snart er der," sagde Susan, "Så er den altså god nok."
   Dan tog kortet, der lå i forruden, men det var umuligt at se noget.
   "Stoler du ikke på os?" Grinede Susan. "Du kan tvivle på mig, men Puk tager aldrig fejl. I øvrigt så jeg et skilt lige før '4 km til Björnsjön'".
   Dan skulle til at svare, da Susan kom med at råb, og trykkede bremsen i bund. Dan kiggede frem og nåede at se et dyr, passere lige foran bilen og smutte ind i skoven. De havde været meget tæt på at ramme det.
   Bilen stod stille og Susan knugede stadig rattet og så forstenet frem for sig.
   "Er du okay?" Spurgte Dan, "det var bare en ræv, og der skete jo ikke noget."
   Susan svarede ikke. Hun lagde hænderne ned i skødet, og Dan bemærkede, at de rystede en smule. Han kærtegnede hendes kind.
   "Susan, det var jo bare en ræv, slap af, jeg skal nok køre det sidste stykke."
   "Det var ikke en ræv."
   "Nå, men så var det en grævling, eller hvad der nu lever heroppe. Hvad ved jeg? Jeg er bymenneske."
   "Det var ikke en grævling men...du må gerne køre nu.
   Ti minutter senere drejede de ind i indkørslen til hytten.

Susan stod ved vinduet ud mod søen. Uvejret var ovre, og skyerne var drevet videre for at plage andre egne. Månen var kommet til syne og kastede sit blålige skær over sø og skov. Ude på vandet dannedes en tynd dis, der langsomt delte sig i lange tunger og drev op gennem skoven.
   Bag hende havde Dan travlt med at pakke ud, det havde de gemt til sidst. Først havde de spist en hurtig lavet aftensmad. Så havde de siddet og snakket en times tid. Dan plejede at være god at snakke med, men i dag havde han været irriterende. Hver gang hun prøvede at snakke om det underlige dyr de nær havde ramt, slog han det hen som en bagatel. Det var jo bare et dyr, hvilket dyr var sgu da lige meget.
   Susan vidste godt, hvorfor han tog det så let, og det irriterede hende. Hendes mor var død i en ulykke for snart et år siden, og Susan havde taget det hårdt. Hun var blevet ramt af en depression, som hun først nu var ved at få bugt med.
   I den svære tid havde Dan havde været alle tiders støtte, ikke mindst fordi han havde en evne til at få hende ned på jorden, når hun som han kaldte det 'fór ud ad en tangent'. Og det var sandt, at hun i perioder havde været hysterisk, men det var overstået nu, og det irriterede hende, når han stadig brugte det som undskyldning for ikke at tage hende alvorligt. På den anden side havde det været en temmelig uhyggelig tur det sidste stykke ad grusvejen, og hendes hjerne kunne vel godt havde spillet hende et puds, det kunne ske for enhver.
   Susan havde fået beroliget sig selv, så da der opstod et hul i disen, der afslørede to dyr på vej over plænen, tænkte hun bare: "ræve, grævlinger eller hvad der nu bor heroppe!"
   Så gik hun væk fra vinduet, og tog sine støvler på.
   "Jeg går en tur med Puk!"