Den lille pige havde altid vidst, at hun var anderledes. Hun havde en stor hemmelighed: hun var ikke rigtig levende. Hun legede de samme lege som andre små piger, spiste den samme mad, havde det samme tøj og samme slags forældre, men på grund af sin hemmelighed var det som om, hun betragtede det hele lidt udefra. Hun var sikker på, at de farver hun så, ikke var lige så strålende som dem, de andre så, at hendes mad ikke smagte helt som de andres og når hun lo, var det bare en lyd og ikke den boblende fornemmelse i hele kroppen som hun vidste, de andre følte.
   En dag havde hendes mor taget hende med hen på et voksdukkemuseum og den lille pige opdagede, at voksdukkerne var som hun. De lignede ægte mennesker, lignede nogle, der burde tænke og føle som alle andre og dog gjorde de det ikke. Da den lille pige måtte gå hjem, græd hun. Hendes mor mente, hun var træt. Men pigen græd af sorg over at skulle forlade disse skønne væsner, hvis verden hun så forunderligt havde været en del af, skønt det kun havde været for et par timer. Hver dag tænkte hun på voksdukkerne og snart betragtede hun dem som sin rigtige familie, men hun sagde ikke noget om det.
   Den lille pige havde en bedstemor ligesom de fleste andre små piger. Men den lille piges bedstemor var ikke helt som de andre. Hun kunne fortælle magiske eventyr om fortryllende verdner og beskrive det hele således, at selv den lille pige et øjeblik følte sig næsten levende i bedstemoderens fantastiske univers. Den lille pige elskede sin bedstemor, selvom det ikke var det ord, hun ville have brugt, hvis man havde bedt hende beskrive sine følelser.
   En vinterdag, hvor sneen lå høj og kold, besøgte den lille pige igen sin bedstemor. Men denne gang fortalte hun ikke sine eventyr, hun lå helt stille. "Hun er død" sagde de voksne og græd. Men den lille pige vidste bedre. Hun vidste med det samme, at bedstemoderen var blevet en voksdukke; hun så ud helt ligesom de og opførte sig også helt på samme vis. Den lille pige rørte forsigtigt ved sin bedstemor, ganske forsigtigt for ikke at bringe hende ud af facon. Hun var kold og stiv og så vidunderligt anderledes end alle de andre larmende voksne i værelset.
   Men den lille pige huskede, at bedstemoderen en gang havde været varm og blød, og forstod, at selvom man ikke var blevet skabt som voksdukke, kunne man dog forvandles til en. Den lille pige ville så gerne være en voksdukke. Mennesker var varme og bløde og larmende, voksdukker kolde og stive og tavse. Da det blev nat, sneg den lille pige sig ud af huset og lagde sig i den smukke glitrende sne. Hun lå helt stille og lod kulden gøre sig kold og stiv og tavs og endelig følte hun altings ægthed på sin krop. Da de fandt hende næste morgen, græd de og sagde til hinanden:
   "Jeg forstår det ikke; sådan en sød og glad lille pige."
   Men den lille pige hørte ikke, hvad de sagde. Hun var blevet en voksdukke, den fineste af dem alle.