Jeg vågnede op på denne forårsdag, hvor solen skinnede brutalt ind igennem mit vindue. Perssiennerne hang stadig sammenkrøllet oppe øverst i vinduet fra aftenen før. Jeg lå badet i sved og med følelsen af, at jeg havde sovet i for lang tid. Jeg tror, at jeg havde sovet for lang tid mange nætter i streg i denne periode. Jeg tror også jeg havde spist for meget dagen før. Eller havde jeg endda spist for lidt? Der var i hvert fald noget der ikke føltes helt rigtigt i min mave, ja faktisk føltes det som om, at der foregik adskillige krige rundt omkring i min krop. Jeg bøvlede en del med at huske, hvad jeg fik at spise i går. Sikkert det samme som jeg normalt spiser, men det falder mig ikke umiddelbart ind, hvad denne normale ration af føde faktisk er.
Dagene flyder sammen, og minder mere og mere om hinanden,og nu kan jeg efterhånden knap nok kende forskel på morgen og aften.
 
På mit værelse har jeg en seng og en stol, som steder jeg kan befinde mig. Jeg bruger sjældent min stol, og jeg sidder for meget i min seng. Mit fjernsyn og min computer er som regel tændte. Jeg føler ikke at de lærer mig særlig meget, og jeg bruger faktisk meget af min tid for tiden, på at tænke over hvad jeg bruger min tid på.
 
Jeg beslutter mig for at løbe en tur i kvarteret, for at prøve at ryste ubehaget, der er forbundet med min krop, af. Jeg klæder mig på med en gammel hættetrøje fra min efterskole; gode tider, et par joggingbukser med et stort hul i skridtet, som jeg aldrig har vidst hvor er kommet fra og et par forholdsvis nye og fine løbesko, som jeg bruger for sjældent. Til sidst samler jeg en lang, sort og desuden varm hue op fra gulvet (gulvvarme; hvilken alt for luksuriøs ting, og utrolig ligegyldig, når det kommer til stykket, at have for en familie som min), og så trækker jeg den langt ned over min pande; helt ned halvvejs over mine øjne. Dette finder jeg meget praktisk, da der ofte er for lyst udenfor, og alt for mange ting at skulle overskue. Jeg kommer jo vidt omkring på min tur, og landskabet og menneskerne ændrer sig hele tiden. Med huen så langt nede, at jeg kun lige kan se et par meter foran mig, bliver det hele mere overskueligt. Og det sidste jeg tænker på, er hvilken tåbe jeg sikkert ligner.
 
Jeg løb op ad min vej, rundede et hjørne og løb over et fodgængerfelt. Afstanden til mit hus var nu oppe på omkring 100 meter og mine tjærefyldte lunger var allerede begyndt at give efter. Jeg fortsatte forbi kirken hvor en gudstjeneste var igang, hvis jeg skulle dømme ud fra de mange biler der holdte på kryds og tværs, og nødsagede mig til at danse rundt på tæerne. Det må have været et komisk syn, da jeg var lige ved at glide ned over en kantsten, og som den muldvarpe jeg udgav mig for at være, opdagede jeg først et sidespejl i sidste øjeblik. Jeg måtte kaste hele min overkrop til højre, mens jeg fra hofterne og nedefter var på vej til venstre. Jeg slap uden en fysisk skramme, men den smule ære jeg følte, at jeg stadig havde tilbage, var efterhånden ude på et skråplan. I det mindste kunne jeg ikke se, om nogen havde set det - derfor ville jeg umuligt kunne føle skam næste gang jeg bevægede mig udenfor i kvarteret.
Da sveden efterhånden havde gennemvædet det meste af min beklædning var jeg heldigvis ikke langt fra mit hjem. Jeg tænkte på, at jeg burde have taget en cigaret og en lighter med på turen. Jeg sank ned i fart og begyndte derefter at gå de sidste 50 meter. Efter jeg havde været i bad, ville jeg sætte mig foran min skærm og prøve at skrive noget brugbart.
 
Jeg er begyndt at skrive rigtig mange ting ned. Foruden dagbog (dagene ligner stort set alle hinanden) prøver jeg at skrive nogle digte. Jeg prøver at udtrykke mine følelser, men har svært ved at trylle min kedelige og monotone tilstand om til noget dybt og smukt. Jeg troede ellers, det var i sådan en tilstand, man bedst kunne udfolde sig kunstneriskt. Jeg skriver en "To do"-liste til dagen der venter, så jeg husker mig på, at foretage mig noget bestemt, eller bare foretage mig noget i det mindste. Jeg skriver også tit lister over ting: ting som jeg har, ting som jeg ikke har, ting som jeg gerne vil have. Listerne gør nogle gange tilværelsen mere overskuelig, men ofte har det også den modsatte virkning. Jeg er heldig med de fleste af tingene jeg har på min "ting som jeg har"-liste, og jeg burde være bedre stillet end mange omkring mig. Det er netop dette, der måske gør mig allermest deprimeret. Hvorfor har jeg det ikke bedre? Jeg burde jo have det bedre. Rastløshed er elendighed!