Man kunne, som det så mange gange før er blevet gjort, benytte sig af et fuldstændigt og sobert ordvalg, men objektet er i al sin pragmatik uundgåeligt ikke-bevidst, så, hvorfor frarøve en vindtør skildring dens fortærskede æstetik?
   På vejene kører bilerne for stærkt, medens vinterens klare aftenmørke bliver sønderrevet af korpulente stråler af sjaskende styrtregn. Det er et rigtigt kedeligt vejr, som man i milde vendinger ville formulere sig. Der er ikke ret mange mennesker, der har vovet sig ud i gaderne. En enkelt personlighed bakser med sin paraply, der er ved at blive splittet op i atomer af den ondsindede kastevind: "pis også!" Sælsommere folk end jeg havde nok valgt at lægge betragteligt mere eftertrykkelighed i denne dejlige stemningsfulde stund, men jeg har på sinde at berette om noget af en hel anden karakter - langt mere udramatisk end alskens skvaldr om vejret.
   Langt ude på det store land, langt ude på de fjerne egne, hvor ingen længere bor, dér ligger en gammel forladt jordejendom. Der findes en forestilling om, at alting skal være så idyllisk på landet, men deromkring er der hverken lunt eller rart. De udyrkede marker udsender en afskyvækkende dunst, der lægger sig, som et diset gulligt slør over landskabet. Ruinen af den gamle herregård ligger og sumper, som en bunke dødt materiale i mudderet, blot en enkelt af husets engang fire vægge står endnu. Muren, som er bygget op af røde munkesten og granit, hæver sig hoverende over de nedbrudte murbrokker, der demolerede ligger omkring den. Med al sin vægt og tyngde læner den sig blidt op ad sine solide fyrretræsstøtter, der endnu ikke, på trods af deres mørnede tilstand, har givet efter for murens faretruende hældning.
   Alt i omgivelserne skriger på, at det er meget længe siden, nogen har været bosat der, men om hvorhen menneskene er vendt fremgår det ikke. De aldrende gulvbrædder er krakelerede og muldnede væk fra store dele af det areal, der har udgjort fundamentet. Underneden kan man bese det ældgamle lerstampede gulv, og mærkelige genstande fra ejendommens tidligste beboere stikker næsen frem hist og her. I sammenvæltningen af stenmasser og træstykker ligger også hele husets interiør, det hele peger på, at man må have rømmet bygningen i hast. Ligeså ser det ud med alle de andre beboelsesbygninger i området, alting ligger og slumrer stille hen.
   Der var engang en grusbelagt vej, der førte fra landsby til landsby gennem de enorme landområder, mange steder er denne nu blevet visket bort, som følge af manglende vedligeholdelse. Ingen har befundet sig på egnen i umenneskelige tider, det er næsten uomtvisteligt at slå fast.
   Den røde mur fremstår kulravende sort i nattens mulm og stormens sjaskvåde favntag, den tårner sig op i landskabet, som mørkets ubarmhjertige hersker. Tomme vinduesrammer stirrer åndsfraværende ud i luften, skønt tiderne i al deres barskhed og diversitet har hærget dem, holdes de stadig sammen, af den bly med hvilken de i sin tid blev loddet. Glassene er for længst smadrede, og ligger, rundslebne af de hårde vinde, i den sparsomme græsbevoksning. Kun resterne, i form af små glasskår, sidder endnu rundt i kanterne reflekterende i korte glimt måneskinnets tarvelige lysskær. Natten og vinteren raser så smukt i de affolkede egne, hvor kun kulden og stilheden holder til.
   En mærkelig muteret plantevækst - en blanding mellem den almindelige vedbend og en afart af den giftige efeu, som har forvildet sig længere op nordpå, end det før er set - slynger sig stedsegrøn og fugtig op ad murens smudsige yderside. Under vegetationen, knapt synligt efter de mange års slid og henfald, er graveret en inskription i stenene: 'Omnia mutantur, nihil interit'.
   Naturen går sin langsomme gang, som den til alle tider har gjort det, og som den utvivlsomt vil fortsætte med at gør det, til en dag tiden ender. Det er efterhånden snart den eneste faktor, menneskene ikke har usurperet styringen over, og kun af den årsag virker den netop så fascinerende på os, at den konstant må påpeges og drøftes til åndløshed. Alligevel mister den aldrig sin poesi, thi så meget bekymres mennesket for ligegyldighed, det er næst helt smukt at betænke, hvor evig ornamentalt fremstår ikke dette sammenstyrtede hus, hvis furer smuldrer og spreder sig som støv for blæsten? Spindelvæv hænger i krogene, og udgør reden for monstrøse behårede edderkopper, der forsigtigt kravler rundt i murbrokkerne på jagt efter føde til deres sultne nyudklækkede yngel.
   Kun ganske få forfatninger adskiller levende fra dødt.