Det var pinsemorgen lidt op af formiddagen. Jeg var på vej rundt om markerne med mit firbenede barnebarn, Mickey. Han var en dejlig stor sort labrador og bedste ven med vores egen labrador Tarzan. De var som brødre.
Den dag havde Mickey dog fået den ære, at gå tur alene med mig. Tarzan måtte surmulende blive hjemme. Mickey havde nemlig haft tynd mave hele natten og op af formiddagen.
Om natten havde han sneget sig op i min seng, forsøgte forgæves at fortælle mig noget. Men jeg forstod ikke hans sprog. Han sad bare på maven af mig og hylerventilerede. På et tidspunkt overvejede jeg, at give ham en plasticpose at trække vejret i, det plejede jo at hjælpe på mennesker. Den tanke droppede jeg. Jeg mente det godt kunne blive lidt besværligt at agere sygeplejerske på den måde, overfor et dyr. Den ville nok have svært ved at samarbejde.
Mickey havde før udvist denne hylerventilerende tendens, uden dog samtidig at have dårlig mave. Han var også undersøgt på kryds og tværs og fejlede intet med hjerte eller lunger.
Men her sad han altså, den store hund på min mave og ville ikke falde til ro. Der gik mindst en halv time inden han opgav og lagde sig på gulvet. Jeg faldt heldigvis i søvn igen.
Om morgenen lignede min mand en der havde været ude og buldre hele natten. Han så meget træt ud. Fortalte mig at følgende var sket i nattens løb:
Mickey havde åbenbart ikke opgivet sine hensigter, så den havde fortsat sin hylerventilation overfor ham. Efterhånden lykkedes det vovsen med piben og klynken at vække ham. Nu kom han hurtigt ud af sengen, imens en hørmende brise fra entreen fyldte hans næsebor.
Heldigt at jeg var faldet i søvn. Mickey havde ufrivilligt tømt sit maveindhold ude i entreen. Det havde vist været ret flydende, det der kom ud. Der var i hvert fald mange små "søer" overalt. Alt dette skulle nu rengøres, for derefter hurtigt at komme på gaden med det stakkels dyr.
Men for enden af trappen, nåede hunden ikke ud af hoveddøren, uden at han igen skulle tømme sin forpinte mave. Nu måtte min mand hurtigt følge efter hunden ud på græsset, og lade den fortsætte sin nødtørft dér. Bagefter måtte han skynde sig op på fjerde sal, for at hente gulvspand, vand og moppe, mens hunden rendte rundt ved siden af og dryppede! Trappen skulle jo også vaskes og steriliseres, inden naboerne fik øjne. Otte gange gentog disse natlige vandringer sig, med den stakkels vovse. Hver gang med sivende afføring. De fleste gange nåede både vovse og min mand ud i det fri, men han måtte ned med spand og moppe yderligere to gange. Jeg kunne godt forstå at manden var træt. Egentlig også det arme dyr.
Min mand sagde sådanne lidt galgenhumoristisk, at næste gang måtte jeg gå ned med den firbenede. Nu ville han ind og sove. Jeg bad til Vorherre om at dette ikke blev aktuelt, da jeg nemlig sad midt i min morgenmad og havde det dejligt. Men der gik ikke lang tid før hunden kom ind til mig, og atter hylerventilerede. Nu kunne jeg efterhånden godt forstå hvad det var den prøvede at fortælle mig, selvom jeg prøvede at fortrænge det. Men ud af sengen kom jeg da.
Inden jeg nåede at blive færdig med påklædningen, havde barnebarnet atter efterladt sine tynde visitkort i entreen. Det stakkels dyr kunne jo ikke gøre for det, så den fik selvfølgelig ikke skæld ud.
Nu lå jeg der i entreén med rumpen i vejret og "klemme" på næsen og tørrede op, vaskede, tørrede op og vaskede. Alt imens barnebarnet var blevet placeret på en avis i badeværelset. Der sad den tålmodigt, og ventede pænt på at jeg skulle blive færdig, så vi hurtigst kunne komme på gaden og spadsere hen til de grønne marker.
Tarzan stod logrende med sit ræve blik og fulgte det hele på afstand.
Snart efter gik Mickey og jeg rundt om de dejlige marker. Alting duftede og spirede efter gårdsagens regn. Solen skimtede svagt igennem de lidt mørke skyer, men luften var varm og alting duftede af sommer.
Vi gik meget langsomt Mickey og mig. Hele tiden skulle den hen og sætte sig til rette, for at presse flere dråber ud af tarmen. Jeg havde ondt af den når jeg så dens sørgmodigt, bedende øjne. Hvad kunne jeg gøre for at hjælpe ham, andet end at lade ham få den nødvendige ro. Jeg stod pænt, stille og ventede hver gang han satte sig, for ikke at stresse ham. Sådanne fortsatte vores færden i godt en time.
Indimellem kom energiske joggere forbi. Så ud som om de ikke observerede andet, end hvor mange kilometer de havde tilbage at løbe i. De havde jo sat sig et mål. Hele tiden så de på deres ur.Jeg kunne ikke lade være med at tænke: "Dér løber de for livet - her går jeg langsomt og forsøger at holde fast i livet, midt i en behandling for brystkræft." Jeg duftede og sugede alle naturens herligheder til mig. Jeg følte mig pludselig så intens. På et tidspunkt fik mine tårer frit løb. Det var lang tid siden jeg havde grædt. Men pludselig syntes jeg, at det hele var så smukt, som om jeg snart skulle forlade det. Imens gik hunden og havde tynd mave, og havde det ikke godt.
Mickey var efter hånden blevet en halvgammel hund. I hvert fald i forhold til Tarzan som var godt to år. Tarzan var en rigtig "Don Juan" med ræveblik og et frækt udtryk. Han kunne spille med sine vovseøjne, når han rigtig skulle indsmigre sig. Mickey var godt seks år. Han blev sidste sommer kastreret, fordi han var blevet for aggressiv overfor små hunde. Det have hjulpet på ham. Nu var han som et lam.
Nu gik han her, sammen med mig, sine små indskrumpede testikler, og sit grå skæg som prydede hans mund. Han var blevet lidt tyk og så havde han tynd mave. På en eller anden måde virkede han så ynkelig fordi han bare var så dejlig, det lille pus.
Nå men da vi havde gået længe, og der blev færre og færre pauser imellem hundens trængende ophold, gik vi tilbage til bilen, for at køre til Aldi og købe rengøringsartikler. Min mand havde nemlig tømt hele lageret i løbet af natten. Jeg købte en helt pose fyldt med alle effektive præparater, og var nu godt rustet til næste hylerventilation.
Da vi kom hjem, var både Mickey og jeg meget trætte og selvtilfredse ovenpå en dejlig tur. Hunden drak dejligt frisk vand, ligeledes gjorde jeg. Mickey faldt trygt og roligt i søvn. Jeg fortsatte med min morgenmad.
Kort tid efter hørte jeg nogen brække sig inde i stuen. Jeg gik derind, og hvad så jeg: Tarzan stod og kastede op på gulvtæppet. Det så ud som om han havde spist en hel græsplæne. Jeg kiggede på ham, han havde ræveblikket på, som om han ville sige: "Jeg kan også noget – husk at tage mig med næste gang!"