Jeg vil bare gerne hjem. Det er formiddag, - jeg har det ikke så godt og jeg kan ikke finde vej.
   Jeg fortryder at jeg meldte mig til det kursus.
   "Jeg mener, vi bare lige skal herned af," siger jeg og drejer til venstre.
   Det er et lukket vejsystem ser jeg, lidt for sent, vi drejer med rundt til højre og jeg har alt for meget fart på. Jeg kører ind i et træ og mister bevidstheden et øjeblik.

Alle husene er ens, de er store og mørke og ligger lige så tæt som rækkehuse. Det må være et dyrt kvarter. Flot ser det ud.

Min kollega sidder og ser på mig. "Hvad så nu," siger han. Hold da kæft hvor er du irriterende, tænker jeg, og prøver at stige ud af bilen.
   "Ja vi kan da ikke sidde her," vrisser jeg.
   Jeg har ondt i min fod, jeg kan næsten ikke gå og humper hen til det nærmeste hus og ringer på.
   Jeg når dårligt nok at slippe klokken, før døren bliver åbnet og en venligt udseende ældre mand åbner døren.
   "Jeg har ondt i foden, så jeg ville spørge om jeg måtte kom ind lidt?"
   Han åbner døren helt. Han ser ikke det mindste overrasket ud, han ser næsten ud til, at han ventede os. Jeg humper ind, hjulpet af min kollega, som tilsyneladende ikke er kommet noget til.
   Vi går ned ad gangen, gennem spisestuen, og til venstre ind i dagligstuen, hvor vi bliver anvist plads i sofaen.
   Rart at komme til at sidde ned.
   "Ja, jeg ved ikke præcist hvad der skete, begynder jeg..."
   "Vil I have en sodavand?" Min kollega siger ja tak. Han henter to sodavand. En appelsinvand og en citronvand... Jeg får citronvanden. Min yndlings.

Jeg sidder og ømmer mig. Det har bare været en mærkelig dag. Jeg har været lidt ved siden af mig selv hele dagen.
   Det er nu rart at sidde ned. Jeg føler mig helt hjemme og slapper helt af, jeg overvejer slet ikke at ringe til nogen.
   Jeg genkendte lampen over bordet, idet jeg gik forbi for at komme over til sofaen.
   Jeg kommenterer at jeg synes den lampe virker bekendt, manden siger ikke noget
   Vi sidder lidt. Han har sine børnebørn på besøg, de leger på et værelse længere nede af en gang, der går fra dagligstuen parallelt med den første gang.
   Sjovt hus tænker jeg. Stort og lyst og hyggeligt.
   Manden er venlig, men siger ikke så meget
   Jeg ser rundt i stuen.
   Til venstre for mig, som jeg sidder i sofaen, kan jeg se et stort billede som hænger på endevæggen. Det er mest blåt og hvidt, og det blå er små sjove ansigter. Små runde børneansigter. Over spisebordet hænger en lampe der er skåret med en asymmetrisk kant i stof.
   Nej, hvor er det sjovt. Jeg er sikker på jeg har været her før. Jeg ved med sikkerhed, at jeg har set de ting før, især billedet står lysene klart, men også de to lamper.
   Jeg går hen til spisebordet. Jeg kan udpege den plads ved spisebordet, hvor jeg har siddet.

Det er meget mærkeligt. Jeg kan ikke kende manden.
   Jeg rører ved stoleryggen. Jeg har gode minder fra det her sted, men jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om hvornår, og med hvem, jeg har været her. Jeg kan ikke have været ret gammel, for det er næsten røget ud af min hukommelse. Det må have været med noget familie så.
   Jeg vil fortælle ham det, men min kollega og ham er gået ned til børnene - jeg går efter. Der er tre børn der leger med biler og klodser på gulvet. De ser ikke op, men leger bare videre. Den ene er noget større end de to andre. Han har en stort kommunefarvet hår og krøller.
   Vi går tilbage til stuen og jeg ser en bog i reolen. Jeg ved at jeg har haft den bog i mine hænder før. Jeg kender den bog og ikke bare en kopi af den. Den ligger ovenpå de andre bøger i reolen. Jeg tager den, jeg glemmer helt at spørge om jeg må.
   Den vække minder, jeg kan bare ikke helt udtrykke hvilke. Nej, hvor er det irriterende. Det er en gammel skolebog, for foran er der et stempel hvor man kan skrive sit navn og klasse. Jeg bladrer den hurtigt i gennem og på den allerbageste side står mit navn.
   Jeg bliver ikke engang forskrækket. Det virker så rigtigt, så naturligt.
   "Mette-Marie" står der med stor skråskrift. Det står igen nedenunder, nu lidt pænere.
   "Kender du Olstrup?" flyver det ud af mig. Ja, jeg taler dagligt med Maja, siger manden og lyser op i et stort smil.
   Maja. Det siger mig overhovedet ingenting. De hed Gudrun og Ove og havde en søn der hed Uffe.
   Manden ser mistroisk på mig. "Du er alt for ung til at have kendt dem," siger han bebrejdende.
   "Maja havde en noget ældre bror der hed Uffe," fortsætter han..
   "Det er mit navn, der står her i bogen," siger jeg. Jeg fortæller ham, at jeg kan huske denne bog.
   Han ser helt forskrækket ud.
   "Jamen det kan ikke lade sige gøre," siger han, "det han ikke være rigtigt."
   Han kigger på mig, som om han har set et spøgelse. "Hvad hedder dine forældre?" spørger han.
   "De hedder Svend og Inger."
   Han går ind i stuen og sætter sig tungt i lænestolen.
   "Det er mange år siden Mette-Marie var her i huset. Dengang havde min kone og jeg kun boet her i ganske får år, og vores venner var Gudrun og Ove. Vi var jævnaldrende. De have et par gange Mette-Marie med, som var en lille pige. Det var Gudruns niece. Desværre døde Mette-Marie i en ulykke da hun var ung."

Jeg har det meget mærkeligt. Jeg har aldrig troet på reinkarnation og genfærd og den slags. Det var meget underligt.
   Manden sidder og ser frem for sig.
   "Jeg tror vi må gå nu," siger jeg og skubber min kollega ud mod døren.
   "Her tag denne her med," siger manden og rækker mig bogen. "Kom og besøg mig igen om nogle dage, når vi begge har sundet os lidt." Jeg nikker.

Vi går derfra, jeg har bogen med. Jeg har rigtig meget ondt i foden...
   Vi prajer en taxa og kører på skadestuen. Jeg har forstuvet foden.
   Et par dage efter kører jeg med en kranbil ud for at hente min bil. Jeg synes ikke det ser helt ud som da jeg var der sidst.
   Jeg ringer på dørklokken. En ung kvinde åbner døren.
   "Hej, jeg skulle tale med den ældre mand der bor her," siger jeg venligt.
   "Ved du hvad, her bor kun min mand og jeg og vores børn," siger hun. Børnene kom ud og kiggede på mig. Det var ikke de samme børn som fra forleden. Jeg ser ind i entréen. Det er nogle helt andre møbler.
   Jeg må have set meget underlig ud.
   "Er du dårlig?" spørger hun.
   "Nej, jeg kom bare for at hente min bil." Jeg opgiver på forhånd at forklare noget. Ingen vil tro det.
   Da jeg en uge efter kommer på arbejde, har jeg stadig støttebind på min fod, men mener godt at jeg kan arbejde.
   "Sikke noget hva'?" siger min kollega. "Har du det bedre nu?"
   "Ja tak, det går."
   "Jeg glemt vist min tennistaske i din bil forleden," siger han.
   "Nåh, gjorde du?"
   "Ja, det gik jo lidt stærkt med at komme på hospitalet med dig. Du havde det ikke så godt og var lidt omtumlet."
   "Hvad mener du?"
   Jeg må alligevel have slået hovedet mere end jeg regnede med, for jeg er i hvert fald ikke overtroisk, tænkte jeg, mens jeg kiggede efter om bogen stadig lå i min taske.