Jeg tror bestemt
på efterårsbladenes subtile skønhed
og blæsten i gaderne sidst på dagen
når afsked toner ud i minde og skrift.

Jeg tror
på mit ansigts reflektion i rudernes slør
og regnen der som det dybeste venskab
kommer tårerne i møde med morbidt ligesind,
regnen der køler mit overophedede legeme ned.

Jeg tror
på de sorte huller du borer i min tindren
når du med hændernes silke gennem bølgenattens blus
i momenter ad gangen udformer stoffets betydning.

Og jeg tror på de usynlige farver der maler dit navn igen
selvom jeg kun fjernt mærker
dine øjnes perifære lys.

Herude i nattens oceaner af flakkende stjerner er jeg
alene i
dine arme.