Der var ikke længe til lukketid. Fatima så på sit armbåndsur. 15:30. En halv time til lukketid. Hun kunne nok godt tillade sig at lukke et kvarters tid før, i dag. Det var jo fredag. Hvis hun bare lige var hurtig, at få de sidste snegle henholdsvis pakket til sig selv, til hjemturen, og smidt ud. Gamle kager måtte ikke spises. Sådan var det alle steder, men i "Bentes Bageri", som Fatima arbejdede i, havde de udvidet sætningen til "Gamle kager måtte ikke spises... af andre end personalet". Hver arbejdsplads har jo sine frynsegoder!

Fatima skyndte sig. Så. Det var det. Nu lige tøjet på, låse af... og så: HJEM!!!!
   Klokken var 15:55. Hun løb ud i baglokalet, og tog sin frakke og sit tørklæde på. Så løb hun igen ind i butikken for at låse af. Der stod en stor dreng derinde. Fatima havde ikke hørt ham komme, men beroligede sig selv med, at klokken jo var i stykker, og det, i øvrigt, sikkert ikke ville tage særlig lang tid. I det sidste, fik hun desværre ikke ret...

Kun ti minutter forinden havde Lars tjekket sit udstyr. Elefanthue, plasticpistol, reb, bandana og pose. Jo, det var der alt sammen. Lars så på sit ur. Et gammeldags lommeur, hans oldemor havde foræret ham, kort før hun døde. Så. 15:53. Nu ind. Hans hjerte begyndte at banke heftigt. Man kunne selvfølgelig stadig nå at ombestemme sig, kunne man ikke? Nej og jo. Man kunne sikkert. Han kunne ikke! Bare det nu ikke var hende den smukke, pakistanske pige, der havde været der den sidste uges tid. Så ville han ikke kunne gennemføre det. Nå... Når han først stod der, i situationen, ville han sikkert finde på noget at foretage sig. Lars skråede over gaden. Kl. præcis 15:54 trådte han ind i "Bentes Bageri". Og dér stod han så. Nervøs og ulykkelig. Forretningen var tom!

"Undskyld. Jeg hørte slet ikk', du kom. Jeg var lige ude bagved," smilede Fatima, "øh... jeg var faktisk ved at lukke... Men..."
   "Jeg kommer forhåbentligt ikke til ulejlighed?" spurgte drengen nervøst.
   "Nej, nej. Hvad skal du ha'?" smilede Fatima igen. Så var det som om fyren tog sig sammen.
   "Jo, tak. Hvis du vil være så venlig at tømme kasseapparatet i denne her pose!" sagde fyren, i samme tonefald, som havde han sagt 'To romkugler og et studenterbrød'.
   Fatima smilede endnu bredere:
   "Du er sjov," sagde hun. Fyren så næsten bønfaldende på hende:
   "Giv mig nu de penge. Det her, det er sgu alvor."
   Fatima smilede stadig, men kun til fyren trak en pistol frem fra jakkelommen. Først da blev hun nervøs:
   "Hør. Det her er altså ikke sjovt," sagde hun med skælvende stemme, "jeg kan godt tage en spøg, men det her..." Nu rettede han pistolen imod hende. Fatima kunne se, at hans hånd rystede lidt.
   "Du skyder mig da ikke, gør du? Du skyder mig da ikke...," spurgte hun ham næsten bønfaldende.
   "Ikke, hvis du gør, som jeg siger," sagde fyren, mens Fatima langsomt gik i gang med at gøre som han forlangte...

Lars havde bandet indvendigt, da han så ekspeditricen. Det var hende den smukke!
   Men, han måtte jo til det... Nu stod han imidlertid i den situation, at han havde fået pengene, og hvad så. Han kunne jo nu engang ikke gøre noget, hvis hun opdagede, pistolen kun var af plastic, så hvad nu?
   "Gå foran mig, ud i baglokalet!" beordrede han. Pigen parerede bare ordre. Hun virkede nu så skræmt, at Lars, hvis han skulle være ærlig overfor sig selv, var begyndt at få virkelig dårlig samvittighed over det, han var nødt til at gøre. Det var trods alt ikke hendes skyld, at han var på røven. Man han var nødt til det. At trække sig ud nu var både for sent og for tåbeligt. Der var ikke andet for ham, end at føre spillet til ende. Binde hende i baglokalet, og så stikke af...

Fatima førte skræmt fyren ud i baglokalet, som han havde bedt hende om. Da de var kommet helt derud, trak fyren et reb op af sin pose, og bad hende sætte sig på gulvet, og Fatima gjorde det. Hvad skulle hun ellers have gjort?

Lars bandt hende så solidt, at hun overhovedet ikke kunne røre sig. Til sidst tog han bandana'et frem. Han gav hende et hurtigt kys på kinden og kneblede hende så. Derpå stak han af...

Fatima forsøgte at få nogle forståelige ord ud gennem bandanna'et. Hun kunne ligeså godt have villet lære en gris at synge som Peter Belli. Det var, og forblev, en umulighed. Hendes eneste held var nu, så vidt hun kunne se, at det ikke var hende selv, der skulle åbne lørdag kl. 9. Da hun havde siddet og grædt lidt, og forsøgt at skrige et par gange, uden held, faldt hun alligevel, omsider, i søvn...